’The Last Panthers’

’The Last Panthers’

Der er milevidt fra det moderne krimidrama til krimiseriens rødder i 50’erne og 60’erne, en i én henseende er intet forandret: Serierne udspiller sig i afgrænsede, nøje definerede miljøer, og miljøet er i centrum.

Et henkastet blik på årets fineste amerikanske titler med blod på hænderne er et fint eksempel på den tradition: En velsmurt trio har sendt krimielskere på en dannelsesrejse fra klassisk periodedrama i New York (‘The Americans’) til eksperimenterende krimikomedie i New Mexico (‘Better Call Saul’) med en enkelt afstikker til deadpan i North Dakota (‘Fargo’).

De tre serier er meget forskellige, men har én ting til fælles: De udspiller sig i afgrænsede, nøje definerede omgivelser, og netop miljøet er i centrum.

Derfor er det nok for tidligt at tale om en modsat trend: Et krimidrama, der blander miljøerne sammen i stedet for at lade plottet dreje rundt om ét af dem. Men med serien ‘Mord uden grænser’, der debuterede med sin første sæson på DR i foråret, er der taget hul på en bestemt slags paneuropæisk krimidrama, der udspiller sig rundt om i hele Europa med et persongalleri, der er lige så multinationalt.

Det er et krimidrama, der spreder plottets tråde rundt i Europa som en rejsebrochure, mens efterforskerne mere eller mindre metodisk finkæmmer stederne ét efter ét – et drama bestående af mellemstationer snarere end endestationer. Nu er der udkommet endnu en installation i den anderledes disciplin – det fransk-britiske krimidrama ‘The Last Panthers’.

Her flettes nationale interesser sammen, da tre bosniere stjæler en håndfuld diamanter i Marseille. Diamanterne, der har en markedsværdi på flere millioner euro, er forsikret hos et selskab i Storbritannien. Briterne sender deres bedste repræsentant, den professionelle Naomi (Samantha Morton), til åstedet for at efterforske kuppet, alt imens fransk politi repræsenteres af politibetjenten Khalil (Tahar Rahim), der har nordafrikanske rødder, men er født i Marseille.

Der er ikke den store tillid imellem de to parter, og det bremser dem i deres bestræbelser på at finde gerningsmændene. Alt imens efterlades bosnierne nøgne i midten af Ungarn uden mulighed for at afsætte diamanterne, da deres flugt har et fatalt efterspil.

Det starter i Marseille, og efter et par afsnit har man et fint indtryk af den sydfranske handelsby som et sted, der i mere end én forstand er et ingenmandsland mellem kontinenterne. Det portræt bindes fint sammen gennem Khalil, der arbejder i højhusene i Marseilles forstadsmiljø eller banlieue – et ingenmandsland, som eksisterer i samfundets uudforskede mellemrum, der ikke anerkender politiets, kommunens eller præsidentens autoritet.

Khalil spilles uden fodfejl af Tahar Rahim, der bedst er kendt for sin rolle i Jacques Audiards fænomenale ’Profeten’. Han er så fornemt fåmælt og dæmpet, at det mærkes som en eksplosion, da han sparker til en vandbeholder i en presset situation.

Men historien om betjenten, der må konfrontere sit socialt udsatte barndomsland, vrister sig ikke fri af klicheerne. Barndomsvennen sættes slet ikke i spil, familieforholdene er konturløse. Khalil har intet praktisk eller emotionelt udestående med højhusene eller menneskene, der beboer dem. Han er bare ridderen i hvidt, som én af de ældre beboere noterer, der er kommet for at redde dem fra dem selv. Det hele er set bedre andre steder.

Parallelhistorien om bosnieren Milan (Goran Bogdan), der er et fint modstykke til den retskafne, lidt socialt uintelligente Khalil, er ikke mindre fortærsket. Milan er den forældreløse outsider med hjertet på det rette sted. Der er spændende, underfortalt materiale at hente i Milans barndom som eksilbosnier alene med sin bror i et fremmed land, men det berettes uimponerende som flashbacks.

I midten af det hele render den bedårende, men i dette tilfælde totalt malplacerede Samantha Morton rundt med sin mentor, der spilles af John Hurt – en absurd, karikeret rolle, der er endimensionelt perfid. Hurt er knap nok landet i Marseille, før han med charmeforladt britisk mørke konkluderer, at Marseille er porten til Afrika – and the arsehole of France. Det er slet ikke til at fatte, at Hurts aldrende mellemleder eksisterer side om side med Khalil og Milan, der i enkelte øjeblikke portrætteres med en anderledes fin sensibilitet.

‘The Last Panthers’ har en anden klasse end den rudimentære ‘Mord uden grænser’. Den fortættede fortælleøkonomi i seriens indledende heist i Marseille resulterer i fine øjeblikke mellem de enkelte setups, der klart hører til seriens bedste. Men serien lider af samme strukturelle problem som sin nordeuropæiske pendant. Den vil alt, alt for meget og lykkes derfor med alt, alt for lidt.

Miljøerne ender med at spejle hinanden snarere end at accentuere forskellene i de europæiske samfund. Og det, der ender med at fremhæves, er Vestens unuancerede portræt af Balkan. Det er bandernes Balkan, som opdrætter statsløse børn til hærdede kriminelle.

Det er nok for tidligt at tale om en modsat trend til de krimidramaer, der har nøje definerede miljøer i centrum. Og det er et held. De paneuropæiske krimiserier er måske den nemmeste rute til støttepuljerne, men deres fortælleformat har alt for lidt til fælles med årets bedste krimidramaer. De skal fortsat findes som en del af en rejse fra New York til New Mexico.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit

Tv-serie. Hovedforfatter: Jack Thorne. Medvirkende: Tahar Rahim, Samantha Morton, John Hurt, Goran Bogdan. Spilletid: Seks afsnit á 50 min.. Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af