‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 4 – mit kongerige for en Sansa
(Spoiler alert – læs først anmeldelsen, når du har set afsnittet)
En Sansa, en Sansa, mit kongerige for en Sansa…
Sådan, om end med lidt flere ord, resonerer den snu, snu Littlefinger og de onde, onde Boltons i sæsonens fjerde afsnit ’Game of Thrones’, ’Sons of the Harpy’.
Nøglen til norden er noget, man handler med, og det er ingen billig fornøjelse at kregle unge damers hænder ud af kongefamiliens fangarme, når den unge dame er nordens retmæssige regent.
Det er denne dans om tronen, spillet om tronen, der er seriens kerne. Og det er lidt af et under, at serien igen og igen formår at nulstille tronbejlernes stridigheder uden at miste seere. En stor del af forklaringen på, at den omfattende sæbeopera ikke ender i det uendelige cirkeldramas trættende digression er, at der hele tiden anes fremskridt, fra de helt små af slagsen til de lidt større, hos de karakterer, som interesserer os mest.
Det er ikke altid, at der er tale om fremskridt i det store billede, men i så fald har de lært noget, som de skulle lære for at rejse imod noget bedre.
Stille drama – med knald på
Tag nu slægtsmorderen Tyrion. Han dømmes til døden, reddes af sin storebror og myrder sin far og sin helt store kærlighed for at ende i en tønde med sine egne ekstrementer.
Men det er et onde, der rummer fremskridt i én eller anden form. Det er prisen for at acceptere den sandhed, som han har fortrængt, fordi han elsker Shae: Sandheden om at hans personlige ambitioner umuligt kan forenes med hans korrumperede families. Fortællingen mister ikke afgørende momentum, fordi cirklerne i dramaet, der fører Tyrion rundt og rundt i magtens manege, tilfører persontegningen afgørende nuancer. Derfor er der hele tiden knald på dramaet – også når det ser ud, som om det står helt stille.
Sansa forstår, at manden, der elskede hendes mor og ægtede hendes moster, slet ikke bejler til hendes hånd, men at han har solgt hende til en anden. Som seer er man fristet til at råbe, at han da må være tosset, men Sansa accepterer beskeden med ophøjet, nærmest stoisk, ro.
Den sarte Stark-romantikers forvandling
Fortællingen om Sansa er altså endnu et kapitel i historien om de hærdede, og måske også for hærdede, Stark-børn. Stark-familiens sarte romantiker, der hele sin barndom drømte så rosenrødt om en blond prins med bløde hænder, ville være vendt om. Hun ville være rendt skrigende bort fra marsken, fra ægtepagten og fra de hjerteløse Boltons, der bærer torturhandlingen som et slags trofæ på deres våbenskjold.
Ligesom hendes røde hår har noget mørkere fået overtaget, og det klæder scenerne med Sansa, der tidligere har stået helt stille, fordi hun ikke handler, men bare apatisk udsættes for andres handlen. Det er rart, at hun nu føles som en karakter, der er klar til at spille med i stedet for at se til fra sidelinjen.
![sansa slap]()
Verdens største skakbræt
For opholdet i The Red Keep smadrede måske nok alle hendes drømme, men som Littlefinger bemærker, har opholdet også medført, at Sansa lærte beskidte tricks fra de bedste af de bedste. Forstillelse lå barnet Sansa fjernere end noget andet, men den Sansa, der nejer foran Roose Bolton, har lært at holde masken.
En interessant dimension i denne forråelsesproces er, at Sansas ridderdrømme er en parallel til ens egen forståelse for seriens moralske spilleregler. Som seer lokkes man til at tro, at moral og principper er konge, men det holder ikke mere end et par afsnit. Der er en kiste parat til idealisterne og drømmerne, og derfor er det forfriskende, at den blu Sansa til sidst træder ind i storspillernes rækker som én af dem, der spiller det lange spil.
Og netop det lange spil forklares scene efter scene i ’Sons of the Harpy’. Det er trættende, fordi det føles som død tid, men det skal fungere som stilhed før stormen: Mens regenterne fægter for at beholde magten, har de regerede muligheden for at forberede deres næste træk. Én efter én positionerer tronbejlerne deres brikker på skakbrættet. Og der er efterhånden tale om noget af et bræt, så det er måske på sin plads at trække de store linjer op:
Stannis mobiliserer sin hær, fordi han tror, at han kan besejre de sleske Boltons. De sleske Boltons handler med Littlefinger, fordi de tror, at de skal bruge opbakningen fra resten af norden – norden tjener kun Stark! – til at holde stand imod Stannis uden hjælp fra Tommen. Tommen tror, at alt er fint, indtil han erfarer, at hans rænkesmedende mor er i færd med at smadre alliancen mellem Lannisters og Tyrells.
Og mens de mange dobbeltspil forandrer magtbalancen mod nord, præsenteres seeren for en helt femte spiller i ’Sons of the Harpy’. Dorne regeres af den eftertænksomme og rolige Doran Martell – storebror til den meget lidt eftertænksomme og meget lidt rolige Oberyn, der omkom i ét af seriens største øjeblikke i duellen med The Mountain.
Outsiderne lurer i kulissen
Men slangeprinsens efterkommere, de såkaldte Sand Snakes, har andre planer end Dorans afmålte repressalier, og da de tre døtre finder ud af, at de forræderiske Lannisters er kommet for at kidnappe prinsesse Myrcella, er de hurtige til at rasle med sablerne under samme banner. Det er slut med diplomatiske forhalinger – de er alle fire fast besluttede på at indlede et egentligt oprør imod The Iron Throne.
Banen er altså kridtet op til endnu en serie af krige, og blandt de helt ukendte faktorer i ligningen, som endnu ikke har spillet en rolle i seriens femte sæson, findes den Robin Hood-lignende Beric Dondarrions Brotherhood Without Banners (cue: ham med klappen for øjet, der ikke kan dø!) og skibene fra The Iron Fleet, som kommanderes af Theons familie fra The Iron Islands.
I det store billede, som en del af skakbrættet, der spænder fra Dorne til Castle Black, skubbes tårnene langsomt fremad, mens dronningerne har skiftet kadence fra kold luft til åben familiefejde. I midten af det hele har spillefuglen uden skrupler, Littlefinger, søsat sin plan med den mere og mere mørkhårede Sansa som sin helt store trumf.
Den endelige dom over fjerde afsnit
’Sons of the Harpy’ træder – som de seneste par afsnit – lidt vande, før de store fortælletråde eksploderer. Sir Barristans offerkamp er en flot finale, men ikke én, der føles lige så skelsættende som finalerne i sæsonens indledende episoder.
Afsnittet mister tempo og retning, når karakterene ansættes til at referere anekdoter, som ikke har nogen dramatisk funktion i scenen, men udelukkende skal uddanne seeren til at forstå nogle sammenhænge forud for et kommende handlingsforløb. Fortællingen om ridderturneringen i Harrenhall, som dels fortælles af Littlefinger og dels af Sir Barristan, er et slemt eksempel. I åbningsafsnittet af sæsonen lancerede serien sit første flashback til at fortælle en lignende anekdote fra fortiden. Måske ridderturneringen i Harrenhall havde fortjent det samme?