Fødselsdag på Mars: Matt Damons fem bedste og tre værste roller – rangeret

Amerikansk films førende everyman er aktuel som strandet astronaut i ’The Martian’, og så har han tilmed fødselsdag. Vi fejrer ham med hans stærkeste præstationer – og har rodet i bagkataloget for at supplere med de sløjeste.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 5: ’The Bourne Identity’

»I don’t wanna know who I am anymore« – Jason Bourne

’The Bourne Identity’ indvarslede en helt ny epoke for actionfilmen, der kun blev forstærket af dens to fremragende efterfølgere. Hurtig klipning, et flyvsk kamera, en kold og grynet stil, en sårbar actionhelt – og selvfølgelig Matt Damon – var hovedingredienserne i spionfilmen, der sparkede James Bond og ’Mission Impossible’ til hjørne.

Matt Damon er manden uden navn, der, efter at være blevet samlet op af en fiskekutter på åbent hav og med et heftigt hukommelsestab, forsøger at finde ud af, hvem han selv er. Men jo mere han graver i fortiden, jo mere ønsker han at glemme den igen. Han viser sig nemlig at være den hensynsløse og moralsk blakkede superagent Jason Bourne, der arbejder for en tophemmelig afdeling af det amerikanske militær.

Damon formår på bedste vis at balancere fortællingen om den på den ene side sårbare og forvirrede mand i identitetskrise og på den anden side den iskolde dræbemaskine. Og ganske enestående giver han sin fuldblods blockbuster-actionhelt en følelsesmæssig kompleksitet, der hæver ’Bourne’-trilogien langt over mængden.

Stærkest kommer det måske til udtryk, da Bourne, der våger over to sovende børn, helt symbolsk udtrykker sin fortvivlelse og lyst til at starte forfra og flygte fra sig selv, for blot få minutter senere at jagte en lejemorder med eksplosioner og lemlæstelse til følge.

Karrieremæssigt blev ’The Bourne Identity’ også en kæmpe redning for Matt Damon, der efter et par ujævne projekter genvandt sin plads på tronen som en af Hollywoods mest eftertragtede skuespillere – nu også med actionkvaliteter. Rollen som Jason Bourne er blevet Damons største mainstreamsucces til dato, og det er derfor heller ikke underligt, at den snart 44-årige skuespiller vender tilbage til rollen i en fjerde film i 2016.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 4: ’The Informant!’

»Mark Whitacre, secret agent 0014 … ’Cause I’m twice as smart as 007«. – Mark Whitacre

Samarbejdet mellem Steven Soderbergh og Matt Damon har båret frugt utallige gange – fra de populære ’Ocean’-film over epidemi-thrilleren ’Contagion’ til den prisvindende HBO-perle ’Behind the Candelabra’. Men den bedste Damon-præstation i en Soderbergh-film finder vi i den sorte dramedie ’The Informant!’.

Filmen, der er baseret på virkelige hændelser, fortæller historien om whistlebloweren Mark Whitacre, der blæser i fløjten og afslører en omfattende og systematisk pris-fixing i kornindustrien. Whitacre hyres af FBI til at indsamle de fældende beviser. Men der er noget mystisk ved sagen – og ikke mindst ved Whitacre selv.

Matt Damon viser i ’The Informant!’, at han absolut også er i stand til at få publikum til at trække på smilebåndene, samtidig med at han formår at skildre en mand i psykisk forfald.

Transformationen som Mark Whitacre er total fra velskåret actionman i ’Bourne’-trilogien til fedladen (Damon to ni kilo på til rollen) brillebærende kontorrotte med overskæg og sideskilning.

Men det er ikke så meget den fysiske fremtoning som den psykiske skildring af den skizofrene Whitacre, der gør rollen så beundringsværdig. Én af Damons skarpeste kvaliteter som skuespiller er at skildre den indre kamp, som hans karakterer udkæmper. I ’The Informant!’ gør han det med så stor snilde, at man som publikum kommer i tvivl om, hvad der egentlig er sandt og falsk.

Den underkuede og indbildske, men morsomme selvgjorte FBI-agent kommer altså til at stå som antitesen til Damons maskuline og moderne actionhelt Jason Bourne – og det er måske netop i denne skærende kontrast, at Damons fascinerende præstation cementeres.

Rollen indbragte ham da også ganske fortjent en Golden Globe-nominering for bedste mandlige hovedrolle i 2009.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 3: ’The Departed’

»If we’re not gonna make it, it’s gotta be you that gets out, cause I’m not capable. I’m fucking Irish, I’ll deal with something being wrong for the rest of my life« – Colin Sullivan

Matt Damon er som en fisk i vandet i ’The Departed’, hvor han er omgivet af filmikoner som Jack Nicholson, Martin Sheen og Leonardo DiCaprio, og hvor sværvægteren Martin Scorsese står bag kameraet.

