‘Broen III’
Idéen er lige så indlysende, som den er god: At lade forbrydelsen i den nye omgang af ’Broen’s tværnationale efterforskningsarbejde tage afsæt i grænselandet mellem fuldkommen ytringsfrihed og bestialske hate crimes og i den hastigt eroderende åndskløft mellem Danmark og Sverige, der lige nu får vejen over Øresund til at virke længere end under Kalmarkrigen.
Kontrasten mellem de hyggelige danskere og de regelrette svenskere har fra start været ’Broen’s menneskelige centrifugalkraft, levende krystalliseret gennem asbergersgeniet Saga Norén (Sofia Helin) og den gemytlige Martin Rohde (Kim Bodnia), der lærer at samarbejde forskellene til trods.
Men hidtil har modsætningerne primært været katalysator for lune grin over de små kiler i et grundlæggende stærkt fællesskabsbånd, og når ’Broen’ denne gang indlader de dansk-svenske modsætninger på et langt mere dystert skisma, er det samfundsdiagnose imponerende til tiden. Flygtninge-, indvandrer-, køns- og ytringsfrihedsdebatten lurer som alvorlig overtekst.
Anden sæsons hængeparti er glemt
Martin er skrevet ud af serien, for Bodnia var ikke tilfreds med den udvikling, manuskriptforfatterne havde tiltænkt ham, og store dele af manuskriptet måtte skrives om. Det var svært at forestille sig ’Broen’ uden Bodnia, men nu kan man konstatere, at det måske har været held i uheld.
Serien er blevet tvunget til at genopfinde sig selv, hvilket der var brug for efter en overordnet svag anden sæson, der gik bananas i red herrings og gabende gætteleg, kulminerende i et ufrivilligt komisk plottwist, hvor en silhuetskjult morder pippede frem som den egentlige bagmand i ellevte time og udhulede den investering, man havde lagt i jagten på gerningsmanden gennem 10 afsnit.
Dette hængeparti har ’Broen III’ tilsyneladende glemt alt om, og det er nok godt det samme. I ’Broen III’ bliver den prominente danske debattør Helle Anker fundet myrdet og udstillet på uhyggelig vis: Sminket med smilende klovn-ansigt, så hun dårligt skiller sig ud fra de mannequindukker, hun er placeret sammen med i et ’far, mor og børn’-scenarie som kontrast til den livsform, hun var symbol på som lesbisk, grundlægger af en fertilitetsklinik og debattør med udviskningen af gammeldags opfattelser af køn som sin mærkesag.
Hendes direkte modsætning er den danske, stærkt højreorienterede Lise Friis Andersen (Sonja Richter), der i privatlivet lærer sin datter om øje for øje frem for at vende den anden kind til over for de børn, der mobber hende i skolen. I videoer på sin hjemmeside taler Lise dunder mod opløsningen af de traditionelle værdier, og hendes kyniske reaktion på mordet er, at samfundet nu er en trussel mod kernefamilien mindre, og at Helle Ankers »vanvittige idéer og eksperimenter med børn« forhåbentligt bliver begravet med hende.
Ytringsfrihed og ansvar
Det er måske nok en karikatur af det virkelige debatklima, som minder mere om USA end Danmark, men det er kun med en gradsforskel, og det er en god rolle for Richter, der spiller den med en blanding af kølighed og indignation. Forhåbentligt vælger serien at nuancere figuren frem for at dæmonisere den.
Er Lises bramfri udtalelser en opfordring til vold mod hendes politiske modstandere? Hvilket ansvar følger med ytringsfriheden? Det vil vise sig, om serien formår at følge den knusende aktuelle tematik til dørs, eller om den blot bliver et alibi for en ny omgang labyrintisk whodunnit. Men ambitionen er velgørende, og tankerne ledes hen på den glimrende britiske ’The Fall’, hvor diskussionen om feminisme og kvindehad er en fin følgesvend til den elementære spændingsmotor.
’Broen’s krimiunivers har også i de hidtidige sæsoner været skåret som et møbiusbånd med en række parallelle fortællinger, der fletter sammen et stykke nede ad vejen. Særligt i sæson 2 var det anledning til frustration, at de mange karakterers slægtskab først så sent blev skitseret, men denne gang skruer hovedforfatter Hans Rosenfeldt tilsyneladende ned for det overdrevne hemmelighedskræmmeri.
Det vil da i hvert fald være overraskende, hvis Lises underlige rengøringshjælp, som i tredje sæsons største trivialitet samler på slanger, edderkopper og alskens andet kryb, ikke har noget med sagen at gøre. Og man håber, at serien undlader at trække vildledningerne i langdrag, for lige nu føles politiets jagt på Helle Ankers psykisk ustabile krigsveteran af en søn mest som en afstikker, der skal holde forestillingen kørende gennem 10 fulde timer. Hvad vi skal bruge historien om den netop løsladte Claus, hvis gamle forretningspartner har hugget hans kone og måske også hans penge, vil desuden vise sig.
Sofia Helin redder Saga
Martin afsoner en fængselsdom, efter Saga angav ham, og hun har derfor brug for en ny dansk partner, i første omgang altid gode Kirsten Olesen, og siden træder Thure Lindhardt ind på scenen som slick og slikhåret med flirt og åbent forhold i privaten. Forhåbentligt bliver han garant for en ny og spændende makkerdynamik med Saga i stedet for blot at vade rundt i velkendt Bodnia-territorium som empatisk dansker som kontrast til den socialt dysfunktionelle svensker.
Saga er en figur, hvis troværdighed balancerer på en knivsæg, og også i denne nye sæson forekommer hun sommetider så enfoldig, at det er svært at tro på hende som sublim efterforsker. Men Helin redder akkurat figuren i mål med charme og varme.
Er man til krimier med indlagt samfundskritik i arven fra Sjöwall & Wahlöö, er ’Broen III’ fortfarende et appellerende bekendtskab – et velkomment comeback til første sæsons spidse og socialt bevidste portræt af ugler i den skandinaviske velfærdsmose.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.