1. FBI-informant indefra: ’(T)error’
Utallige film og serier har skildret det spændende, adrenalinpumpedee liv som informant for FBI. Men hvordan ser det ud i virkeligheden?
Den opsigtsvækkende (T)error følger Saeed ’Shariff’ Torres, der for en pæn slat penge udspionerer sine muslimske brødre i USA. På sin sidste mission for efterretningstjenesten skal han komme ind på livet af islamisten Khalifah al-Akii i håb om, at han taler over sig. Det viser sig hurtigt, at tilværelsen som FBI-stikker er alt andet end glamourløs, men ikke desto mindre er det nervepirrende, når man følger Shariffs sms-korrespondancer med henholdsvis al-Akii og sin kontaktperson i FBI.
Undervejs tager filmen en overrumplende drejning, som ikke skal afsløres her, men som vender et særdeles kritisk blik mod FBI og deres metoder for at udstille de måske/måske ikke farlige radikalister.
Det er en film, som føder betændte moralske spørgsmål, ikke mindst til filmskabernes egen fremgangsmåde. Dem kan man få svar på efter Soundvenues særvisning på filmen under CPH:DOX på mandag, hvor vi interviewer instruktør David Sutcliffe – køb billet her.
2. Den nye ‘Citizenfour’: ’A Good American’
»USA er en totalitær stat«.
Ordene ytres af William Binney, en hyperintelligent tidligere NSA-medarbejder, der kunne have forhindret 9/11, men ikke fik lov til det. Ifølge filmen var tvillingetårnenes fald ikke en tragedie i efterretningstjenestens optik, men en velsignelse, der tillod dem at krænke den enkelte borgers frihedsrettigheder.
‘A Good American’ vil give genlyd verden over, akkurat som ‘Citizenfour’ gjorde det sidste år. William Binney besøger selv festivalen – lidt af et scoop.
Kan ses 10., 11. og 13. november. Læs mere her.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
3. Mordmusical: ’London Road’
En mord-musical med Tom Hardy på en dokumentarfestival? Det lyder besynderligt og er det egentlig også, men på den gode måde.
Udgangspunktet er en virkelig tragedie fra 2006, hvor fem tidligere prostituerede blev fundet myrdet i den lille engelske by Suffolk. ’London Road’ skildrer opklaringen som en surrealistisk dokumentarisk musical. Al dialog synges således, men det er ikke eskapistisk fantasi af den grund – replikkerne er nemlig nøjagtigt baseret på politiets autentiske afhøringer.
I instruktørstolen sidder den kunstneriske leder af det britiske nationalteater, Rufus Norris, og så er indtil flere prominente britiske skuespillere på plakaten: Mest iøjnefaldende denne måneds cover-stjerne på Soundvenue Update, Tom Hardy, og altid glimrende Olivia Colman (’Broadchurch’, ’Tyrannosaur’).
Med andre ord: Én meget usædvanlig film, der understreger, hvordan CPH:DOX er med til at rykke ved de traditionelle grænser mellem fakta og fiktion.
Kan ses 7., 9. og 12. november. Læs mere her.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
4. Ulveflok opfører Tarantino: ’The Wolfpack’
At virkeligheden overgår fantasien, er en gammel traver, men det er svært ikke at afstøve klicheen i mødet med ‘The Wolfpack’, en lige dele vild og grotesk, sørgelig og opløftende fortælling om en flok newyorkerbrødre, der blev pakket ind i vat og spærret inde i en lejlighed på Manhattan af deres overbeskyttende forældre.
De blev som oftest kun lukket udenfor et par gange om året, og i dette klaustrofobiske mikrokosmos fandt de trøst i filmmediets eskapisme og fortolkede alt fra Tarantinos hårdkogte gangstere til Nolans Batman i hjemmelavede amatørproduktioner.
Mod alle odds består flokken af lutter vidunderlige karakterer: Sprælske, afbalancerede og velformulerede, men med den flig af ulmende aggression, der uundgåeligt akkumulerer efter et liv i fælles isolation.
Instruktøren Crystal Moselle udfolder historien med stor menneskelig indsigt uden at dæmonisere brødrenes alkoholiserede far. Vi griner og græder med lejlighedens skikkelser og følger dem ud i den store verden, der – paradoksalt nok – virker en anelse indelukket og utilnærmelig i kontrast til den sprudlende, fantasirige ulveflok.
‘The Wolfpack’ er en af de store favoritter til årets Oscar-kapløb i dokumentarkategorien.
Kan ses 10., 11. og 13. november (og får ordinær dansk premiere i december). Læs mere her.
5. Vanvittig narkokrig: ’Cartel Land’
800.000 mennesker er døde i narkokrigene i Mexico, og i store dele af landet er enhver form for lov og orden sat ud af spil.
Men en flok helt almindelige mennesker har besluttet sig for at sige fra over for kartellernes brutale fremfærd. Med livet som indsats forsøger oprørsgruppen Autodefensas at slå tilbage og sikre deres familiers sikkerhed, og i ’Cartel Land’ følger Matthew Heinemann deres arbejde på så tæt hold, at kuglerne helt bogstaveligt flyver om ørene på filmholdet.
Det er en thriller-intens, nervepirrende film, som kommer helt ind under huden på den karismatiske leder af Autodefensas, Doktor Mireles, og byder på adskillige overraskelsende turns undervejs. Intet er nemlig sort-hvidt i den betændte narkokrig, og ’Cartel Land’s afsløringer er både foruroligende og desillusionerende. Det er et fascinerende indblik i den virkelighed, der gemmer sig bag film som ’Traffic’ og ’Sicario’.
