‘The Affair’ sæson 2
»En gimmick-båren Daniel Steele-kliché!« vrængede kritiske røster, da Showtimes utroskabsepos ’The Affair’ løb med prisen for bedste dramaserie ved årets Golden Globe-uddeling for næsen af publikumssucceserne ’Game of Thrones’ og ’House of Cards’.
Imens tunede adskillige nye seere nysgerrigt ind til den kalejdoskopisk lumske fortælling om forfatteren Noah (’The Wire’s Dominic West) og servitricen Alisons (’Luther’s Ruth Wilson) skæbnesvangre sexkapader – multinarrativt leveret på tværs af tid og sted af hovedpersoners skizofrent forskellige udlægninger af samme historie.
Hvem af de to kan vi egentlig stole på?
Det spørgsmål har i det forgange år generet massiv mund-til-mund-omtale af ’The Affair’, og det er derfor yderst tilfredsstillende, at anden sæson allerede fra første afsnit placerer serien solidt som et af tidens mest intelligente underholdningsbud lige nu.
I slutningen af første sæson eksploderede Noah og Alisons Long Island-affære i splintrede familier og voldstrusler, og skønt et hastigt flashforward syntes at vise parret post-skilsmisser og med fælles barn blev Noah alligevel i 11. time arresteret af den emsige detektiv Jeffries (Victor Williams) for mordet på Alisons ekssvoger Scotty (som havde gjort Noahs teenagedatter gravid – hvem sagde Steele?).
I sæson to er handlingen rykket fra nordkystens naturskønne strande til New York, hvor vi for en stund er tilbage før anholdelsen, midt i Noahs skilsmisseforløb med konen Helen (Maura Tierney).
Og nu er det ikke længere blot Noah og Alison, hvis kapriciøst selvretfærdige synsvinkler leger kispus med realiteterne. Også Alisons eksmand Cole (brandkarismatiske Joshua Jackson som noget usandsynlig hanrej) og Helens synsvinkler belyses, og det er så vellykket, at man hurtigt skammer sig over at have halvkøbt særligt Noahs bitterfisse-skildring af moren til hans fire børn.
Noahs narcissistiske good guy-selvportræt giver jeg i det hele taget ikke en rød Montouk-reje for, og jeg klappede spontant under følgende ordudveksling mellem spradebassen og dennes intrigante svigermor, som nægter at lade Noah negle så meget som en paperback, før alt i hans og Helens tidligere hjem er blevet offentligt vurderet:
»Margaret, how the fuck do you look at yourself in the mirror?« spørger Noah sitrende arrigt.
»How the fuck do you?!« kontraskyder svigermor med is i blikket.
Noah presses endvidere af sin forlagsredaktør, som vil have forfatteren til at indskrive et mordplot i den roman, han har spundet over affæren. Noah vånder sig og ytrer endnu en meta-reference til seriens egen rammefortælling: At krydre et persondrama med mord er så klicheramt.
I ’The Affair’ er whodunnit-mysteriet da også sekundært til karakterernes psykologiske tango med hinanden såvel som med seernes virkelighedsopfattelse og sympatier. Er Noah for eksempel rablende gal, når hans selvbillede står i skarp kontrast til de andre hovedpersoners opfattelse af ham, eller er det mon Alison og Helen, som ikke har rent mel i posen? Det er en kønnenes skyttegravskamp med et twist af Lewis Carrolls ’Through the Looking-Glass’, sexet pulp og John Steinbeck’ske fataliteter på Coles konkurstruede ranch.
Alt sammen mesterligt kogt sammen af forfatterduoen Hagai Levi og Sarah Treem (’House of Cards’, ’In Treatment’) og et fantastisk veloplagt cast.
Anmeldelsen er baseret på første afsnit.