’Crosswind – hvor vindene mødes’
Til trods for mærkatet based on a true story er det ikke historien, der gør ’Crosswind – hvor vindene mødes’ speciel. Det er indpakningen. Og den er flot!
Den kun 27-årige estiske instruktør Martti Helde har skabt en usædvanlig spillefilmdebut om Sovjetunionens etniske udrensning og brutale deportering af mere end 40.000 mennesker i Estland, Letland og Litauen i 1941.
Blandt dem var den estiske kvinde Erna, og det er hendes dagbøger, Heldes film er baseret på. Alt ånder fred og idyl hos Erna (Laura Peterson), Heldur (Tarmo Song) og deres lille datter Eliide (Mirt Preegel). Men en nat i juni bliver freden med ét afløst af besættelsens virkelighed, da russiske officerer læsser familien på en lastbil. Erna og Eliide bliver sammen med mange andre estiske kvinder og børn sendt med godstog til arbejdslejr i Sibirien, mens Heldur ryger i fangelejr et sted i ingenmandsland. Erna og Heldur holder livsmodet oppe ved at skrive breve til hinanden – men ingen af dem får svar.
Med undtagelse af et par enkelte scener består filmen udelukkende af tableauer i knivskarp sort-hvid. Skuespillerne står bomstille. Et enkelt blink, en tåre, der triller ned af en kind, og hår, der blæser i vinden, afslører, at det ikke er fotografier, vi ser, men, ja, levende billeder.
Kameraet bevæger sig langsomt rundt i de perfekt opstillede scener. Ned ad en gang, forbi skrivebordet med to halvtomme glas vodka, rundt om hjørnet og ind i badeværelset, hvor en svedig russisk fangevogter med uglet hår sidder med bukserne om anklerne. Udsultede Erna ligger for hans fødder i fosterstilling, med tilpas lidt tøj på underkroppen til, at vi forstår, at hun aldrig skulle have stjålet et stykke brød til sultne Eliide.
Filmen har ingen dialog. Ernas og Heldurs stemmer fungerer som voice-over, når de læser deres breve, mens vinden river og flår i den fjendtlige sibiriske natur. Russiske eller estiske stemmer mumler i baggrunden. Dramatisk musik supplerer billederne med tilstrækkelig meget patos til, at gåsehuden pibler frem.
Vi har før set den slags stop-action, som ’Crosswind’ består af, for eksempel i actionfilm, der sætter tiden på pause og leverer trumfen i et spændingsmættet øjeblik. En fuld spillefilm med samme teknik giver en helt anden oplevelse, og selvom Laura Pettersons og Tarmo Songs stemmer og dramatiske udstråling giver billederne sjæl, gør den opsigtsvækkende visuelle stil det også svært at blive følelsesmæssigt engageret i historien.
’Crosswind’ er først og fremmest et mindesmærke over en grum tid i Estland, men historien om uskyldige mennesker, der tvinges til at forlade deres hjem, liv og hverdag, er også aktuel i dag. Og sætter man pris på filmiske eksperimenter og smukke billeder, bliver man ikke skuffet.
Kort sagt:
’Crosswind’ er en billedsmuk film om den etniske udrensning i de baltiske lande under Anden Verdenskrig. Fortalt med levende fotografier får vi Ernas og Heldurs førstehåndsberetninger fra et liv i fangenskab, hvor håbet om at skulle mødes igen er deres eneste trøst.