Spoiler alert: I det følgende røber vi handlingen gennem hele tredje sæson af ’Orange Is the New Black’.
Højdepunkt nr. 1: Doggett og voldtægt er aldrig ok
En af de største kvaliteter i ’Orange Is the New Black’ er evnen til at menneskeliggøre karakterer, som ellers har fremstået enten stærkt utiltalende eller inderligt uinteressante.
Tiffany ’Pennsatucky’ Doggett er det mest lysende eksempel: Hun startede som et fanatisk, dybt usympatisk meth-head og Pipers primære antagonist, men efter denne tredje sæson har man efterhånden mere ondt af hende end foragt for hende: Hun er en såret pige i en kvindes krop, et menneske, der aldrig vil kunne overvinde sin traumatiserende opvækst, et offer for et skævvredet menneskesyn, som hun ofte lader gå ud over andre mennesker.
Hendes forhold til fængselsvagten Coates var konstant interessant. Det startede som et sødt comic relief med donuts og hundeleg ved søen i et fornøjeligt afbræk fra fængslet, men endte med særdeles alvorlige undertoner. Coates’ voldtægt af Doggett i bilen hørte til seriens barskeste scener, og det var hjerteskærende at se hendes egen negligering af episoden som et resultat af en forfejlet diskurs om sex og friheden til at sige fra.
Det, der for alvor løftede handlingstråden, var dog Big Boos involvering og duoens planer om at go swedish på Coates: At hævne sig ved at voldtage voldtægtsmanden med inspiration fra Lisbeth Salander i ’Mænd der hader kvinder’.
I sidste ende får Boo og Doggett kolde fødder, og serien, der altid har haft en stærk moralsk understrøm, ender med at tale imod selvtægt som retfærdighedsinstrument. Som Doggett siger i sæsonfinalen:
»Måske er det godt, at vi ikke stak en gulerod ned i hans kaninhul, for så ville vi også sidde her og hade os selv, Boo. Se det i øjnene, vi er ikke svenske nok til at give ham den i søstjernen«.
Højdepunkt nr. 2: Space Admiral Rodcocker
Uzo Aduba, der spiller Suzanne Warren med det lidet flatterende tilnavn Crazy Eyes, har været lidt af en breakout star i ’Orange Is the New Black’. Personligt synes jeg, hendes karakter har været så flagrende gennem seriens tre sæsoner, at troværdigheden er gået fløjten – hun har udviklet sig fra at være decideret skizo til at være hårdkogt gangsta og nu til at være erotisk forfatter. Really?
Samtidig må jeg medgive, at hele hypen omkring hendes ’The Time Hump Chonicles’-skriverier var suveræn. Som mange andre store forfattere blev hun først afvist (af Berdie i dramaundervisningen og siden af Taystee), men blev siden en bragende folkelig succes. Og som en anden George R.R. Martin var fansene på nakken af hende for at færdiggøre næste kapitel i trekantsdramaet mellem Space Admiral Rodcocker, Edwina og Gilly. Mere vil have mere!
»Den handler om to mennesker, der connecter. Med fire andre mennesker. Og rumvæsener«, siger Suzanne om sit litterære værk.
Et særligt brillant træk var det, at den skaldede, hårdføre fængselsvagt Donaldson pludselig blev et sexsymbol blandt de indsatte på grund af sin slående lighed med time humperen Rodcocker, hvis ypperste fortrin er hans de to penisser.
Højdepunkt nr. 3: Kritikken af privatiseringen af fængslerne
Litchfield var lukningstruet, men blev reddet af virksomheden MCC, et privat firma med speciale i fængselsdrift.
Komikeren Mike Birbiglia blev kørt i stilling som den rare, men beslutningsmæssigt impotente mellemmand Danny Pearson, der absolut ikke var chef for Caputo, nej nej, men alligevel udstak ordrer fra sit bundlinjefokuserede firma. Umiddelbart fik man ikke meget ud af Birbiglias komiske potentiale, men til gengæld tog handlingstråden virkelig fart i anden halvdel af sæsonen, hvor Jenji Kohan og de øvrige forfattere virkelig fik udstillet farerne i en privatisering af fængselsvæsenet: Særligt i afsnit 8, hvor vi kom med inden for murene hos MCC, og Pearsons spæde forsøg på menneskelighed blev trynet godt og grundigt.
