‘The Disappearance of Eleanor Rigby: Them’
En mindre mundret titel skal man lede længe efter. Den krukkede titel ‘The Disappearance of Eleanor Rigby: Them’ stemmer ikke overens med filmens hverdagspoetiske stil, men der er i det mindste en mening med det ensomme pronomen, der følger kolonet.
‘Them’ hentyder til, at Ned Benson i første omgang skabte to film, ‘The Disappearance of Eleanor Rigby: Her’ og ‘The Disappearance of Eleanor Rigby: Him’. De to film fortæller om det forliste kærlighedsforhold mellem Eleanor (Jessica Chastain) og Conor (James McAvoy) – over samme tidsforløb, men fra hvert sit perspektiv. En form for filmisk relativisme, som virker forfriskende ærlig: Hvem har ikke erfaret, at der selv i en fasttømret tosomhed findes to versioner af den såkaldte sandhed?
Det forlyder, at The Weinstein Company købte filmene, hvorefter den berygtede producer Harvey Weinstein krævede, at de to film skulle klippes sammen til én. ‘Them’, som aldrig fik dansk biografpremiere, men nu kan streames, er altså mainstreammaskineriets forsøg på at gøre filmprojektet mere spiseligt for et stort publikum – hvilket Bensons kunstneriske koncept er kommet til at lide under.
Åbningsscenen viser Conor og Eleanor i et lykkeligt øjeblik: De er løbet fra restaurantregningen og ligger nu tæt omfavnet i en mørk park, der glimtvis oplyses af sankthansorme. I næste scene har Eleanor mistet lysten til at leve.
Snart får vi forklaringen på det brutale skift: Conor og Eleanor har mistet deres søn, og parrets vidt forskellige håndtering af sorgen skaber en ubærlig distance. Conor rækker ud. Eleanor har sværere ved at rumme Conor, men at slippe ham er heller ikke lige til. Begge flytter midlertidigt hjem til deres forældre, og i dette familiære limbo – de er ikke børn længere, men nu heller ikke forældre – prøver de hver især at finde fodfæste i tilværelsen.
Der er poetiske øjeblikke, som da Eleanor kører ud i nattemørket for at slippe en tilfangetagen sankthansorm fri fra et syltetøjsglas. Repetitionen af de lysende insekter er et fint eksempel på, hvordan filmen med simple flashbacks spinder tråde tilbage til dengang, kærligheden trivedes. Nu er grundtonen blå, og filmens svælgen i det elskende pars følelsesmæssige dødvande bliver indimellem alt for langtrukken.
I det hele taget virker ‘Them’ underligt uegal, ikke mindst på grund af en vaklende personskildring – men det er vel ikke så mærkeligt, når filmen er lappet sammen af to forløbere med hvert deres take på kærlighedshistorien?
Kameraet elsker underskønne Jessica Chastain, selvom hendes Eleanor er en svær størrelse. Både hun og James McAvoy i rollen som Conor leverer solide og troværdige skuespillerpræstationer, ikke mindst i deres fælles scener, hvor der er knitrende kemi.
Filmen vinder på gode birollepræstationer og lider forfærdeligt under andre: Viola Davis fungerer strålende i rollen som Eleanors evigt kyniske og glimtvist sødmefulde underviser, mens William Hurt i særligt én scene brænder igennem som Eleanors lavmælte professorfar. Bill Hader er overraskende underspillet som Conors nørdede kokkeven, men til gengæld er Isabelle Huppert og Jess Weixler reduceret til tykke klichéer på en rødvinsfuld mor og en finurlig bibliotekarsøster.
Efter filmen vender tankerne igen tilbage til den krukkede titel: Hvem pokker ville opkalde sit barn efter en af de mest fortabte skikkelser i en Beatles-sang? All the lonely people / Where do they all come from? / All the lonely people / Where do they all belong?
Kort sagt:
At ‘The Disappearance of Eleanor Rigby: Them’ er en ujævn film er ikke så mærkeligt: Den er et sammenklip af to selvstændige film med forskellige versioner af samme blå kærlighedshistorie. Vil du opleve Eleanor Rigby forsvinde? Så er der en mere helstøbt og original filmoplevelse at hente, hvis du dykker ned i ‘Him’ og ‘Her’ og glemmer ‘Them’.