‘Taxi Teheran’
Tanken bag at fængsle en instruktør, forhøre ham og forbyde ham at lave film i tyve år er næppe, at pinslen og isoleringen blot skulle inspirere ham til stadig mere spidsfindige måder at spinde sine visuelle fortællinger på.
Men det er ikke desto mindre præcis, hvad der er sket i iranske Jafar Panahis tilfælde: Ikke alene er den stædige systemkritiker aktuel med sin tredje film siden sit berufsverbot – han har også lige vundet hovedprisen på Berlinalen. Tag den, ytringsfrihedsberøvere!
Med et kærligt nik til sin mentor og landsmand Abbas Kiarostami og nærmere bestemt dennes film ’Ten’ lader Panahi hele handlingen i sin seneste film udspille sig inden for en luset taxis fire døre – en ramme, der om muligt føles endnu mere klaustrofobisk end i hans forrige film, ‘This Is Not A Film’ og ‘Closed Curtain’, som han lavede under husarrest, ikke mindst fordi taxaen konstant er tæt befolket af højrøstede, mere eller mindre skøre, diskussionslystne personager.
Panahi har placeret sig selv bag rattet, undercover som chauffør, og har installeret et bevægeligt kamera i instrumentbrættet, der i smug dokumenterer de excentriske rejsende, der diskuterer alt fra offentlig hængning til den sjælelige sammenhæng mellem mennesker og guldfisk.
Panahis cover bliver dog afsløret af dvd-piratkopipusheren Omid, der straks genkender ham og kommenterer, hvordan manden, der få sekunder inden forlod taxaen – en ubehagelig fyr, der efter eget udsagn lever af at rulle folk– lød, som om han reciterede en linje fra ’Blodrødt Guld’: Panahis egen film fra 2003. Og med ét smuldrer illusionen om, at det skjulte kamera viser os en umedieret virkelighed – det går op for os, at det, vi ser, er iscenesat. Præcis i hvor høj grad afslører Panahi aldrig. I stedet nyder han at give små hints, som når han henter sin niece Hana som den sidste fra skole, og hun i forceret arrigskab sammenligner situationen med én, der udspiller sig i endnu en af hans egne film fra 1997, ’Spejlet’.
Indtil Hana stiger ind i bilen, har ’Taxi Teheran’ primært taget sig ud som et sorthumoristisk snapshot af Teherans gader og stræder og skæve eksistenser, der er langt mere munter i tonen end sine hårdtslående, forbitrede forgængere. Men så snart hun sætter sig ind på forsædet skyder intensiteten i vejret, og man ville ønske, filmen havde brugt mere tid bare sammen med de to. For Hana er i gang med at lære, hvordan man laver film, og hendes naive perspektiv på de mange restriktioner, hun møder i skolen, er både med til at udstille indskrænkningernes absurditet og understrege vigtigheden af Panahis virke som kombineret filminstruktør og frihedskæmper.
Med ’Taxi Teheran’ lader Panahi til at være i færd med at give stafetten videre til næste generation, og sammen med de mange referencer til sit eget oeuvre indhyller det filmen i en svanesangsagtig melankoli. Det kan godt være, han smiler, men Panahi ved lige så godt som os, at hver eneste film kunne blive hans sidste. Hans mission synes derfor at være at nå at plante så mange systemkritiske frø via sine film, at kampen for kunstnerisk frihed i Iran (og andetsteds) kan spire selv uden hans direkte indblanding. Og selv hvis han skulle blive arresteret i morgen, så er den mission lykkedes.
Kort sagt:
Inden for en skramlet taxis trænge rammer leverer den metadyrkende iranske instruktør Jafar Panahi endnu en opfindsom og ætsende systemkritisk dokumentar om det moderne Iran. Stilen er mindre konfronterende end i 2011-mesterværket ’This Is Not A Film’, men tag ikke fejl: En eksplosiv sørgmodighed og indignation ulmer konstant lige under overfladen i denne Guldbjørn-vinder.