Jeg er ikke ude på at tage noget fra Woody Allen.
Han har givet os mesterværkerne ’Manhattan’, ’Annie Hall’ og ’Hannah and Her Sisters’, glimrende titler som ’Husbands and Wives’, ’Crimes and Misdemeanors’ og ’The Purple Rose of Cairo’ og seværdige oplevelser som de nyere ’Match Point’, ’Vicky Cristina Barcelona’ og ’Blue Jasmine’.
Han har grundlagt en hel genre – ’forvirrede og narcissistiske mennesker bøvler med livet, karrieren og kærligheden i New York’-genren – hvis indflydelse på nutidens amerikanske filmmiljø, fra Lena Dunham til Noah Baumbach, har været markant.
Og når han nu har besluttet sig for at lave en film om året for at holde den værste dødsangst stangen, vil der uundgåeligt være svipsere ind imellem. Fuldt forståeligt.
Efter en kreativ tørke i slut-90’erne og start-00’erne er der bred enighed om, at New Yorks præmieneurotiker gjorde imponerende comeback med ’Match Point’ fra 2005 og en stribe film derefter. ’Midnight in Paris’ fra 2011 blev hans største box office-succes nogensinde.
De seneste år har der dog været høj bølgegang i Woody Allens output. ’To Rome with Love’ og ’You Will Meet a Tall Dark Stranger’ hører efter min mening til instruktørens svageste – luftige ensemblehistorier med alt for få gode ideer – men det er først med hans seneste to film, ’Magic in the Moonlight’ og den aktuelle ’Irrational Man’, at jeg for alvor har bemærket nogle tendenser, der burde være langt under den 79-årige instruktørs niveau.
Her er de elementer, Woody Allen forhåbentligt smider på lossepladsen forud for sine næste projekter.
1. Ikke flere gamle mænd, der scorer unge piger
Woody Allen blev i mange år kritiseret for at iscenesætte sig selv over for yngre, smukke kvinder, som han uden de helt store problemer fik lokket med i dobbeltsengen.
Nu er det imidlertid lang tid siden, han har castet sig selv som førsteelsker, og han har ikke spillet med i sine egne film siden ’To Rome with Love’ fra 2012.
Alligevel har han i sine to seneste film dyrket aldersforskellen, så det skriger til himlen. I ’Magic in the Moonlight’ faldt den nu 26-årige Emma Stone for den over dobbelt så gamle Colin Firth, mens Stone er parret med 40-årige Joaquin Phoenix i ’Irrational Man’.
På papiret gør det ’Magic in the Moonlight’ til et mere grelt eksempel – hvilket bestyrkes af, at aldersforskellen aldrig italesættes i filmen – men i det mindste er det her Firths snusfornuftige Stanley, der i første omgang bliver lun på den måske/måske ikke clairvoyante Sophie, og ikke omvendt.
Meget værre – faktisk helt uudholdeligt – er det i ’Irrational Man’, hvor Emma Stones Jill falder pladask for sin lærer, Joaquin Phoenix’ filosofiprofessor Abe. Jill bliver portrætteret som en intelligent og lovende universitetsstuderende, men alligevel bliver hun fuldstændigt forgabt i Abe, der med sin filosofiundervisning på folkeskoleniveau tydeligvis er en svindler (om det også er tydeligt for Woody Allen, er til gengæld ikke helt tydeligt).
Måske forsøger Woody Allen at udstille Jill som et prætentiøst og let manipulerbart menneske, men i så fald rammer satiren skævt. Det er svært at begribe, hvor ukritisk og benovet Jill forholder sig til den opblæste professor, og Allen fratager Jill enhver selvstændighed og troværdighed ved at lade hende rødme over for hvert eneste ord, den selvmedlidende, ældre misantrop fremsiger. Som filmen udvikler sig, er det tydeligvis hende, man skal holde med, men det kræver, at vi investerer os i – og forstår – deres kærlighedsforhold.
Det kan godt være, det er meningen, at vi ligesom Jill skal lade os fascinere af Abe for siden at revurdere vores skudsmål, men det lykkes ikke, fordi fascinationen er rodfæstet i en stereotypisk fremstilling af den unge lækre studerende, der sætter alle hjerneceller på standby for at forelske sig i den introverte, selvhadende professortype.
Det er en irriterende kliché, som Woody Allen forhåbentligt lader blive i 50’erne, når han skriver sin næste film.
Se de øvrige punkter på de næste sider.
