‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 10 – stråler i sæsonfinalens ædle kunst

5 6
Mathias Ravn har anmeldt og analyseret samtlige afsnit i den nye sæson af HBO's episke serie. Her er sidste kapitel.
‘Game of Thrones’ sæson 5 afsnit 10 – stråler i sæsonfinalens ædle kunst

(Spoiler alert: Læs først, når du har set sæsonfinalen af det nyeste ‘Game of Thrones’)

Med ’Mother’s Mercy’ afrundes endnu en sæson af ’Game of Thrones’. Det føles næsten for tidligt at rangere det seneste kapitel i dragesagaen op mod de andre sæsoner, men det er ikke forhastet at konkludere, at femte sæson har været endnu en flosset, fragmenteret, omdiskuteret og ekstremt underholdende installation i serien.

Sæsonen har behandlet en række mildest talt penible problematikker – voldtægt, lidelse, tortur – helt uden fløjlshandsker. Men er der tale om en form for forsætligt oprør mod det fintfølende og stuerene, eller mangler seriens forfattere en fornemmelse for størrelselsesordenen i deres normbrud, for den rambuk serien slår de komplicerede emner ind med?

Voldtægten af Sansa og Shireens pinefulde død på bålet er blevet diskuteret heftigt på nettet, men det bør kun vægte sekundært i vurderingen af femte sæson som helhed. Selv vil jeg blot konstatere, at de kontroversielle scener ikke ser ud til at underminere det  større foretagende, og som det seneste udråbstegn i debatten efterlader sæsonfinalen en ganske tilfredsstillende fornemmelse af, at folkestemningen ikke er noget, der holder seriens showrunners oppe om natten.

Ligesom anden, tredje og fjerde sæson ånder femte omgang af ’Game of Thrones’ i de store øjeblikke. Man fristes til at indsætte et ’kun’, men det ville ikke være helt retfærdigt. Det er rigtigt, at serien ofte har tonet falsk, når det store drama har taget plads i ventesalen, men de mange mellempassager er netop afgørende for at ridse banen op til de helt store forløsninger, og en række længere forløb i de seneste afsnit har løftet helhedsbilledet markant.

Store moraldilemmaer på spidsen

Måske med undtagelse af den mere fortættede og strammere fortalte første sæson vil man ikke huske serien for de samme fortrin, som kendetegner andre af tv-guldalderens store produktioner, for den er ikke den stemningsmættede, arkinddelte forfattertriumf som flere af HBO’s andre produktioner. Men den kan noget andet.

I sine største øjeblikke formår ’Game of Thrones’ at stille store moraldilemmaer på spidsen, mens en række tematikker udfoldes med omhu. Når det er allerbedst udforskes eller hudflettes menneskets natur side om side med de politiske og kulturelle magtspil.

Game of Thrones 5x10 - Brienne and StannisI femte sæson er det igen kulturelle og religiøse normer og muligheden for at udfordre – eller for at besejres af – dem, der har været det store tema. Den religiøse fanatisme er én af ingredienserne i blandingen, fra de kutteklædte, militante sparrows, som spiller en nøglerolle i spillet om magten i The Red Keep, til Arya, som ’ansættes’ af Jaqen H’ghar og uddannes i The House of Black and White.

Gamle kendinge som Melissandre fortsætter med at forkynde deres messianske trolddom, men katastrofen lurer i kulissen. Det ender brat i sæsonfinalen, da Stannis møder sin dødsengel i ridderklæder i form af Brienne, og det er en besejret og ufatteligt træt bejler til tronen, der beder hende om at afslutte det hele med ordene, der er hans mantra helt indtil nådestødet: Gør din pligt.

Fanatismens tveæggede sværd

Stannis efterlades alene under træet, mens Melissandre er flygtet til Castle Black. For religionen er lige så dobbeltbladet som ildklingen, der tilhører messiasfiguren Azor Ahai i George R.R. Martins univers, og som Stannis bærer med Melissandres trolddom – lige så lumsk som hendes flammer, der kan smelte isen, som det sker i den allerførste scene i ‘Mother’s Mercy’, eller brænde deres døtre på bålet.

For Cersei og Stannis ender religionen med at franarre dem alt. Cerseis pinsler når et flot klimaks, da hun klædes af foran den pøbel, som hun altid har ringeagtet og udsultet.

For Arya truer fanatismen ligeledes med at forsegle hendes skæbne, men hun reddes af Jaqen H’ghar, som nøjes med at stjæle hendes øjne – som hun selv netop har frataget øjnene på Meryn Trant med sine dolkende stød, som ligner en imitation af mordet på hendes mor i tredje sæson.