Serien undgik at skitsere overdrevne skurkefigurer, og i stedet viste den markedets indbyggede systemfejl, der betyder, at det hele tiden er næste kvartalsregnskab, der er i fokus, frem for fangernes mulighed for at blive indlemmet i samfundet igen.
Det har været en udtalt ambition fra Kohan at sætte lys på forholdene i de amerikanske fængsler, men hun har paradoksalt nok undermineret sin mission gennem sin store kærlighed til karaktererne: Litchfield har i perioder fremstået som en østrogentung summer camp og slet ikke helvedets forgård. I denne sæson lykkedes Kohan virkelig med sin systemiske kritik.
Højdepunkt nr. 4: Rabbi-afhøringen
Som i de to foregående sæsoner var køkkenet arena for flere af de store dramaer. Red fik møvet sig tilbage ved komfuret, just som MCC førte sparekniven og introducerede færdigretter frem for cuisine lavet fra bunden.
Det gav anledning til en stærk stigning i procentsatsen af fængselsindsatte jøder, særligt blandt de sorte indsatte, på jagt efter den velsmagende kosher-menu. Og i en herlig montage besøgte en rabbi fængslet for ligesom at finde ud af, om fangerne nu også kunne deres tora og fastede om lørdagen.
Løbepigen Watson fortalte om sin bar mitzvah med alle de sorte jøder, som Lenny Kravitz og… og… Meth-vraget Angie forsøgte sig med en hysterisk morsom udgave af hebræisk. Og Blanca argumenterede for, at latinamerikanere i forvejen er halvt jøder.
Det er en sekvens, der tåler et gensyn: 22 minutter og 31 sekunder inde i afsnit 9.
Højdepunkt nr. 5: Piper breaker bad med brugte trusser
Piper Chapman er gået fra at være den dominerende hovedkarakter til bare at være én karakter blandt mange i tredje sæson. Som sådan en udmærket beslutning, men resultatet var også, at man manglede et samlingspunkt i første halvdel af sæsonen – se om et par sider, hvor vi når til lavpunkterne.
Piper-karakteren startede sæsonen forbløffende svagt, og hendes had-kærlighedsforhold til Alex var ærlig talt temmelig uinteressant. Men så skete der noget! Med det lurvede forretningskoncept om at sælge brugte trusser til perverse fetichister fik hun pludselig et projekt, og det var underholdende at se hende breake bad.
Og just som man tænkte, at der netop gik lige lovlig meget ’Breaking Bad’ i den, viste hovedforfatter Jenji Kohan, at hun godt selv var klar over parallellen: Cal – Pipers bror og mellemmand – bemærker med reference til hendes gennemsigtige tatovering: »You’re not Walter White yet. You’re Walter White-ink«.
Forråelsen har været et gennemgribende tema for Piper i hele serien, men sidste halvdel af sæsonen udkrystalliserede den fornemt i det originale trusseplot med løgn, afpresning og lurvet business.
Højdepunkt nr. 6: Herlige burns
Forfatterne bag ’Orange Is the New Black’ er stadig dygtige til at fodre karaktererne med syleskarpe replikker. Og særligt er det underholdende, når karaktererne sender velplacerede svinere efter hinanden. Et par af mine favorit-burns denne sæson var, da Pennsatucky beskrev Darya som en guldfisk, og da Alex sammenlignede Pipers nye fling med Justin Bieber.
Spot on!
Højdepunkt nr. 7: Nuanceret transproblematik
Laverne Cox er en af de første – og vel nok den mest fremtrædende – transpersoner med en stor rolle i en populær mainstream-serie. Efter første sæsons skildring af hendes kamp for at være sig selv og stadig bibeholde et forhold til sin familie har serien dog ikke helt vidst, hvad den skulle stille op med hende. Indtil nu.
Sophia kom i karambolage med Gloria over deres sønners nystiftede venskab, og da Sophia undlod at komme med en undskyldning for sine grundløse beskyldninger mod Glorias knægt, vendte den latinamerikanske køkkenboss sig mod hende, hvilket kulminerede i håndgemæng med Sophia som ansætteren.