2. Ikke mere ’Forbrydelse og Straf’-tematik
Woody Allens besættelse af Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’, hvor en studerende beslutter sig for at dræbe en pantelånerske, bare sådan fordi, er velkendt.
Han har på vellykket vis udforsket tematikken i den pirrende ’Crimes and Misdemeanors’ og i den stramme thriller ’Match Point’, hvor ’Forbrydelse og straf’’ sågar ligger på natbordet og vinker til publikum med en vognstang og et glimt i øjet.
I ’Irrational Man’ kommer Joaquin Phoenix’ Abe ud af sin selvdestruktive depression, da han beslutter sig for at slå en ondsindet dommer ihjel. Både planlægning og udførsel giver ham adrenalin og livsmod, og hans fornyede energi gør ham på alle måder til et bedre menneske.
Men denne gang føles temaet halvbagt træt. Det er set før og bedre, og Abes markante humørskift (fra russisk roulette til master of the bed) virker unødigt karikeret. Joaquin Phoenix’ figur føles som en skitse, og hans eksistentielle valg virker forceret, fordi Abe fremstår som en banal parodi på en filosofiekspert. Allen lægger intetsteds nye lag til diskussionen om, hvornår det er i orden at tage et andet menneskes liv.
Hvad med ’På sporet af den tabte tid’ næste gang, Woody?
3. Ikke flere voice-overs
Omtrent det første, spirende manuskriptforfattere får at vide på alverdens filmskoler, er, at voice overs er strengt forbudt.
Det har instruktører som Martin Scorsese selvfølgelig modbevidst med herlig dristighed, men i ’Irrational Man’ gør voiceoveren netop alt det, det gamle manushusgeråd skulle sætte en stopper for: Den italesætter karakternes følelsesliv, så instruktøren ikke behøver anstrenge sig for at vise det visuelt, og tilsat en slapt skreven dialog føles det ikke bare som dobbelt-, men trippelkonfekt, når man samtidig har med skuespillere at gøre, som sagtens kan formidle deres følelser uden at snakke tingene ihjel.
Når Emma Stones Jill i voiceoveren affyrer replikken »my thoughts were very mixes up and troubled«, fristes man næsten til at tro, at Woody Allen driver gæk med den voiceover-kritiske seer. Uanset hvad føles det så elegant som en beruset giraf på en skøjtebane.
4. Ikke flere postkortversioner af virkeligheden
Det er mange år siden, Woody Allens film foregik i en genkendelig virkelighed. Hvad man så ellers måtte mene om dem, er ’Vicky Cristina Barcelona’ en postkortversion af Spanien, ’To Rome with Love’ en postkortversion af Rom og ’Match Point’ en postkortversion af London.
Det stiller store krav til den indre logik og opbygningen af det fiktive univers, når man i så eklatant grad vælger at ignorere, hvordan verden ser ud i dag.
Woody Allen laver film, som man gjorde i mainstream-Hollywood i 40’erne, og hans karakterers måde at snakke og interagere på er sjældent så naturligt flydende som i de film, der gjorde instruktørens vittige dialog til et begreb i sig selv. Hans universer er nu (bevidst) anakronistiske, selv ’Magic in the Moonlight’, der foregår i 20’erne, uden at det forhold interesserer Woody det helt store.
Når ’Blue Jasmine’ føltes som et højdepunkt i hans seneste års produktion, var det måske netop, fordi han sætte noget på spil i historien om overklassefruen, der efter sin mands deroute på Manhattan må friste en tilværelse med sin arbejderfamilie i San Francisco.
Her var der pludselig social og menneskelig genklang, som rykkede Allen ud af sin comfort zone, og som tvang ham til at forholde sig til scenarierne. Det er jo ikke, fordi alle film skal svinge et håndholdt kamera henover køkkenvasken, men i Allens seneste film har det mest af alt føltes som et slapt ikke-valg, når miljøet i så forsvindende lille grad har resoneret med virkeligheden. I ’Magic in the Moonlight’ og ’Irrational Man’ slipper Woody Allen florlette menneskeskabeloner fri i det tomme rum, hvor de svæver rundt uden at komme i berøring med noget, der har tyngde eller substans.
Woodys næste projekt er en tv-serie for Amazon og en film med folk som Jesse Eisenberg og Kristen Stewart på plakaten. Jeg forlanger ikke, at han genopfinder sig selv fra bunden. Jeg håber bare, han genfinder formen.