CPH:DOX: ‘Uncertain’

De har dræbt, svigtet og forsømt. Ladet deres liv rådne i en rus af alkohol, vold og hallucinogener. Og har fortrudt hvert et øjeblik lige siden.

Nu søger de tilflugt fra sig selv i en lille lomme mellem Texas og Louisiana, som man ifølge byens sherif skal fare vild for at finde. Byen Uncertain har intet at tilbyde ud over sjælerenselse og smuk natur. Der er ingen jobs, ingen fritidsaktiviteter og, som en af byens skæve eksistenser siger med sørgmodighed i stemmen, ingen kvinder.

Vi føres ind i dette naturskønne tilholdssted for anger og sorg af tre vidunderlige karakterer med ar på sjælen: En 74-årig fisker uden tænder i munden, en ung, alkoholisk diabetiker, der bor med »sine katte og sin Xbox 360« og en jæger, der omsider har fundet fred og lyksalig tosomhed i en campingvogn langt fra virkelighedens grimme fjæs.

Særligt jægeren er en pragtfuld karakter, et helt og godt menneske, der har rejst sig fra ruinerne af sit tidligere liv som narkoman, spritbilist og slagsbror – uden at fortrænge skyldfølelsen over at have taget et uskyldigt menneskes liv. Hans eskapisme er jagten, og i vildsvinet Mr. Ed har han fundet sin Moby Dick.

»He’s a super-smart and brutal animal. He knows we’re hunting him«, siger han om sin firbenede dødsfjende med bagpartiet plantet i sit hjemmelavede udkigstårn – kun få øjeblikke, inden han bryder sammen på en kirkegård, tynget af fortidens fejltagelser. Sådan er ’Uncertain’. Trist og hjertevarm, komisk og knugende, ofte på samme tid.

Den løfter ingen moraliserende fingre og fortæller os ikke, hvad vi skal føle. Strygerne glimrer ved deres fravær, når den alkoholiske diabetiker sætter kurs mod den store verden, men får nok en røvfuld af virkeligheden og ender i en hospitalseng. Vi ser blot håbet spire ved ankomsten, og vi ser det brast på hospitalet.

Og når jægeren udpeger et UFO-lignende objekt på sine natlige optagelser, falder det end ikke filmmagerne ind at påstå, at han ser syner.

Den sande bedrift er, at ’Uncertain’ netop ved ikke at overfortælle får adgang til de dybeste kamre i karakternes følelsesliv. Der er ikke en sten i hjertet, der ikke bliver vendt, ikke et traume fra fortiden, der får lov til at slumre. Mændene ved, at de må stirre dæmonerne i øjnene for at besejre dem. Eller som fiskeren siger: For at slutte sig til sine kære i det hinsidige.

Man forstår, hvad han ser i Uncertain, for det er, som om bladene, træerne og vandet rummer en højere kraft, når kameraet saligt svæver over sumpen. Filmens instruktører, Ewan McNicol og Anna Sandilands, omsætter en instinktiv sans for billedmagi til øjeblikke af udefinerbar skønhed, som når festligt fyrværkeri oplyser de blundende trækroner i nattens mulm og mørke og mod al sund fornuft giver et melankolsk sug i kroppen.

Men ligesom i Lynchs ’Blue Velvet’ lurer ondskaben under overfladen, og bistre biller mæsker sig i den forurenede sump, der brødføder befolkningen. Snart er paradiset for plagede sjæle en saga blot. Uncertain nærmer sig afgrunden.

Filmen om byen er dog ikke en dommedagsprofeti: Det er en mesterlig ode til mennesket og naturen.