Hvem kender ikke fornemmelsen af gensynets glæde, der blegner gennem nutidens bedrevidende brilleglas?
90’erne var årtiet, hvor de digitale effekter for alvor løb løbsk på film, og igen og igen lod man sig imponere over teknologiens fremskridt. Det var som at være der selv!
Men et tilbageblik på flere af 90’ernes special effects-tunge film giver ikke helt det sus i maven, vi husker fra gengang, og selvom instruktører som Steven Spielberg og James Cameron hævede baren for de visuelle lækkerier, er eksemplerne på årtiets forældede brug af CGI lige så talrige, som de er sjove.
Bevares, den glubske T-Rex fra ‘Jurassic Park’, slowmotion-akrobatikken i ‘The Matrix’ og det knækkede skibsskrog i ‘Titanic’ imponerer stadig med nutidens briller. Men her har vi samlet otte af de skrækeksempler, der virkelig skærer i øjnene – og så kan man jo tænke over, om ‘Avatar’, ‘The Avengers’ og ‘Transformers’-filmene mon ryger på en lignende liste nogle år ude i fremtiden?
1. Snedige CGI-hajer i ’Deep Blue Sea’
Kan det overraske, at en actionfilm om superintelligente dræberhajer lugter af overskredet salgsdato?
Renny Harlins ’Deep Blue Sea’ strækker troværdigheden til bristepunktet, og så snart knækket har lydt, forsøger ’Die Hard 2’- og ’Cliffhanger’-instruktøren at lappe de logiske huller med visuelt lir.
Som flere af listens øvrige eksempler lider hajerne i ’Deep Blue Sea’ under en CGI-behandling, der mangler tyngde – en udfordring, der først for alvor syntes at blive løst med Gollums motion-capture-livagtighed i den første ’Ringenes Herre’-film fra 2001, men som stadig hjemsøger nutidens blockbusters med jævne mellemrum.
Hvad de skarptandede undervandstrusler angår, så giv os hellere de håndlavede og fjernstyrede kreature fra 70’ernes ikoniske haj-hit, ’Jaws’. Eller faktisk bare alt andet end det her.
2. Papmarché-Arnold i ’Total Recall’
Med sine rustikke effekter, utrættelige energi og selvironiske charme fremhæves Paul Verhoevens ’Total Recall’ ofte som en af sci-fi-genrens mest elskværdige bedrifter. Men der var jo lige det med den Arnold-dukke.
Som en torn i øjet på den ellers flotte produktion finder man nemlig scenen, hvor Arnold Schwarzeneggers karakter afslører sin sande identitet for et måbende publikum – for som klippet ovenfor tydeligt understreger, er det altså ikke den østrigske muskelmand, der gemmer sig bag den futuristiske maskering.
’Total Recall’ lever heldigvis højt på sin kitsch-værdi, og filmoplevelsen tager således ikke skade af denne über-kitschede effekt – faktisk tværtimod. Oven i købet har plottet fint garderet sig mod logiske huller, visuelt såvel som fortællermæssigt: For hvad betyder det, vores øjne ser, hvis det hele alligevel er én stor gang ’Recall’-bullshit?
3. Fesen flodbløge i ’Deep Impact’
Det er med en vis ærgrelse, at vi må erkende, at Mimi Leders til tider oversentimentale, men også velspillede og rørende katastrofefilm ’Deep Impact’ ikke helt holder vand med nutidens briller.
Helt præcist er det nemlig filmens altødelæggende flodbølge – foranlediget af et meteornedslag – den er gal med. Der er simpelthen ikke skyggen af tekstur i giga-tsunamiens overflade, hverken når den jævner New York med jorden eller skyller indover et netop forsonet far/datter-forhold på en strand uden for byen (se klippet ovenfor).
At flodbølger er vanskelige at genskabe på film, blev senere understreget i de mindre vellykkede stunder af Wolfgang Petersens ’The Perfect Storm’ (2000) og Roland Emmerichs ’The Day After Tommorrow’ (2004), mens også genskabelsen af den thailandske tsunami i Clint Eastwoods ’Hereafter’ (2010) gjorde et nobelt, men ikke ubetinget vellykket forsøg:
4. Katastrofalt styrtdyk i ’Air Force One’
Både fysikkens love og den visuelle troværdighed sættes på en gevaldig prøve, da præsidentens privatfly styrter i havet med et absurd nose-dive i Wolfgang Petersens tanketomme actionfilm.
Inden da har usandsynlighederne ganske vist stået i kø, men i det store hele tilgiver man Harrison Fords optræden som lige dele amerikansk præsident og nævenyttig actionmand takket være en solid mængde oneliners og en klassisk omgang ’Die Hard’-gemmeleg om bord på det enorme fly.
Mod slutningen skifter ’Air Force One’ dog fokus fra sit simple fly-interiør og crasher i stedet i en stor, hovedløs CGI-scene. Da flyets snude således rammer vandskorpen, og resten af flyskroget brækkes midtover, kommer Wolfgang Peterson og hans special effects-team derud, hvor de ikke kan bunde.
