’Ash vs. Evil Dead’
Det er 34 år siden, at den første ’Evil Dead’-film med kulsort humor og blodet sprøjtende i sirup-tykke fontæner ’charmede’ sig i hjertet på mangen en frydefuldt underholdt gyserfan.
Instruktør Sam Raimis fortættede horrorsag fortalte historien om fem venners katastrofale spring break i en knirkende træhytte i Tennessees visne skove, hvor fundet af De Dødes Bog, Necronomicon, inficerer både natur og mennesker med rendyrket ondskab og forvandler de unge til levende døde: Deadites.
Takket være en begejstret anbefaling fra Stephen King og overraskende succes på Cannes-festivalen i ’82, dannede ’Evil Dead’ skole, og det er sålunde svært at forestille sig hverken ’REC’, ’Insidious’ eller ’The Blair Witch Project’ uden Raimis gennembrudsfilm (der igen selv sendte hilsner til Wes Cravens ’The Hills Have Eyes’).
Siden blev det til to mere blatant komiske fortsættelser om den fladpandede overlever Ashs (Bruce Campbell) kamp mod det onde: ’Evil Dead II’ (hvori Ash afsætter sin egen besatte hånd og monterer den nu ikoniske motorsav på stumpen) og ’Evil Dead: Army of Darkness’ (tidsrejser! Kong Arthur!) samt Fede Alvarez’ humorforladte semi-remake fra 2013, der satte olympisk rekord i filmiske vederstyggeligheder.
Efter års rygter og spekulationer er Ash nu endelig tilbage, og denne gang er franchisen nyeste serieformatet, der går som dæmonisk hånd i hanke med ’Ash vs. Evil Dead’s herligt gennemførte 80’er-vibe og kitschede tosserier. Sam Raimi har sågar selv instrueret pilotafsnittet, og han og barndomsvennen Campbell går til bidet med en så smittende iver og tegneseriecharme, at man overgiver sig til seriens gakkede univers til trods for de utallige åndede platheder.
Ash er midaldrende trailer-trash med job i den lokale hardware-butik (akkurat som i filmene) og kommer i en koger til at læse op fra Necronomicon for at imponere en date med lidt alternativ ’poesi’. Herefter bryder helvedet selvfølgelig løs igen, og skønt Ashs første indskydelse er at tage benene på nakken og lade den yngre generation tage skraldet, overtales han af kollegaerne Pablo (Ray Santiago) og Kelly (Dana DeLorenzo) til endnu en tur i manegen som motorsavsmessias.
Undervejs får vor uheldige helte ligeledes selskab af den smukke Ruby (Lucy Lawless, Campbells medspiller fra ’Xena: Warrior Princess’) og den traumatiserede politikvinde Amanda (Jill Marie Jones), hvis partner på spektakulær vis lader livet i et hjemsøgt hus.
’Ash vs. Evil Dead’ omfavner sin arv med et varmt bjørnekram, og Raimi, som har begået så forskellige film som den fremragende ’A Simple Plan’ og den ujævne ’Spiderman’-trilogi med Toby Maguire, demonstrerer atter sit flair for at sidestille fnisende fjol med isnende uhygge.
Det siger sig selv, at man skal holde sig langt væk, hvis man ikke allerede er fan af forlægget eller af besynderlige årsager ikke kan se det sjove i, at en dæmonbesat bedstemor får trimmet 80’er-permanenten af en rusten motorsav. For Ash-disciple er der imidlertid dømt 80’er-nostalgisk splatterfilmfest, og i en tv-tid, hvor gravalvorlige dommedagszombier er blevet træg hverdagskost, er det befriende at se ’Evil Dead’s tegneseriegespenster konkurrere med heltene om at fyre oneliners af, inden de bliver reduceret til marmelade.
Man kan kun håbe på, at resten af sæsonens ni afsnit holder dampen oppe uden Raimi i instruktørstolen.
Kort sagt:
Med motorsav, platheder og overdrevent animerede øjenbryn trækker Bruce Campbell igen i karakteristisk blå skjorte for at sparke den onde døds røv. Og takket være Sam Raimis åbenlyse glæde ved at slippe splatter-gækken løs på ny er gensynet præcis så groovy, som man kunne håbe på.