I det Oscar-belønnede Hong Kong-remake forsøger politiet ihærdigt at fælde den aldrende, irske mafiaboss Frank Costello (Nicholson). Derfor har en muldvarp, Billy (DiCaprio), infiltreret hans bande, men også Costello har en insider i politiets ende, nemlig karrierebetjenten Colin Sullivan (Damon).

I en film, der lige efter Scorsese-bogen udforsker de moralske gråzoner, er Damons korrupte, men dygtige Sullivan en af de mest interessante karakterer. Ikke kun på grund af Sullivans ydre kamp mellem at fodre Costello med oplysninger, mens han opretholder sit renskurede politiimage, men især på grund af Sullivans indre fortvivlelse.

Damon underspiller karakterens indre uro ganske raffineret. Man fanger hurtigt den moralsk forkvaklede position, som Damons karakter står i, men det kræver lidt mere opmærksomhed at se den latente homoseksualitet, der flere gange insinueres.

I to så konservativt mandsdominerede verdener – gangstermiljøet og politistyrken – hersker maskuline statussymboler som penge, fisse og magt. Damon er eminent til at fremstille den udadtil glatte, veltalende, maskuline betjent, der hurtigt kravler op af karrierestigen, mens dette billede lider et alvorligt knæk i privaten, hvor Sullivans sårbarhed fremstilles i hans både fysiske og psykiske impotens over for både konen og gangsteren/faderfiguren Frank.

Damons Sullivan er en kriminel, der forsøger sig som betjent, en macho tough guy, der ikke kan få den op at stå – og måske endda en homoseksuel, der prøver at være straight. Elegant og vidunderligt underspillet skildrer Damon denne splittelse, der vokser på både arbejds- og hjemmefronten frem mod den blodige afslutning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 2: ’The Talented Mr. Ripley’

»I always thought it would be better to be a fake somebody… than be a real nobody« – Tom Ripley

’The Talented Mr. Ripley’ byder ikke bare på en af Matt Damons allerbedste præstationer, men også hans mest foruroligende i karrieren.

Anthony Minghellas thriller udspiller sig i 1950’ernes New York, hvor den unge Tom Ripley sendes til Italien for at hente en gammel skolekammerat, Dickie Greenleaf (Jude Law), der nu lever livet som forkælet playboy. Men ikke alt går efter planen, og det viser sig, at Ripley heller ikke selv har rent mel i posen.

Matt Damons drengede udseende fungerer som et henrivende ominøst modspil til den udspekulerede og psykotiske Tom Ripley. Men det er ikke bare Damons evne til helt troværdigt at skifte mellem det nærmest infantile til det sindssyge, som gør hans indsats så mindeværdig.

Det er den store kompleksitet, der hersker i rollen, og som Damon behersker til punkt og prikke. Han giver aldrig for meget og aldrig for lidt, men lige tilpas til at fastholde seeren i et knugende jerngreb af indestængt vrede og fortvivlelse, voyeuristisk fascination og kejtet medlidenhed.

I rollen som Ripley viser Damon for alvor sit talent, sit brede spektrum og sine mange nuancer som skuespiller, og det indre spil bliver igen hans helt centrale våben.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den bedste nr. 1: ’Good Will Hunting’

»Do you like apples?« – Will Hunting

Før du åbnede denne artikel, vidste du nok allerede, at vi ville ende her. Men det er der en rigtigt god årsag til. ’Good Will Hunting’ er nemlig en ren og skær Matt Damon-manifestation.

For ikke nok med at han og makkeren Ben Affleck selv havde kreeret det Oscar-vindende manuskript, så spiller den på daværende tidspunkt relativt ukendte 27-årige Matt Damon røven ud af bukserne. Damon er den 21-årige og utilpassede Will Hunting fra den fattige del af syd-Boston, der bruger det meste af sin vågne tid på at drikke, slås, forsvare sig selv i retten – og nåh ja, læse og indlære alverdens litterære værker og løse nogle af matematikkens sværeste ligninger.

Den blåøjede Harvard-professor Gerald (Stellan Skarsgård) ser potentialet og tager den uregerlige Will under sine vinger, og Matt Damons pragtpræstation som det modstridende geni er uforglemmelig. Vi kommer helt ind under huden på den udadtil så barske Boston-knægt, hvis dæmoner fra hans forældreløse barndom plager ham.

Selvom Wills udviklingsbue ligger lige til højrebenet, leverer Damon historien med en sådan kraft, at forudsigeligheden er ligegyldig. Igen viser Damon sin unikke evne til at bestride ekstrem kompleksitet på karakterplan – for mens han både spiller Will som maskulin, overintelligent, humoristisk og barnlig smartass, så giver han i samspillet med især Robin Williams og kæresten Skylar (Minnie Driver) en virkelig dyb indsigt i de problemer, den unge mand kæmper med.