En moderne instruktør, der til sammenligning undveg flystyrtets krav til CGI-kapacitet med en snedig manøvre (og et minimalt budget), var Paul Greengrass: I de døende sekunder af ’United 93’ viste han nemlig kun styrtet gennem cockpittets begrænsede udsyn.
5. CGI-helvede i ‘Star Wars: The Phantom Menace’
‘The Phantom Menace’ blev – selvfølgelig – en kommerciel kæmpesucces, da den 16 år efter den sidste ‘Star Wars’-film bragte the force tilbage på alverdens biograflærreder.
Men gjorde den nu også det? Mange vil mene, at George Lucas’ fjerde installation i ‘Star Wars’-franchisen skyllede alle sine elskværdige kendetegn i lokummet, og ved mindet om det lunkne skuespil (ja dig, Anakin), den udmattende slapstick-humor (ja dig, Jar Jar Binks) og ikke mindst de alt, alt for mange computereffekter (ja dig, George Lucas) må vi tilslutte os koret.
Udover en on location-sekvens på ørkenplaneten Tatooine er det svært at få øje på nogen form for stoflighed i ‘The Phantom Menace’, der i stedet bruger løs af de uendelige muligheder på en green screen. Resultatet er, at Lucas’ ellers så højtelskede og visuelt visionære sci-fi-univers pludselig fremstår kunstigt ved indgangen til det 21. århundrede, og det var vel næppe meningen?
‘The Phantom Menace’ samt ‘Attack of the Clones’ og ‘Revenge of the Sith’ beviser med al tydelighed, at det fysiske besvær ved filmproduktioner faktisk betaler sig.
6. Surfer-idioti i ’Escape From L.A’
Der var mange ting galt med ’Escape from L.A’, John Carpenters opfølger til sin dystopiske 80’er-klassiker ’Escape from New York’. Og en af dem var effekterne.
Hvor forgængerens sci-fi-camp var rig på mørke, stemningsfulde teksturer, er efterfølgeren nemlig skæmmet af glatte CGI-overflader og en ret så tidstypisk tro på, at green screens og computereffekter redder dagen. Det sker ikke mindst, når helten Snake Plissken beslutter sig for at surfe om kap med en kørende bil (der har en underligt misfarvet Steve Buscemi bag rattet) og i et øjebliks surfer-ekstase high-fiver sin sidemand.
’Escape from L. A’ er langt hen ad vejen en alvorsstemt sci-fi-actionfilm, men Kurt Russells spring fra bølge til bagsmæk – der forekommer præcis to minutter inde i ovenstående klip – minder snarere om et påfund fra omtågede stoner-komedier a la ’Harold and Kumar go to White Castle’ eller ’Pineapple Express’. Effektarbejdet synes i hvert fald at være skabt i en koger.
7. Virtual reality for n00bs i ’The Lawnmover Man’
Udgangspunktet for ’The Lawnmover Man’ – på dansk ’Manden med plæneklipperen’ – er faktisk ikke helt dumt:
I en nær fremtidsverden er virtual reality-konceptet nået så langt teknologisk, at det kan erstatte menneskers virkelighedsopfattelse og formørke deres moral. Ét smugkig ind i det grænseunivers computerunivers – og man er hooked.
Og dog. Som filmseer anno 2015 er der ikke meget at blive hooked på i ’The Lawnmover Man’ og da slet ikke filmens ’virtual reality’-scener, der snarere end en hypnotiserede parallelverden ligner noget fra et Sega-spil med samlerværdi. Vi er tættere på ’Tron’ fra 1982 end det banebrydende CGI-årti, hvori filmen blev til.
Selv den kiksede ’Johnny Mnemonic’ (1995) med Keanu Reeves gav et mere kompetent bud på virtual reality end ’The Lawnmover Man’. Og det siger alligevel en hel del.
8. Hundemonsteret i ‘Alien 3’
Det er med tungen lige i munden, at man må rose David Finchers udskældte ’Alien 3’ for dens visuelle kvaliteter, for hvor kameraføringen og belysningen byder på den måske flotteste sci-fi-horror-æstetik siden Ridley Scotts banebrydende 1’er, er selve monstret i ’Alien 3’ lidt af en blandet fornøjelse – se selv klippet ovenfor, der omkring 10:45-mærket tydeligt illustrerer problemerne.
I hvert fald lyser den firbenede hundevariation over det klassiske Alien-monster op i billedernes ellers så lækre mørke (en green screen-ulempe, der hjemsøgte effektfilmene langt op i 00’erne) og ser simpelthen forfærdeligt ud i flere tilfælde. Også selvom den håndlavede alien-dukke stadig formår at råde bod på miseren, når den i en effektiv scene fronter Sigourney Weaver.
Havde Fincher været konsekvent i sit valg om at filme fra uhyrets synsvinkel i de mest tempofyldte scener, kunne publikum dog have fantaseret sig til et flottere, mere skræmmende og mere konsistent uhyre, end vi rent faktisk fik. At beslutningen ikke var Finchers, men derimod filmstudiets, må dog regnes for sandsynligt, for instruktøren tog senere afstand fra filmen og udtalte, at han »hellere ville dø af kræft end at lave en film igen«.
Vi priser os lykkelige for, at han kom på andre tanker.
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.