Herefter var Sophia jaget vildt – mobbeoffer og nemt skyts for vold og had. Det viste, hvordan accepten af hendes person kun rakte til, at hun opførte sig pænt. Så snart hun gjorde sig upopulær, piblede fordommene frem, og hun blev stemplet ekstra hårdt for sin moralske udåd, fordi hun var anderledes. En fin og præcis udstilling af, at ligestillingen først er nået, når den står distancen under pres.
Se de fire største nedture i sæsonen på de næste sider.
Nedtur nr. 1: Well, hele første halvdel af sæsonen
I den nyeste udgave af Soundvenue Filmcast langede vi hårdt ud efter den nye sæson, og jeg gik forrest med fakkel og høtyv. Vi havde set seks afsnit, og sæsonen var ikke i nærheden af at nå det niveau, den holdt i de første sæsoner. Fokus var spredt ud på alt for mange karakterer, der var ingen kontinuerligt spændende plottråde, og dialogen var sløset.
Fra afsnit syv begyndte sæsonen dog virkelig at tage fart, og det er ikke tilfældigt, at alle de højdepunkter, jeg har skitseret på de foregående sider, stammer fra de sidste syv afsnit. ’Orange Is the New Black’ gjorde et sjældent set comeback og genfandt fordums storhed. Men det ændrer ikke på, at tredje omgang var stærkt svingende, for selvom det er normalt, at serier strammer sig an mod slutningen af sæsonen, er det ikke i orden at komme så lemfældigt fra start.
Netflix burde have bestilt en sæson på maks. 10 afsnit, for der var ikke historie til mere.
Nedtur nr. 2: Fucking flashbacks
Måske er vi faktisk nede på otte afsnit, når man trækker de mere og mere trættende flashbacks fra. Selv i den stærke anden halvdel af sæsonen vendte man det hvide ud af øjnene, når serien lige skulle omkring et nyt forudsigeligt flashback til en karakter, der enten stod langt skarpere uden udpenslingen af en baghistorie eller bare ikke var interessant nok til at fortjene sit eget langvarige tilbageblik.
Særligt grumt var det i sidste afsnit, hvor flashbackene ikke bare var koncentreret om én person, men fordelt på en hel række for at belyse et tværgående tema omkring tro. Hold op, hvor tog det tempoet ud af finalen med de redundante mellemspil, der sikkert så fine ud på papiret, men føltes som irriterende fremmedelementer på skærmen. Finaleafsnittet var halvanden time, og det forekom alt for langt, fordi det var gennemvædet af de belastende flashbacks.
Nedtur nr. 3: Bu-hu-Bennett
Det skadede absolut heller ikke sidste halvdel af sæsonen, at Bennett/Darya-romancen sluttede brat. Efter mødet med hendes vanvittige stedfar smadrede han vuggen på en landevej, og det var så det fra Bennett i denne omgang. Gudskelov! Som jeg har fremhævet andetsteds, har romancen mellem den generte fængselsvagt og den betuttede fange hørt til seriens absolut værste elementer, og det gjaldt også i første halvdel af tredje sæson.
Langt værre var det med et andet farvel – se sidste side.
Nedtur nr. 4: Jamen farvel, Nicky
Nicky Nichols har i Natasha Lyonnes skikkelse været en af de mest elskelige figurer i ’Orange Is the New Black’: Kvik, kærlig, hård og med lidt for mange karakterbrister.
En af disse brister kostede hende allerede i tredje afsnit en tur til et maksimum-sikkerhedsfængsel – og dermed blev Nicky tilsyneladende skrevet ud af serien. Ikke blot er hun ikke med i resten af sæsonen, Lyonnes navn forsvandt også fra titelsekvensen, hvilket mere end antyder, at hun er færdig som en fast bestanddel af serien.
Mens Red og Morello var opløst i gråd, græd man selv tørre tårer. Hendes exit føltes antiklimatisk og uelegant forløst – et resultat af endnu et uinteressant sideplot om heroin og en tåbelig fængselsvagt. Det står endnu ikke klart, om Nicky vender tilbage i den allerede annoncerede fjerde sæson, men man har jo lov at håbe.