‘Truth’
‘Truth’ er en film om vigtigheden af at sætte spørgsmålstegn ved alting, to speak truth to power, som man siger på amerikansk.
Det ved vi, fordi en karakter i hver anden scene bryder ud i en monolog om vigtigheden af at stille spørgsmålstegn ved alting og tale magthaverne imod.
James Vanderbilts instruktørdebut bygger på den autentiske historie om en CBS-nyhedsudsendelse fra 2004, der gik kritisk til præsident George W. Bushs militærtjeneste under Vietnam-krigen. CBS fik ikke verificeret bevisernes autenticitet ordentligt, hvilket bragte kanalen i strid modvind og endte med fyringen af ’60 Minutes’-produceren Mary Mapes (Cate Blanchett) og den feterede nyhedsvært Dan Rathers (Robert Redford) tilbagetrædelse.
Filmen er baseret på Mapes’ egen bog og er derfor på hendes side hele vejen igennem, hvilket resulterer i en ensidig forestilling. ‘Truth’ er en film for de biografgængere, der ikke har noget imod at blive prædiket til i over to timer.
Vanderbilt har forsøgt at lave en undersøgende thriller i stil med ‘Zodiac’ (som han selv skrev manuskriptet til) eller ‘The Insider’, Michael Manns langt bedre filmatisering af en ’60 Minutes’-skandale. Men i stedet får vi en selvsmagende affære, hvor filmens good guys leverer ‘inspirerende’ citater (»when you stop asking questions, that’s when the American people lose!«), mens de selv gør et dårligt stykke arbejde. Det eneste, som Mapes aldrig stiller spørgsmålstegn ved, er kvaliteten af hendes egen research.
Mod slutningen, hvor Mapes presses til at indrømme sin fejl, skyder Blanchett tilbage med en selvretfærdig monolog, hvor hun fisker hårdt efter en Oscar. Den får hun næppe, men det er ikke Blanchetts skyld, at ‘Truth’ fejler. Også Robert Redford leverer varen, mens Elisabeth Moss (’Mad Men’) får alt for lidt at arbejde med, mens Topher Grace i stor stil er udset rollen som comic relief, hvilket dog er meget lidt sjovt.
Filmen er bedst, når den indimellem viser os den journalistiske verdens indre maskineri, men manuskriptet er alt for farvet af Vanderbilts egne, sorthvide politiske overbevisninger.
Kort sagt:
‘Truth’ er en sentimental og selvforherligende forestilling, langt fra de bedste skildringer af journalistikkens verden på det store lærred. Vanderbilts manuskript er for ensidigt og simplificeret i sin skildring af en kompliceret sag.