’Game of Thrones’ sæson 5, afsnit 6 – kærligheden overvinder intet

Der er dem, som siger, at kærligheden overvinder alt. Virgil har digtet det, Caravaggio har malet det, og Tan Chui Mui har filmet det. Men, for nu at parafrasere Stannis Baratheon, så har alle dem, der har sagt sådan, ikke haft meget at overvinde.

For i ’Game of Thrones’ er kærligheden en saga blot og romantikkens dans på roser et tornekrat af bibelske proportioner. Stormfulde højder er brolagt med intrigante fælder, mens stormfulde følelser reduceres til ædle intentioner, der hele tiden, og så igen, står for fald. Giftemål arrangeres efter politiske alliancer og ikke efter hjertets vilje. Kærligheden er bare endnu en hindring. Og kærligheden overvinder intet.

 

Kongemorderens kastration

Heller ikke i ’Unbowed, Unbent, Unbroken’, det sjette kapitel i femte sæson. Og det er ellers ikke, fordi kærligheden helt lader sig knægte.

Det kommer ikke mindst til udtryk i armlægningen i Dorne imellem Ellaria Sands tre håndlangere på den ene side og Jaime og Bronn på den anden. For den sørgende enke, Ellaria, handler kærligheden, eller mindet om kærligheden, kun om had og gengældelse, mens Jaime sætter alt på ét bræt for at indfri sin gæld til sjælemagen og uterussøsteren Cersei – den eneste store kærlighed, han har tilbage, efter at hans far og bror forlod ham.

Det hører blandt de største fortællemæssige forcer i seriens kæmpeplot, at de stærkeste figurer konstant kommer i nærheden af, for derefter at franarres, det, som de elsker allermest. Alle dem, der forhindrede Jaime og Cersei i at finde sammen og forenes i glohed incest, er borte, men afstanden mellem de to søskende er større end nogensinde før.

 

Det vil Jaime ændre på. I Sunspear står han endelig ansigt til ansigt med en dobbelt kastration, der ikke blot tæller sværdhånden, som er kappet af, men også rummer tabet af den følelsesmæssige forbindelse til sin søster, der har båret ham igennem tilfangetagelsen og den lange hjemrejse. Han er ikke hel uden hende, men derimod lige så afstumpet som enden på sin forkrøblede arm.

Uheld i kærlighed

Tomandstogtet til Dorne er Jaimes søgen efter frelse. Som Bronn siger, da Jaime beder ham tie stille midt i sangen om ’The Dornishman’s Wife’, så er det slutningen, der tæller. Bronn taler ikke kun om sangen. Tiden er inde til at glemme den plettede fortid og tilføje en bedrift til de tomme sider i ’The Book of Brothers’ under kapitlet, der tilhører Jaime Lannister.

 

Løgnen som redskab og redningsplanke

I Winterfell har Sansa én gang for alle forstået, at kærligheden er et spil for tabere. Hun har elsket to mænd fra beskuerens sikre afstand: De smukke, unge, blonde mænd Loras Tyrell og Joffrey Baratheon. Med den slags held i kærlighed er der ikke noget at sige til, at hun i stedet har allieret sig med rigets største gambler, spillefuglen Littlefinger.

Det klæder de seneste to afsnit i seriens femte sæson enormt, at springene mellem fortællingerne er markant færre og anderledes struktureret end tidligere. ’Unbowed, Unbent, Unbroken’ fortælles i form af parløb – først mellem fortællingerne i Essos (Arya i Braavos, Tyrion og Jorah i Valyria) og siden mellem fortællingerne i den varme del af Westeros (Cersei og Littlefinger i King’s Landing, Jaime og Bronn i Sunspear) – for til sidst at slutte af hos Sansa i Winterfell.

Trådene køres sammen med løgnen som gennemgående tematik. Løgnen som et behændigt redskab eller en sidste redningsplanke. Den løgn, der fortælles under ed, med Gud som vidne. Eller løgnen mellem forræderen Theon og den fagre Sansa. Hun kan skylle løgnen ud af sit hår, som skifter fra sort til rødt, men han kan ikke fortælle hende, at han ikke har slået hendes brødre ihjel.

 

De ukendte landskaber

Tematikken er skåret ud i pap, men serien fungerer langt bedre med et egentligt inddelingsprincip end under den løsere struktur i sæsonens første afsnit. Det er med til at løfte ’Unbowed, Unbent, Unbroken’ markant.

Noget andet, som glimrer i afsnittet, er brugen af ukendte landskaber. De eksotiske ’Water Gardens’, som udgør Doran Martells ferieresidens, tilfører serien noget andet og mere luftigt end de gammelkendte miljøer, mens sløret langsomt og effektfuldt løftes for hemmelighederne i ’The House of Black and White’.

 

Det tegner alt sammen fint for afslutningen på femte sæson. For mens der er langt imellem de stormfulde forelskelser, er der nok medlemmer af de store familier, der stadig kan nå at få kærligheden at føle. Sig det med blomster eller med drageild.

Den hæsblæsende finale er kommet endnu et skridt nærmere, og man må ikke glemme, at en sæson af Game of Thrones er lidt ligesom teksten til ’The Dornishman’s Wife’. De indledende afsnit er særdeles underholdende – men det er slutningen, der tæller.

Læs også: Anmeldelse af sæson 5 afsnit 5