1. ’Amour’
Hvad handler den om?
Det pensionerede ægtepar Anne og George lever en stilfærdig tilværelse i en parisisk herskabslejlighed og har et langt ægteskab bag sig. En dag rammes Anne af en blodprop, og pludselig er George alene med kærligheden til sin sengeliggende hustru, der langsomt glider længere og længere fra ham.
Hvad siger den unge mennesker?
Af alle listens fem film er Michael Hanekes dvælende Guldpalme-vinder, ‘Amour’, uden tvivl den sværeste at sælge til et ungt publikum. For man kan næsten høre spørgsmålet for sig: »Hvordan kan en film om to gamle mennesker, der rådner op i en lejlighed, undgå at blive kedelig?«
Svaret må være samme årsag til, at unge mennesker (forhåbentlig) velvilligt besøger deres aldrende og ikke just atletiske bedsteforældre: En lignende erfaring, livsvisdom og omsorg kan simpelthen ikke købes for penge. På samme måde er ‘Amour’ fattig på tempo og rapkæftet dialog, men til gengæld rig på eftertænksom dybde og tavse, gyldne øjeblikke, ikke mindst takket være sine to fantastiske skuespillere
Og så er filmen en rørende hyldest til den samhørighed mellem to mennesker, kærligheden kan medføre, når den får lov til at blomstre og bundfælde sig gennem et langt liv. Titlen ‘Amour’ – fransk for ‘kærlighed’ – er berettiget. Det her er ordet i sin reneste og smukkeste form.
Kan ses på Blockbuster, Youbio og Plejmo.
2. ‘Nebraska’
Hvad handler den om?
Den halvt senile, helt fordrukne pensionist Woody Grant (Bruce Dern) vinder en million dollar og sætter kurs mod Nebraska for at hente sin gevinst. Eneste problem? Han har ikke vundet noget som helst, blot blevet fuppet af en udspekuleret pamflet. Det forsøger hans søn (Will Forte) at forklare ham, men uden held. Han har sat sig noget i hovedet, og det er ikke til at få ud igen.
Sønnen, der lever et liv uden retning i et dead-end job, beslutter sig for at køre ham mod Nebraska og den imaginære præmiesum, for et eller andet må der vel vente for enden af vejen?
Hvad siger den unge mennesker?
Det gør der til dels. De rejsende oplever en flig af indhold på deres vej mod lotterigevinsten, en afveksling fra deres monokromt kedelige tilværelser – og et større kendskab til hinanden.
Far-søn-forholdet er vidunderligt portrætteret, særligt i en barscene, hvor Will Fortes tørvetriller nægter at bunde bajere med sin fordrukne far. »Det hjalp mig aldrig at drikke, så jeg stoppede«, siger han. »Nå, så du har det bedre nu?« spørger faderen bidende sarkastisk.
Generationsforskellene staves ud med stor indsigt af Alexander Payne (‘Sideways’, ‘The Descendants’), der har gjort det til en spidskompetence at analysere skæve, livstrætte eksistenser på det brede lærred. Det fører øjeblikke af varm humanistisk indsigt med sig, men på bundlinjen er der kun nuancer af grå: Livet er i sin natur trist – om end det har sine momenter.
Som når den Oscar-nominerede June Squibb verbalt frontalangriber gud og hvermand og særligt sin henfaldne husbond. Og det i et sprog, der trumfer selv den mest utilpassede teenagers beskidte møgfald.
Livet er en grå rejse, men der er rigeligt at grine af undervejs.
Kan ses på Blockbuster.
3. ’Another Year’
Hvad handler den om?
I ’Another Year’ udfolder den britiske mesterinstruktør Mike Leigh en hjertevarm beretning om et ældre ægtepar (vidunderligt spillet af Jim Broadbent og Ruth Sheen) og deres nærmeste over fire årstider. Mens de selv har fundet lykken i det simple liv, plages deres omgangskreds af fortvivlelse: Den voksne søn leder med lys og lygte efter kærligheden, veninden Mary kigger dybt i flasken, og en gammel bekendt afgår ved døden.
Hvad siger den unge mennesker?
Mike Leighs stilfærdigt observerende og opløftende årstidshymne udmærker sig først og fremmest ved at tage sine karakterer alvorligt – de unge, de ældre, de fortabte. Filmen glorificerer ingenlunde livets melankolske cyklus, den accepterer den blot med et sagte smil.
