’Crazy Ex-Girlfriend’
De fleste har nok i et svagt øjeblik prøvet at bilde sig selv og omverdenen ind, at grunden til, at man skal til den og den fest, altså ikke er, at man kan se på Facebook, at ens ekskæreste kommer.
En form for selvbedrag, som sjældent ender i den lykkelige genforening, som man prøver at overbevise sig selv om, at man ikke satser på, men som man inderst inde håber vil blive løsningen på alle ens problemer.
Netop dette selvbedrag er katalysatoren for hovedpersonen i den amerikanske musical-komedie-serie ‘Crazy Ex-Girlfriend’. Harvard-uddannede Rebecca (Rachel Bloom) er ulykkelig, og hendes natbord er fyldt med pilleglas, selvom hun har succes som advokat på Manhattan.
Udsigten til forfremmelse kombineret med en reklamefilms retoriske spørgsmål, »when was the last time you were truly happy?«, udløser et panikanfald, og Rebecca styrter ned på gaden, hvor hun render ind i sin summer-camp-sweeheart Josh (Vincent Rodriguez III), som hun ikke har set i 10 år.
De flirter, og da Josh fortæller, at han flytter væk fra New York, går det som et lyn for en klar himmel op for Rebecca, at sidste gang, hun var rigtig lykkelig, var, da hun var sammen med Josh som teenager. Svaret på hendes ulykke må derfor være at følge efter Josh til West Covina, Californien. En by, hvor man chillaxer og står på skateboard – og som ’kun’ ligger to timer til stranden, fire i myldretiden.
Rebeccas kiksede forsøg på ‘tilfældigt’ at rende ind i Josh og at overbevise sig selv og omverdenen om, at hun ikke er interesseret i ham, samt hendes nye liv med venner og kolleger i den nedslidte soveby danner rammen om det, der kunne være en ret konventionel komedieserie.
Dét, der alligevel gør ‘Crazy Ex-Girlfriend’ til (lidt) mere end en forudsigelig metervare, er, at den også er en musical. Ikke en musikserie, hvor sangene er en del af set-uppet, som vi kender fra ‘Glee’ og ‘Empire’, men en rigtig musical, hvor karaktererne bryder spontant ud i sang.
Og i første afsnit gør den det faktisk ret godt. Det ene af afsnittets to musicalnumre, en velkoreograferet 50’er-musicalpastiche, der tydeliggør kontrasten mellem Rebeccas forstadsdrømme og det virkelige West Corvina komplet med brassband, dansende hjemløse og Rebecca hængende i en kæmpepretzel, sidder lige i skabet. Det andet nummer, ‘The Sexy Getting Ready Song’ – en Toni Braxton-lækker R&B-sag, der ironiserer over den tid, kvinder bruger på at gøre sig klar til en date – er ørehængende og småsjov, men efterlader en følelse af, at Amy Schumer ville have gjort det skarpere og bedre.
Rachel Bloom (som også er idékvinde og medforfatter på serien) gør det glimrende som den selvbedragende og charmerende irriterende Rebecca, og resten af castet gør det for så vidt også fint.
Men det er i musicalsekvenserne, at ‘Crazy Ex-Girlfriend’ kan noget særligt. Det er derfor underligt (og lidt foruroligende), at der kun er to numre i pilotafsnittet, og det samlede indtryk er derfor en lidt for blandet landhandel.
Kort sagt:
Man skal nok være typen, der bliver spontant glad, når tv-karakterer bryder ud i sang, for at holde af ‘Crazy Ex-Girlfriend’. Men er man det, kan Rebeccas forstadsdrøm om at chillaxe i West Covina, Californien, godt anbefales som et musikalsk, men ikke revolutionerende bud på vinterunderholdningen.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.