’Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 5 – dræb dit indre barn

Fortællesnore formes og flettes fint i femte afsnit af den nye sæson ’Game of Thrones’, men dramaet halter, når seriens helt store helte forlader skærmen et øjeblik.

Som en slags anmelderiets båndsløjfe har afsnittet en række kendte fejl og mangler, mens de bedste momenter er citeret mindst lige så ofte på denne side: Urfortællingerne stråler i glimt, fordi de som dramatiske forløb udfordres af kompleksiteten i de moralske dilemmaer, mens den tungt forklarende, fremstillende dialog nogle gange reducerer serien til en slags sæbeoperaens ’Mens vi venter på Godot’ med vinteren i glansrollen som den, der kommer, eller ikke kommer, eller kommer, eller ikke kommer…

Kys, død, blod

Det hele starter ellers lovende i ’Kill the Boy’. Romancen mellem den hårdt sårede Grey Worm og Missandei krones med et kys, mens Daenerys, der er helt i vildrede efter sine fjenders seneste aktion, må sige farvel til sin tro tjener og beskytter Ser Barristan. I kulissen spøger den sarte, velartikulerede Hizdahr zo Loraq, den snoskæggede, ærgerrige politiker, som konstant plager Daenerys om at genåbne gladiatorenes arena.

Fortællingerne smelter sammen i form af fine tematiske tråde: Grey Worm fortæller Missandei, at han har opdaget, at han pludselig er bange for at dø, fordi han ikke ønsker at forlade hende, mens Hizdahr zo Loraq lader, som om han ikke er bange for døden, da Daenerys truende placerer sin hånd på hans skulder. Med et for serien meget klassisk greb er rollerne vendt om: Den følelseskolde dræbermaskine bløder op og er sårbar, mens den veltalende, adelige diplomat spiller hård som sten.

I midten af det hele finder vi Daenerys, der endnu engang skal vælge mellem pennen eller blodet, diplomatiet eller borgerkrigen.

Kampen om en hovedperson

Scenerne er fine eksempler på, at Game of Thrones fungerer bedst, når der fortælles med afsæt i en klart afgrænset hovedperson. Ser Barristan, Hizdahr, Grey Worm og Missandei er alle sammen med til at trække nuancer ud af dramaet, men de stjæler ikke noget fra scenernes egentlige stjerne: Den ’ubrændte’, den ’stormfødte’ – dragemoderen Daenerys Targaryen.

Det er lidt paradoksalt, fordi netop udskiftningen i seriens persongalleri, og den løbende omprioritering af galleriets mest fremtrædende kræfter, er et enormt spændende greb, der tilføjer en masse kompleksitet og udvasker linjerne mellem det gennemgående onde og det gennemgående gode.

Tænk på Jaime, der præsenteres som en incestuøs, skruppelløs kongemorder, men tegnes helt anderledes, da han indtager scenen som en egentlig hovedperson. Tænk på Theon, som spiller Robb Starks andenviolin, indtil hans indre kamp fremstilles på den store scene, og han forvandles til en hovedperson.

Det ville være en meget dårligere serie uden de skift. Men det er måske en afgørende pointe, at fokaliseringen – det ensidige og uudfordrede fokus på én decideret hovedperson – skal være en slags konstant inden for det enkelte afsnit, mens skiftene helst bør forekomme fra sæson til sæson?

Det fungerer strålende i scenerne fra Meereen. Fordi Daenerys er en klart afgrænset hovedperson, kan bipersoner som Sir Barristan, Grey Worm og Missandei skæres sådan, at de trækker mest muligt fortællegods ud af hende uden at stjæle for meget opmærksomhed.

Tappet for dramatisk potentiale

Grey Worm og Missandei fungerer ikke kun som hjælpere, men er også et slags konstant visuelt vidnesbyrd om, at Daenerys har ændret noget i Essos. De var slaver i Astapor, før hun befriede dem fra storfamiliernes jerngreb. De var børn født ind i fangenskab, præcis ligesom de 167 børn, der monteres på pæle, da Daenerys ankommer til Meereen.

