’Pride’

5 6
’Pride’

Cirka en gang om året kommer der en sprudlende feel good-film så solstråle-fin og velspillet, at publikums smil hænger i mørket som lysende Cheshire-kattegrin, længe efter rulleteksterne er slut.

’Pride’ er en sådan prisvindende perle, der til trods for småsten i skoen konsekvent charmer sokkerne af en – og som i hjemlandet England endog modtog stående applaus sidste år. Absolut ikke normal bio-kutyme blandt de sømmelige briter.

’Pride’ synes umiddelbart støbt fra samme komedieform som succeserne ’The Full Monty’ og ’Billy Elliot’, hvis lune engelske humor og socialistiske arbejderklassesympatier filmen deler. Men instruktør og Tony-vinder Marcus Warchus har her gravet ned i et stykke glemt historie, der er lige så fantastisk, som det er sandt.

I 80’erne kæmpede Englands minearbejdere en bitter strid mod premierminister Margaret Thatchers jernhårde nedskæringer, mens LGBT-miljøet oplevede stigende samfundsstigma (Thatcher indførte i 1988 sågar den antihomoseksuelle ’sektion 28’-lov, der decideret forbød at stille homoseksualitet i et positivt lys). Uretfærdighederne fik i ’84 en gruppe bøsser og lesbiske fra London til at pakke et folkevognsrugbrød og køre til Wales, hvor de dannede overraskende fælles front med de gammeldaws’ minearbejderne i landsbyen Dulais og under sloganet ’Lesbians and Gays Support the Miners’ indsamlede flere penge til minearbejdernes strejke end nogen anden velgørenhedsorganisation.

’Pits and Perverts’ døbte tabloidavisen The Sun fnysende denne utænkelige politiske alliance. Lesbians and Gays printede øjeblikket T-shirts med påskriften og afholdt en støttekoncert i samme navn. Ikke så få stiff upper lips bævede, da stovte minearbejdere festede med dragqueens til tonerne af ’Tainted Love’!

’Pride’ følger teenageren Joe (George MacKay), som bor vel i skabet hos (homofobiske) mor og far. Da han alligevel vover sig med til sin første homoparade, møder han den karismatiske ildsjæl Mark (Ben Schnetzer), hvis farverige venneflok samles i sagtmodige Gethins boghandel (’Sherlock’s Andrew Scott spiller som Gethin sit Moriarty-hysteri tusinde mil ud af bevidstheden, mens Dominic West fra ’The Wire’ og ’The Affair’ er hans flamboyante kæreste af en homo-kvindemagnet). Her udtænkes missionen til Wales, hvor gruppen modtages med skepsis og nysgerrighed af Dulais måbende indbyggere. Nogle mistænker Lesbians and Gays for blot at ville trutte i eget politiske horn, andre modtager støtten med åbne arme.

Skildringen af Dulais beboere danser tæt med klicheerne, som når kuglerunde husfruer får dildo-inducerede grineflip, og en ondsindet bestyrelseskvinde med episk dårligt hår forbander de nytilkomne. Alligevel sejler ’Pride’ uden om skærene takket være et superb cast (Bill Nighy er særligt rørende som pensioneret minearbejder med en hemmelighed) og Stephen Beresfords manuskript, der aldrig lader hverken politik eller karakterer drukne i sødsuppe.

80’erne vækkes spektakulært til live, og varm oprejsning gives til de mænd og kvinder, der i 1984 knyttede bånd for retfærdighed og større samfundspolitisk frihed. Det er ikke Ken Loach, men tak for det!


Kort fortalt:
Den vildt underholdende ’Pride’ vandt velfortjent hovedprisen som årets film ved British Independent Awards foran blandt andet ’The Imitation Game’. Instruktør Marcus Warchus udlægning af et glemt stykke engelsk 80’er-historie, hvor minearbejder og homoseksuelle dannede fælles politisk front, er sommerens vigtigste feel good-film.

Læs også: Det skal du se i biografen i juni

Spillefilm. Instruktør: Matthew Warchus. Medvirkende: Ben Schnetzer, George MacKay, Andrew Scott, Dominic West, Imelda Staunton, Bill Nighy. Spilletid: 120 min.. Premiere: Den 18. juni
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af