’45 år’

5 6
’45 år’

»De har fundet min Katye«.

Geoff Mercers ordvalg er uden omhu, da han fortæller sin kone gennem 45 år om indholdet af det brev, han lige har åbnet. Der står, at hans ungdomskæreste er blevet fundet, dybt begravet i den schweiziske gletsjer, hvor hun styrtede i døden i 1962.

Ordene rammer konen, Kate gudhjælpemig, i hjertet som et elektrisk stød. Hun forsøger at være en god og forstående hustru, men de små krusninger i hendes ansigt røber forsmåetheden.

Med denne simple og alligevel friske præmis udforsker engelske Andrew Haigh (’Weekend’, ’Looking’) emner som kærlighed, jalousi og alle de ting og tanker, vi forholder selv vores nærmeste. Kan en tanke være utroskab? Har 45 års ægteskab været bygget på en løgn, hvis Geoffs første forelskelse aldrig rustede? Hvis konen var andetvalget?

Det er behandlet uden sentimentalitet, men med største indlevelse, mådehold og lydhørhed over for, hvordan selv de mindste skælv kan ryste fundamentet under et livslangt ægteskab. Men selvom filmen har et flegmatisk temperament, sørger den koncise manuskriptidé for en sprængladning af drama, som, netop fordi den aldrig detoneres, skaber en kvælende atmosfære af løgn og fortielser. Det er næsten psykologisk horror, og den klaustrofobiske fornemmelse fortættes af kammerspilsformen og en stram dag-for-dag-kronologi, der tæller ned til Mercer-parrets 45-års-bryllupsdag. En struktur, der samtidig elegant viser, hvordan 45 års rutiner og ritualer pludselig brydes.

’45 år’ er dog først og fremmest en rigtig skuespillerfilm, og både Charlotte Rampling og Tom Courtenay fortjener til fulde de Sølvbjørne, de begge vandt i Berlin. Rampling evner fabelagtigt at formidle modsatrettede følelser på samme tid i rollen som konen, hvis grasserende jalousi giver hende dårlig samvittighed, mens Courtenay bringer drenget charme og diskret distræthed til manden, der med det indre billede af ungdomskæresten fastfrosset i evig ungdom konfronteres med sin egen dødelighed og det liv, han kunne have fået.

Fluen-på-væggen-kameraet afspejler fint karakterernes indre. Og også slutningen er suveræn i sin dobbelthed, når uønskede følelser igen sprænger dæmningen og bryder frem fra baghovedet. Det hele ligger i ansigtet på Charlotte Rampling, som med så meget i denne lille britiske perle.


Kort sagt:
Andrew Haighs Berlinale-darling ’45 år’ er et klaustrofobisk kammerspil og et fintmærkende ægteskabsdrama, der med smagfuld instruktion og to kraftfulde skuespilpræstationer stiller store spørgsmål og gør det med sordin, kompleksitet og et helt århundredes livsvisdom.

Spillefilm. Instruktør: Andrew Haigh. Medvirkende: Charlotte Rampling, Tom Courtenay, Geraldine James, David Sibley, Dolly Wells. Spilletid: 93 min.. Premiere: Den 8. oktober
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af