[Billede af barnet, der er monteret på en pæl i første afsnit af 4. sæson]

Det er scenerne med de grumme Boltons og den bluffende Sansa, der føles mindst vedkommende i ’Kill the Boy’, måske dels fordi Sansa fortsætter sit kendte mantra med reaktion i stedet for aktion – og det er noget, der skaber dårlige hovedpersoner – og dels fordi det interne magtspil i Bolton-klanen kommer til at rode lidt.

Det føles kunstigt, at Roose ikke sætter Ramsay på plads, når Ramsay skruer op for sine sociopatiske indfald rundt om middagsbordet. Dermed er der ikke rigtigt noget på spil i situationen – Sansa kan ikke skræmmes, Ramsay kan ikke tabe ansigt, Roose kan ikke skuffes – og det er med til at tappe scenen for dramatisk potentiale.

’Vi står lige og snakker’

Netop Ramsay fungerer ikke som hovedperson, og derfor føles hans snakke i enrum med sin far og Myranda, som er lige så sadistiske og hjerteløse som ham, mindre interessante. Også Brienne og Podricks statusopdateringer (’vi sidder lige og snakker’, ’vi står lige og snakker’, ’vi kigger på slotte og snakker’) trætter mere og mere, jo længere den rolle de formodentligt har at spille, udsættes.

Det er, når Jon og Daenerys træder ind i billedet, at der spilles på hele elorglet. De skal træffe de upopulære beslutninger, de skal måle idealer mod resultater, og de har lige fra seriens start skullet lære at dræbe deres indre barn – ’Kill the Boy’ – som den gamle globetrotter Maester Aemon siger til Jon. Ligesom hos Sofokles er det nemlig den blinde mand, som er den seende, og Aemons råd fungerer som det lille skub, Jon skal bruge for at træffe den hårde, men rigtige beslutning.

Jon Snow har takket nej til sin fars slot, han har henrettet en politiske modstander, og han har skiftet rollen som tjener for Lord Mormont ud med titlen som Lord Commander. Det er helt perfekt, at hans rejse fra crow til wildling og tilbage igen kulminerer med, at han åbner portene op for at inviterere folkeslagene nord for The Wall ind i menneskenes rige. Det er barnet, der er modnet, hærdet og forandret for at kunne klare skærene i Westeros.

En lille klog mand – en stor dum drage

Der er en klar parallel mellem Aemons snak med Jon og den sidste samtale mellem Sir Barristan og Daenerys. Men mens Jon skal lære af Aemon at turde følge sit hjerte, skal Daenerys lære af Sir Barristan at træffe de beslutninger, som er bedst for hendes folk. Hendes forestående ægteskab med Hizdahr er en meget interessant sløjfe på Daenerys’ kampagne mod Meereens traditioner og et klart element af realpolitik fra Essos’ moralprædikende frihedsgudinde.

I en sidenote skal det bemærkes, at Tyrion som altid indtager og stråler på skærmen uanset scene, tid eller sted – om så han er fanget i en vogn eller fanget i en båd – og at afsnittet toner ud med en spændende lille time lock for Jorahs vedkommende. Ét af seriens fine momenter opstår, da Tyrion endelig, endelig, endelig kan kaste øjnene på en vaskeægte drage.

’Kill the Boy’ underholder i længere passager, men taber pusten, når de bærende kræfter i seriens store ensemble ikke er på skærmen. Afsnittets største fortrin må – foruden en lille, klog mand, der ser en stor, dum drage – være løfterne for fremtiden. En slags Kinder-overraskelse fra Essos med gladiatorkampe, en ægteskabspagt og en uhelbredelig hudlidelse. Gode ting kommer til dem, der venter!

Læs også: Anmeldelse af sæson 5 afsnit 4