’Fantastic Four’
Det er med skam at melde, at man må konstatere, at den tredje ’Fantastic Four’-film på ti år stadig er langt fra fantastisk. For skønt Josh Tranks (’Chronicles’) ambitiøse genoplivning af supergruppen fra de rum- og videnskabsduperede 60’ere hæver niveauet fra kollegaen Tim Storys pangfarvede fodnoter ’Fantastic Four’ og ’Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer’ er resultatet fortsat frustrerende ujævnt.
’Fantastic Four’ lægger ellers fint ud med et stykke klassisk Spielberg-atmosfærisk baghistorie om vidunderbarnet Reed Richards’ møde med Brooklyn-roden Ben Grimm. Det umage par bonder over Reeds iver efter at opfinde en teleportal i forældrenes kælder (!) og hænger efterfølgende sammen som ærtehalm frem til college-tiden.
Her hverves Reed (Miles Teller) af Dr. Franklin Storm (Reg E. Cathey fra ’House of Cards’) til at fortsætte sit sci-fi-videnskabelige arbejde med at åbenbare nye dimensioner, side om side med Storms adoptivdatter Sue (en anonym Kate Mara), dennes flabede bror Johnny (Michael B. Jordan) og den mulende superhjerne Victor Von Doom (Toby Kebbell på Razzie-værdig glatis).
Ben hægtes midlertidigt af på dørtrinnet, og her starter en ærgerlig underudnyttelse af Jamie Bell (filmens muligvis største skuespiltalent) i rollen som den kommende Ting.
Det lykkes Reed, Sue, Johnny og Victor at sende en abe til planeten ’Zero’, men da firkløveret selv vil af sted, tager NASA over og forbyder teenageopfinderne at lege forsøgskaniner i egen maskine. Dumme voksne!
Victor, Johnny og Reed drukner sorgerne i Victors mikroskopiske lommelærke, der på magisk vis gør alle tre herrer beduggede nok til at hoppe i ’rumdragterne’ og starte teleportalen. Reed inviterer sågar Ben med, som ikke har indvendinger mod en spontan sviptur til det uvisse.
Missionen bliver naturligvis et clusterfuck af farligt fremmende dimensioner, og mens Victor tilsyneladende omkommer på Zero, pådrager resten af holdet, inklusive Sue som får bragt drengene tilbage, sig voldsomme ’men’.
Efter tre kvarters stiv ørkenvandring igennem forberedelserne til dette klimaks skifter ’Fantastic Four’ brat tone og slår i ti nervepirrende minutter over i det tætteste, serien endnu er kommet på effektfuld horror.
Josh Trank er tydeligvis langt mere hjemme i mørket, der momentant omslutter hovedpersonerne i et kaos af ødelæggelse og kropsmutationer, men højdepunktet afløses af en dramaturgisk fadæse, da historien øjeblikkeligt herefter springer et fuldt år – og dermed negligerer gruppens evolution som ufrivillige supermennesker.
Det er ikke blot fatalt for al interesse i karaktererne og Fantastic-’familiens’ indbyrdes uoverensstemmelser. Det er selve superhelteepossets hjørnesten, der hastigt fejes under gulvtæppet til fordel for en slutkamp, der drukner i uimponerende effekter og floskler så ufrivilligt morsomme, at man skulle tro, dialogen var forfattet af Frank Semyon fra ’True Detective 2’.
På plussiden er den muterede Doom en ubehageligt ultravoldelig karl, men uden at overgive sig helhjertet til sine dystre anslag og med en træg klipning beslægtet med langt ældre, statisk blåøjede tegneseriefilm lander ’Fantastic Four’ mellem to stole som et uforløst, humorforladt eksperiment.
Kort fortalt:
Endnu en inferiør genoplivning af De Fantastiske Fire. Forsigtige forsøg på horror light udfordrer velkomment familievenligheden, men helhedsindtrykket er mere fadt end fantastisk.