Unge mennesker kan spejle sig selv i ægteparrets søn, der leder efter kærligheden og finder den med sjælefred til følge, men det er Mike Leighs humanisme, der i sidste ende bør appellere til alle. Ulykkerne rasler ned over de simple skæbner – som de jo har det med at gøre – men ikke desto mindre forlader man ’Another Year’ opløftet af erindringen om Broadbents og Sheens milde ansigter. De ser det bedste i hinanden og i andre. Ser skønhed, hvor andre ser kvælende rutine. Og værdsætter de simple glæder i familiens favntag.
Måske er livets efterår ikke så gråt, når alt kommer til alt.
Kan ses på Blockbuster og Youbio.
4. ‘Olive Kitteridge’
Hvad handler den om?
Olive er en hjemmegående husmor i 1980, der er fanget i en depression: Hun vrisser af alt og alle, inklusiv manden Henry og sønnen Christopher, der hver især trækker sig længere fra hende, og under ingen andre mennesker succes. Historien strækker sig over 25 år og viser udviklingen i den lille families liv – inklusiv Olives lange, bumpede vej mod noget, der ligner sjælefred.
Hvad siger den unge mennesker?
Depression bliver på film ofte beskrevet som resultatet af ungdommens følelsesvirvar eller midtvejskrisens ubeslutsomheder – se bare norske Joachim Triers mesterlige ‘Reprise’ og ‘Oslo 31. August’ om førstnævnte, eller de tonsvis af danske eller udenlandske dramaer, der har fortalt om skilsmissens sønderrivende pris.
Og selvom det næppe er forkert, at det kulsorte tungsind har optimale levevilkår under netop de livsperioder, gør det ondt at se alderdommen i ‘Olive Kitteridge’ miste sig præg af ‘tryghedszone’, som det ellers ofte får på film. Her er livsvisdom ingen gave, men snarere en ophobning af et lang livs nedture – i hvert fald for vores trøstesløse hovedperson, Olive.
På samme tid fastslår denne fantastisk velspillede miniserie, at livet stadig kan slå et uventet slag med halen i sin tredje eller fjerde alder. Vent selv og se, hvordan Bill Murray på forunderlig vis ændrer dagsordenen i det sidste afsnit af ‘Olive Kitteridge’ – det er banalt og lærerigt, som et sejlivet ordsprog, man har hørt 100 gange, og som ikke desto mindre er spot on.
Kan ses på HBO Nordic.
5. ‘Op’
Hvad handler den om?
Carl Fredericksen havde levet et langt og lykkeligt liv med sin udkårne, Ellie, indtil hun stillede træskoene og efterlod sin husbond i sorg. Den nu 87-årige Fredericksen har dog ikke sluppet parrets fælles drøm: At finde et hemmeligt land i Sydamerika. Da han tvinges til at forlade sit elskede hus for at flytte på plejehjem, sender han sit aparte ballonhjem i luften og sætter kurs mod Ellies drømmedestination.
Med sig får han dog en ubuden gæst: En emsig, otte-årig spejder, der i sidste ende viser sig at være den perfekte kur mod Fredericksens livslede.
Hvad siger den unge mennesker?
Et fællestræk for film om ældre er, at de lader rutinernes tristesse afspejle sig i et langsommeligt fortælletempo. For pensionstilværelsen er alt andet end frenetisk, snarere fattet og fredfyldt – eller ensom og gradvist fortærende.
Sådan starter det i ’Op’ – med gnavpotten Carl Fredericksen isoleret i sit ballonhjem, opslugt af mindet om sin store kærlighed, der for længst gik bort i sygesengen og efterlod sin partner til et liv i fortidens lænker.
Men snart finder Fredericksen gløden på ny og lader sit hjem lette fra jorden og sig selv fra sine dæmoner.
Herfra appellerer alene tempoet til et ungt publikum og sørger for, at Pixar mere end nogensinde rammer deres karakteristiske miks af voksen alvor og barnlig legelyst. En talende hund og den sjældne fugl Kevin kan trække i smilebåndene hos de mindste, mens vi andre må kæmpe for at holde tårekanalerne i ave, når manden, der mistede sig selv til sorgen, finder eventyrlysten på ny.
Det er meningsløst at tale om ’Op’ uden at nævne filmens første kvarter – en af de mest følelsesmæssigt prægnante startsekvenser siden årtusindeskiftet. Montagen indledes med en ung Fredericksen og hans udkårne forenet i lykkelig tosomhed, inden dødens le skær dem fra hinanden, og således opsummeres tilværelsens melankoli, så alle – store som små – kan begribe den.
Kan ses på Blockbuster og Youbio.