’Sinister 2’
Krybende uhygge, skyggeomsvøbt uvished og ækle mord filmet på flimrende 8mm var en skræmmende god kombination i horror-thrilleren ’Sinister’ fra 2012.
Med Ethan Hawke i en intens præstation som true crime-forfatter og familiefar, der for at have blodfrisk stof til sin næste bestseller flytter ind i et hus, hvor de tidligere beboere blev myrdet, viste ’Sinister’ sig som et veritabelt sleeper hit. Møgbilligt produktionsbudget og en gedigen indtjening – det siger selvfølgelig sig selv, at en toer var uundgåelig.
Første kapitel af den skumle fortælling var instrueret af Scott Derrickson (’The Exorcism of Emily Rose’), der sammen med C. Robert Cargill også stod bag filmens manuskript. Denne gang har Derrickson overladt instruktørstolen til irske Ciarán Foy. Det lovede godt med tanke på Foys stærke debut, ’Citadel’ fra 2012, hvor en alenefar med agorafobi må tage kampen op imod en hætteklædt ungdomsbande i et faldefærdigt betonbyggeri. Desværre er Foys aftryk svært at finde i ’Sinister 2’.
Filmen fortsætter sådan cirka, hvor den foregående sluttede. Nej, Ethan Hawke er ikke længere at finde på rollelisten, men det er derimod den både flinke og febrilsk fjollede vicesherif So and So (ja, det ’hedder’ han stadig), der som komisk sidestykke assisterede Hawkes karakter i det journalistiske graverarbejde i jagten på dæmonen/spøgelset/bøhmanden Bughuul.
Vicesheriffen og birollen er blevet privatdetektiv og hovedrolleindehaver med en mere alvorstung mine. Han vier nu al sin tid til at opstøve huse, som Bughuul har terroriseret. Og hermed filmens præmis: Den onde ånd besætter husenes børn ved at vise dem 8mm-film af familier, der bliver slået ihjel på stadig mere opfindsomme måder. Sidst var det forfatterens datter, denne gang er det den enlige mor Courtneys (Shannyn Sossamon) niårige tvillingedrenge Dylan og Zach, der ser skræmmende hjemmevideoer. I kælderen. Om natten.
Noget af det mindst uhyggelige fra den første film var dog de blegsminkede spøgelsesbørn med fastelavnsmakeup og lilla rande under øjnene. De løb ordløse rundt i skyggerne og forsøgte at fucke med Ethan Hawkes dømmekraft. I ’Sinister 2’ lokker de tvillingedrengene ned i kælderen og overtaler dem til at se lige netop deres ’hjemmevideo’ med tilsyneladende familiehyggelige titler som ’Fisketur’ og ’Juleaftens morgen’. Filmene er dog alt andet end hyggelige.
Desværre er de hvidsminkede unger ikke i nærheden af at være skræmmende. Slet ikke når de snakker. De punkterer fuldstændigt den olme stemning, som det ellers så uhyggeskabende gamle hus og de hakkende filmstrimler fremmaner.
Spørgsmålet er til syvende og sidst, om det er Zach eller Dylan, som spøgelsesbørnene og Bughuul får sine behandskede dæmonklør i denne gang. Og så er der i øvrigt også en helt tredje, dæmonisk skikkelse: Drengenes knytnævesvingende far.
Han forsøger, som en tyndt skrevet sidehistorie, at tilrane sig forældremyndigheden over de to og er lige så endimensionelt fremstillet som bøhmanden Bughuul.
Kort sagt:
Et par effektive jump scares og gennemsadistiske mordmetoder foreviget på filmstrimmel fik mig flere gange til at kaste blikket instinktivt væk fra lærredet. Men ’Sinister 2’ mangler sin forgængers sikre og enkle historiefortælling med rendyrket uhygge i forstadshusets skygger. Nok sender Ciarán Foy hilsner til børneuhyggelige klassikere som ’Eksorcisten’ og ’Ondskabens hotel’, men hvidpudrede poder og filminteresserede tvillingedrenge gør i sig selv langtfra et godt gys.