Arya
De kulturelle normer udfordres ikke kun af religionen, men også af medmenneskeligheden eller den politiske idealisme, som særligt Daenerys og Jon har været bannerførere for her i femte sæson. Fra første fløjt har Jon udfordret fjendebillederne på begge sider af muren som et slags spejlbillede af sin egen indre splittelse som Stark eller Snow, mens Daenerys har spillet plat og krone med idealisme og pragmatisme i forsøget på at håndtere og beherske magtspillet i Meereen.

Det er disse temaer, religion og kulturkamp, der har strålet i de store øjeblikke, som man vil huske sæson fem for. Jons kamp for at reformere The Night’s Watch nåede et point of no return med halshugningen af Janos Slynt, og bålbrændingen af Shireen tjente samme dramatiske funktion i fortællingen om Stannis.

Game of Thrones Jon Snow
Realiteterne rammer ligeledes seriens ukronede dronninger, og i sæsonens sidste afsnit udfoldes det i fremragende kulisser: Bodsgangen, der efterlader den stolte Cersei uden sin blonde krone, binder en nemesissløjfe på hendes intrigante rænkespil, mens Daenerys reddes af drageklokken, før de maskeklædte fremmede – de såkaldte Sons of the Harpy – kan nå at stikke hende til døde foran alle dem, hun har lært at elske.

Cersei
Kampene er bedst nordpå

Den lange scene i fiskerlejet i Hardhome er i mine øjne sæsonens ukronede regent. Den repræsenterer alt det, som mangler i de mindre stærke kapitler: Der er tid til at fortælle, og den lader scenen ånde i anslaget og udtoningen tilsat samtaler, som ikke bremser, men derimod propellerer dramaet fremad som små dramatiske optrin, der sætter scenen for det store klimaks.

Det handler også om miljøet. Stemningen nord for muren er noget helt særligt og føles som et mere afrundet tableau end de fleste af seriens andre steder. Generelt håndteres kampene nordpå langt bedre end de noget mere sirligt koreograferede pendanter i Dorne eller Essos – tænk på Jorahs klodsede kampe i arenaen – og det er i de sneklædte miljøer, at serien føles mest hjemme.

I ’Mother’s Mercy’ er skuddene af Bolton-hestenes fremmarch for eksempel langt mere organiske end scenerne i Meereens colosseum, som afsluttede afsnittet forinden.

Den eneste handlingstråd i femte sæson, som burde skæres fra, er Jaimes tur til Dorne, som kulminerer fornemt i ’Mother’s Mercy’, men har alt for lidt indhold til at stjæle tid fra de andre fortællinger. Den er et eksempel på ‘Game of Thrones’, når det er trættende, dramaforladt og dårligt forfattet.

Nu skal hjulet bøjes og brændes

En anden historie, som føles uforløst, er Sansas. Glimtene af en heltinde in spe lokker os ellers til at tro, at hun er parat til at tage hånd om sin egen eksistens, men hun forfalder til resignation og lader dødsønsket tage kontrollen, da hun konfronteres med Myrandas spændte bue. Det er lidt et antiklimaks efter hendes lange tilløb til det endelige udbrud, men det tjener en anden funktion: Det tænder for den indre ild, som fortsat brænder i Theon under de stinkende laser. Sammen springer de ud i intetheden og håber på, at sneen vil afbøde deres fald.

Til gengæld må man sige, fortællingen stråler i den disciplin, som hedder sæsonfinalen. En disciplin, der belønner cliffhangers, åbne slutninger, dødsfald og bombastiske klimakser.

For mens Stannis møder sit Waterloo, og Jon må indse, at han i sandhed ikke anede uråd, efterlades de fleste spørgsmål hængende i luften. Cersei falder fra tinderne, men samles op i Frankensteins arme. Daenerys reduceres til en laset skikkelse som øjet i en orkan af dothraki, mens Arya famler i blinde, da hun langsomt mister synet.

Daenarys
Jons død er i mere end én forstand et skelsættende øjeblik for ‘Game of Thrones’. Han personificerede, helt ligesom sin far, det renhjertede, uspolerede og medmenneskelige, som har uendeligt lidt magt i Westeros. Har serien tilintetgjort én helt for meget? Og vil fans nu falde fra? Man kan ikke helt lade være med at stille spørgsmålet, som er på alles læber, men let kommer til at korrumpere sørgeprocessen: Er Jon Snow nu også helt død? Det ligner ønsketænkning.

Man sidder tilbage med følelsen af, at sæsonen først lige nåede at starte, før den sluttede igen. Det er spillet og intrigerne inden for den regerende samfundsorden, der har domineret de første fem sæsoner fra Westeros og Essos. Tilbage er der kun at håbe, at sjette sæson efterlader hjulet bøjet, brændt og ødelagt.

Læs også: Anmeldelse af afsnit 9 – hér er drager

Tv-serie. Hovedforfatter: D.B. Weiss, David Benioff. Spilletid: 55 min.. Premiere: Den 15. juni 2015
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af