‘Hitman: Agent 47’
Vand løber nedad. Jorden kredser om Solen. Og filmatiseringer af computerspil stinker.
Der er sikkert flere forklaringer på spilfilmatiseringernes jammerlige hitrate, men et kort resumé af ’Hitman: Agent 47’ afslører en af de væsentligste: Historierne er slet og ret fordummende.
Prøv bare at sluge dette: Den genmanipulerede lejemorder 47 (Rupert Friend) hyres til at opspore videnskabsmanden Litvenko via hans gådefulde datter, inden en stor koncern kan nå at bruge hans forskning til at skabe en hær af genetisk skræddersyede supersoldater.
Filmiske skydetelte som ’Shoot ’Em Up’ og ’John Wick’ tog effektivt afsæt i lignende undskyldninger for uhæmmet pistollir, men i ’Hitman: Agent 47’ fortoner de bøvede grin sig hurtigt, fordi det ene setpiece blot gentager det forrige. Titlens kronragede agent møder en skov af hjernelamme skydeskiver, der ikke kunne ramme en ladeport, om det gjaldt livet (hvilket det gør!), mens kombinationen af håndholdt kamera og hektisk klipning forstærker snarere end lindrer de obligatoriske tømmermænd.
En enkelt scene, hvor en hær af håndlangere firer sig ned fra højhuse og åbner ild mod 47, hiver i smilebåndet, men ellers længes man efter sin controller fra første til sidste skudsalve. I fraværet af interaktivitet er den linde strøm af pistolvold lige så sindsoprivende som at se andre spille computer.
I titelrollen baner ’Homeland’-stjernen Rupert Friend sig døsigt gennem hæren af slagtekvæg, som dagdrømte han sig væk til fjerne filmproduktioner. Han hvisler tunge alvorsord gennem sammenbidte tænder og skifter patronhylstre med samme frekvens som urets tikken, alt imens kuglerne fyger om ørerne på ham i filmens default-tempo: ultra-slooow.
Han opsummerer filmens store akilleshæl: Den er klinisk renset for (god) humor.
Ikke blot er Friends dræbermaskine omtrent så morsom som en kafkask kontorbygning, man må også spejde forgæves efter selvironien, når filmmagerne mod slutfasen marinerer den blodsprøjtende misere med lommefilosofisk pladderhumanisme og et tyndslidt mantra om, at vores handlinger definerer os som mennesker. Hvordan det skal tale for den skydegale Agent 47, der maler byen rød med sine fjender – saver én midt over, moser en anden i en forvokset kødhakker og gennemhuller resten med dødringende patroner – er en gåde.
Det er næsten en bedrift i sig selv, at det er lykkedes ikke at overgå den første ’Hitman’-filmatisering fra 2007 med Ulrich Thomsen som skurkagtig østeuropæer med lutter gebrokne gloser i det engelske ordforråd. Men der er håb endnu, for slutningen lover – gudhjælpemig – en toer.
Kort sagt:
Med ugideligt skuespil, monoton action og en fælt moraliserende finale slutter ’Hitman: Agent 47’ sig til det bugnende katalog af talentløse spilfilmatiseringer.