‘Broen’ – hele sæson 3
Så er endnu en sæson af ’Broen’ overstået, og man kan jo kun begræde, at skaberne overså den åbenlyse undertitel ’Broen – with a vengeance’. Som det sig hør og bør for en tredje sæson, var alt på én gang vendt på hovedet og skruet op til elleve. Og så alligevel ikke helt.
Vi kender efterhånden komponenterne i vores mest prestigefyldte eksportvare siden bacon og smørkager: Endnu engang præsenteres vi for et fra starten stort anlagt krimiplot, der endnu engang stjæler med arme og ben fra ’Seven’, endnu engang forsøger man at bilde os ind, at serien foregår i henholdsvis Sverige og Danmark og ikke i et åbenlyst magisk parallelunivers, hvor danskere og svenskere taler samme sprog, samtlige kriminelle er som faldet ud af en Dickens-roman, og mennesker under 90 bestiller varer via papirkatalog.
Omdrejningspunktet er igen rain woman i læderbukser, Saga Norén, men qua Kim Bodnias farvel efter sidste sæson har man været nødt til at finde hende en ny dansker at spille bold op ad i skikkelse af Thure Lindhardts pillemisbrugende nyfortolkning af Haley Joel Osments kun marginalt mere enerverende karakter i ’Den sjette sans’. Thures fissepiratskæg burde få sin egen serie.
Erroll Flynns fortabte søn trøster nordic noir-genrens førende rain woman.
Nuvel, man kan åbenbart ikke være kriminalbetjent uden på en eller anden måde samtidig at være psykisk uligevægtig, og selvom det krævede tilvænning at se Erroll Flynns fortabte søn flakse rundt og lege hårdkogt panser, har karakteren generelt været en kærkommen tilføjelse. Ikke mindst på grund af forholdet til Saga.
For krage søger mage, og som et blodfattigt, new nordic-svar på Bonnie og Clyde måtte Thure og Saga nødvendigvis finde sammen i en skøn forening af døde familier, usunde vaner og konfliktoptrappende adfærd.
Sagas egne særheder har naturligvis fået et nøk opad til lejligheden, ligesom serien tilsyneladende selv har glemt, at hovedpersonen faktisk var i et nogenlunde velfungerende, om end kortvarigt forhold sidste sæson. Nu er det Saga og Thure mod hele verden og hele verden mod Saga og Thure.
Temaet for denne sæson var forældre og børn, og er man lidt sløv i optrækket, har Nicholas Bro heldigvis været så elskværdig at sige »min søn!« tredive gange per afsnit. Fædre og sønner, mødre og døtre løber som en rød tråd gennem sæsonens utallige sideplots. Sagas iskolde kælling af en Mommie Dearest vender tilbage fra fortiden og trykker på alle datterens ømme punkter med kirurgisk præcision.
Samtidig dør Sagas eneste rigtige far, chefen Hans, og erstattes med den onde stedmoder, Linn. Thure har mistet sine børn, Saga sine forældre. Han kan ikke slippe dem, og hun har med vilje skåret dem ud af sit liv.
Det er jo tematikker, der læner sig op ad ’True Detective’s første sæson, men desværre gav det vanvittigt komplicerede og eklatant hullede plot snarere mindelser om et blåtonet afsnit af ’Kriminalkommissær Barnaby’.
Svigermors drøm Christopher Læssø var meget ond i denne sæson af ‘Broen’.
Hvem pløkkede svigermors drøm Christopher Læssø i danmarkshistoriens måske mest utroværdige skurkerolle? Var der nogensinde nogen ud over Freddie Holst, der gav to fucks for hele Freddie Holst-situationen? Hvad var pointen med den småkriminelle familiefar og med Sonja Richter og hendes hjemmesnedkererede mommy blogger gone Fox News-projekt?
Én for én forsvinder de ud af serien – ligesom gudhjælpemig hovedskurken halvvejs inde i sidste afsnit.
I et friskt twist viser skurken sig at være Erik Hassles surmulende lillebror og motivationen lige dele daddy issues og fordi kunst. Hipstere, mand. »Men du er jo kunstkender«, pjevser vores krølhårede massemorder, da far stadig ikke fatter pointen med de sidste ni afsnits blodsudgydelser, og man fristes til at indskyde, at det er han ikke alene om.
Konspirationsteori: ‘Broen’s superskurk er sangeren Erik Hassles surmulende lillebror.
Det skal måske ses som en metakommentar, at gerningsmanden selv må kontakte politiet for at forklare sin plan, idet ingen i den svenske socialforsorg nogensinde lærte lille Emil Larsson om show, don’t tell. Men hul i det, for vi skal videre: Efter en antiklimatisk redningsscene og en hurtig tilståelse krydret med et omskrevet Strunge-citat (»jeg vil ikke dø/jeg vil bare være ufødt«) skynder vi os tilbage til sæsonens egentlige hjerte: Thure, Saga, deres smadrede liv og den nye tilværelse, de forsøger at bygge sammen i ruinerne.
Igen ligger ’Broen’s styrke ikke i den faktiske handling, men i de tematikker, den ridser op, og de grundfølelser, den spiller på.
Denne sæson af ’Broen’ har været stort anlagt tjubang: Højere, vildere! I første sæson dræbte vi en nævenyttig teenager. I denne truer vi med at dræbe en baby. Vi hænger folk op i fastelavnstønder! Vi framer Saga for mord! Vi sprænger benet af Kirsten Olesen! Thure Lindhardt ser døde mennesker! Er I ikke underholdt?!
Og jo, det er man. Men der er ingen følelser og ingen konsekvens. Vi følger intet til dørs, og karaktererne når aldrig at blive andet end karikaturer. Ligesom den forsmåede søns storstilede drabskunst er det på én gang alt for meget og alt for lidt. En audiovisuel turducken, om man vil. Masser af kød, men det smager sgu ikke rigtig af noget.