‘Me and Earl and the Dying Girl’
Et par minutter inde i ’Me and Earl and the Dying Girl’ himlede jeg med øjnene og tænkte: Åh gud, ikke igen. Ikke endnu en amerikansk indiefilm med quirky humor om en teenageoutsider, som forældrene ikke forstår, og pigerne ikke vil have.
Men lige så stille skiller årets Sundance-vinder sig ud som en overraskende eksistentiel fortælling om det uundgåelige sammenstød mellem den tågede teenageverden og den voksne virkelighed – og så tilmed portrætteret visuelt gennemført og med enorm emotionel kraft.
Titlens me er Greg, en enspænder, der har lært sig selv at navigere rundt mellem de mange grupperinger på gymnasiet uden at få hverken venner eller fjender. Earl er Gregs kollega, og sammen ser de Werner Herzog-film i frikvarterne, ligesom de laver deres egne parodier på kendte film i fritiden (’The 400 Bros’, ’Pooping Tom’). The Dying Girl er den kræftramte Rachel, som Greg engang har gået i klasse med, og som han nu tvinges af sine forældre til at spendere tid med.
Filmens mesterstykke er dens sublime sammensmeltning af form og den tematik, som langsomt udfolder sig. Den er fortalt gennem Gregs meta-voiceover og krøllede syn på tilværelsen, som han bruger til at gemme sig fra verden, tømt for selvtillid. Som når den smukke Madison taler til ham, og han bliver mundlam og i stop-motion-sekvenser forestiller sig selv som en lille gnaver, der trampes ihjel af en stor elg – »hot girls destroy lives«, som han siger.
Møderne med Rachel ændrer hans liv, fordi han ikke længere kan kontrollere den fortælling, han har bygget op omkring sig selv som ren og skær beskyttelse. Hendes sygdom er ude af hans hænder.
Instruktør Alfonso Gomez-Rejon skruer ned for de filmiske fiksfakserier, som sygdommen skrider frem og påvirker Rachel såvel som Greg. Han viser spartansk – i lange, statiske indstillinger uden klip – de efterhånden mere og mere mutte samtaler mellem de to, som samtidig bliver mere og mere rørende, ikke mindst takket være Thomas Mann og Olivia Cooke, hvis samspil er naturligt og afdæmpet. Man drages af hendes bedrøvede, tekop-store brune øjne midt i det kronragede hoved, og han sitrer bevægende af nervøsitet i kampen for at komme op til livets overflade. Alt sammen formidabelt tilsat svævende sange fra Brian Enos mesterværk om overgangen mellem verdener, ’Another Green World’.
Så vi er langt fra generisk, halvprætentiøs indie fra USA. ’Me and Earl and the Dying Girl’ er ikke som alle de andre.
Kort sagt:
På overfladen ligner årets Sundance-vinder, ’Me and Earl and the Dying Girl’, en typisk amerikansk indie med masser af quirkiness og den ensomme teenager i hovedrollen, der bliver venner med en kræftsyg pige. Men filmen åbner sig langsomt og ender som en kraftfuld emotionel og visuelt stærk fortælling om en åndsfraværende ung mands første møde med den barske virkelighed.