Svar fra ‘Guldkysten’-instruktør og poetgeneral Daniel Dencik: »En god film samler ikke folk, den splitter folk«

Svar fra ‘Guldkysten’-instruktør og poetgeneral Daniel Dencik: »En god film samler ikke folk, den splitter folk«

I går appellerede Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen til øget debat om dansk film – og påpegede, at konturerne af uenighed kan anes i forskellen mellem dansk films realister som Tobias Lindholm og Michael Noer (med ‘R’, ‘Kapringen’, ‘Nordvest’ og ‘Krigen’) på den ene side og dansk films poeter som Daniel Dencik (‘Guldkysten) og Jeppe Rønde (‘Bridgend’) på den anden.

Nu har Daniel Dencik, hvis film om en dansk botanikers møde med Afrika i 1800-tallet har delt vandene, så taget opfordringen op. I et indlæg beskriver instruktøren, der også har udgivet indtil flere digtsamlinger, filmkunsten som set fra poetlejren. Skal man blive lidt højstemt, kan man måske ligefrem kalde det et manifest.

Vi bringer det herunder i sin helhed:

Daniel Dencik

Daniel Dencik (t.h.) under optagelserne til ‘Guldkysten’.

Levende poeters klub

Af Daniel Dencik

Der er blevet bedt om en fløjkrig i dansk film. Nu tror jeg næppe, man kan bestille en krig. Den må udspringe af en nødvendighed. Men som udråbt til general af den ene fløj, poeterne, vil jeg dog gerne komme med et indspark.

Først og fremmest:»Flertallet har Magten — desværre — men Retten har det ikke. Retten har jeg og de andre faa, de enkelte. Minoriteten har altid Retten«.

Dette bliver sagt i stykket ‘En Folkefjende’ af Ibsen. For sådan er det her i poetlejren. Film er elitært og udemokratisk, en god film samler ikke folk, den splitter folk. Film er ikke underlagt hverdagen, det er omvendt. Film er at sige det uhørte. Det ukendte er vores nærmeste allierede. En film skal være en visualisering af det aldrig før sete. Enhver film skal save den gren over, den selv sidder på.

Da min seneste film ‘Guldkysten’ kom en tur gennem mediemøllen, gik noget af kritikken på, at minoriteten blev forstummet, at det kun var majoritetens stemme, der blev hørt. Er man en del af majoriteten, har man simpelthen et ansvar for at tage hensyn til minoriteterne, blev der sagt.

Til dette vil jeg hævde, at det netop var minoriteten, der kom til orde. Gennem de 200 år som Danmark var på Guldkysten, var der aldrig mere end 30 danskere udstationeret. Det er deres eksklusive historie, filmen fortæller. Ikke de millioner af afrikaneres, for det ville være at fortælle flertallets fortælling.

Således vil filmen altid holde med jøderne mod nazisterne. Mens en film om Adolf Hitler som udgangspunkt er mere interessant end en film om nogen af krigens millioner ofre.

Giv agt, deling, ret!

Læs også: Realisterne vs. Poeterne – endelig trækkes fronterne op i dansk film

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af