To scener udmærker sig ekstra: Den, hvor Will – tynget af sit dybe selvhad – forlader Skyler, da hun konfronterer ham med fremtiden og kærligheden. Og den afgørende og rørende scene mellem Damon og Williams, der fortæller Will »at det ikke er hans skyld«, at han er blevet mishandlet.

Gus Van Sants ’Good Will Hunting’ er et sociologisk og psykologisk pragtværk, hvilket altså ikke mindst skyldes Matt Damons bedste præstation til dato.

Se Matt Damons værste roller på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 3: ’The Legend of Bagger Vance’

Ser du en dårlig film med Matt Damon, er Matt Damon som regel højdepunktet i dén film. Tænk bare på tvivlsomme film som ’Invictus’, ’Elysium’ eller sågar ’We Bought a Zoo’, som alle blev reddet fra afgrunden af den overbevisende skuespiller.

Vi har alligevel gjort det umulige og gransket Damons filmografi i jagten på de dårlige hovedroller: Og efter sensationsrollerne i ’Good Will Hunting’ og ’The Talented Mr. Ripley’ finder man i 2000 Damon i Robert Redfords golfdrama, tørvetrilleren ’The Legend of Bagger Vance’.

Damon er den talentfulde golfspiller, Rannulph Junuh, der mister sit sving efter en blodig værnepligt – og hjemvendt med krigstraumer gemmer han sig for offentligheden. Men da hjembyen arrangerer en storstilet golfturnering, må legenden pudse golfkøllen og tage kampen op. Heldigvis for ham dukker golf-oraklet Bagger Vance (Will Smith) op, og han puster gejst i den ellers livstrætte Junuh.

Denne gang falder Damons særlige evne til at skildre sammensatte individer ham dog i ryggen, for den belastede Junuh bliver aldrig rigtigt levende eller interessant. For når de eneste grimasser, Damon har i posen, er et hovmodigt smil og surmulende fjæs, så er det sgu svært at lave hole-in-one på skuespilfronten.

Det hjælper heller ikke, at Will Smith som en anden golf-messias drysser om sig med tå-krummende livsfilosofi.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 2: ’Gerry’

Højt at flyve, dybt at falde. Opfølgeren til Matt Damon-Gus Van Sant-successen ’Good Will Hunting’ er intet mindre end en ørkenvandring – bogstavelig talt.

’Gerry’ følger nemlig to fyre, begge ved navn Gerry, der vandrer fortabte gennem ørkenen. Denne gang har Damon og Van Sant slået pjalterne sammen med Ben Afflecks lillebror Casey, og det redder langt fra ’Gerry’, der ender som en lommefilosofisk rejse om at være fortabt og finde sin egen vej. Det havde man måske kunnet se igennem fingre med, hvis filmen nu ikke havde været så ualmindeligt kedelig.

Dialogen er slapt improviseret og tempoet gabende langsommeligt. Vi snakker om 98 minutter med to fyre, der vandrer i ørkenen, uden at noget som helst sindsoprivende sker. Okay, man kan da nyde de flotte ørken-grand vista’er, som filmen er spækket med – men så er old school-alternativer som John Ford eller Sergio Leone altså noget mere interessante.

Det er svært rigtigt at kritisere Damon og Caesy Affleck for deres præstationer, for de holder imponerende tilbage. Ja, de har faktisk en ekstraordinært god evne til at trave rundt og se fuldstændigt tomme ud i ansigterne på samme tid…

’Gerry’ er toppen af bunden for Damon, der fik en skidt start på 00’erne med førnævnte ’The Legend of Bagger Vance’ og den forglemmelige soap-western ’All The Pretty Horses’. Det hele blev dog vendt på hovedet, da ’The Bourne Identity’ ramte biograferne i 2002.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 1: ’The Brothers Grimm’

Man kan ikke fortænke Matt Damon i at kaste sig ud i den syrede Terry Gilliams fantasy-projekt om de to eventyrbrødre Grimm, der med instruktørens sans for vanvid og galskab sikkert kunne være endt som et spøjst og vittigt projekt. Desværre er der mere ’Pyrus i Allertiders Eventyr’ end genialt-gakket Monty Python over ’The Brothers Grimm’.

Det virker, som om Matt Damon, der trods alt klarer sig noget bedre end sin stærkt overspillende partner Heath Ledger, har svært ved at finde sin plads midt i filmens rodebunke. Den komiske timing sidder ikke i skabet, og filmens fjollede falden-på-halen-humor skærer i både øjne og ører – og mon ikke Matt Damon har hevet sig selv i håret et par gange på settet.

Rollen som den smarte og veltalende af de to brødre, Wilhelm, er barnemad for Damon, der tydeligvis mangler kød på karakteren til for alvor at få ham til at leve på lærredet. Derfor er rollen også hans sløveste til dato.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af