Se filmen ved Soundvenues særvisning på søndag – læs mere og køb billet her.
6. Virkelighedens ’Boyhood’: ’Brødre’
Richard Linklaters ’Boyhood’ gik sidste år sin sejrsgang over hele verden, men i Norge har Aslaug Holm gennem otte år haft et lignende projekt i støbeskeen – dog med dokumentarisk fortegn.
Instruktøren har vendt kameraet mod sine to sønner, Markus og Lukas, gennem det meste af deres barndom, og det er blevet til en poetisk og rørende film fuld af fine observationer om at vokse op og gå fra dagdrømmende drenge til alvorlige teenagere.
Samtidig viser filmen, hvilke konsekvenser den konstante tilstedeværelse af kameraet på godt og ondt har for forholdet mellem den filmende mor og hendes to sønner.
Kan ses 6., 12., 14. og 16. november. Læs mere her.
7. Karaktermord: ’Steve Jobs – The Man in the Machine’
Alex Gibney har tidligere sat kløerne i Tom Cruise og Scientology i ‘Going Clear’, udstillet betændte hemmeligheder i det amerikanske militær i ‘Taxi to the Dark Side’ og endevendt Armstrong-bedraget i ‘The Armstrong Lie’.
Det har gjort ham til en af dokumentarverdenens mest prominente instruktører, og næste offer er den afdøde Apple-stifter Steve Jobs, hvis mørkeste sider blotlægges af Gibneys lidet glorificerende linse.
Det skal blive interessant at se, hvordan denne dokumentariske skildring af Jobs tager sig ud sammenlignet med Danny Boyle og Aaron Sorkins kommende spillefilm med Michael Fassbender i hovedrollen.
Kan ses 6. og 5. november. Læs mere her.
8. Mystisk kunstner: ’Banksy Does New York’
HBO-dokumentaren er ikke så formmæssigt udfordrende som Banksys egen ‘Exit Through the Gift Shop’, men den skildrer kunstnerens hypede 30 dage lange streetart-projekt i New York med hjerte og politisk brod.
Som altid dækkes Banksys identitet af et tykt tågeslør, men hans kunstværker stråler klart som drømmende refleksioner over samfundets dårligdomme, og ’Banksy Does New York’ er således must for alle, der er fascineret af streetart eller New York eller bare lod sig forføre af ’Exit Through the Gift Shop’.
Kan ses 5., 6., 7., 8., 10., 11., 12., 13. og 16. november. Læs mere her.
9. Ægte Chuck Norris-fact: ’Chuck Norris vs. Communism’
I den døende fase af Nicolae Ceausescus diktatoriske styre fandt den rumænske befolkning en kritisk, politisk stemme i en usædvanlig kilde: Amerikanske mainstreamfilm, der blev smuglet over jerntæppet.
De populære vhs-bånd, der vakte det kommunistiske diktaturs sydende raseri, blev dubbet af en – og kun én – kvinde, hvis identitet hidtil har været hemmeligholdt.
Det laver ‘Chuck Norris vs. Communism’ om på. Det er en sorthumoristisk, medrivende fortælling (med særlig appel til vhs-nostalgikere) om dengang, Chuck Norris og co. indgød oprørstrang og idealisme i en undertrykt befolkning.
Kan ses 6., 8. og 14. november. Læs mere her.
10. En legendes selvportræt: ’Listen to Me Marlon’
Marlon Brando er en af filmhistoriens største legender, en naturkraft i naturalistisk spil og en spydspids i den berømte og berygtede method acting, hvis stafet De Niro og Pacino samlede op efter ham.
Også privat har han levet et dramatisk liv, og det hele udfoldes i ’Listen to Me Marlon’, der på flere måder er et scoop. Dels består den af hidtil uset materiale fra Brandos eget, personlige arkiv, dels fortæller han selv sin historie, så hans enigmatiske personlighed gennemvæder filmrullen.
CPH:DOX skriver, at filmen er »et selvportræt af en helt usædvanlig kunstnerisk kvalitet«.
Kan ses 8. og er 12. november. Læs mere her.
11. Konspirationsteori: ’The Russian Woodpecker’
Nedsmeltningen af et atomkraftværk i Tjernobyl i 1986 er en af de værste katastrofer i nyere europæisk historie.
Men var ulykken faktisk udslag af hidtil hemmeligholdte konspirationer i Sovjet? Det forsøger den excentriske ukrainske kunstner Fedor Alexandrovic at finde ud af, og da han mødes af gådefulde eller bare ikkeeksisterende svar, hober mistanken sig op.
’The Russian Woodpecker’ blev et af de største dokumentarhits på ’Sundance’-festivalen og er også dagsaktuel, idet den fører tematikken op til oprøret i Ukraine og forholdet til Rusland i dag. En vild og tankevækkende historie af den slags, man herhjemme kun finder på CPH:DOX.
Kan ses 7., 10. og 15. november. Læs mere her.
12. Det gode i global opvarmning: ’Intet bliver som før’
»Is it possible to be bored by the end of the world?«
Det er, som om klimadebatten er stagneret, efter Lars Løkke forgæves bankede i bordet til COP15. Men den globale opvarmning forsvinder ikke, fordi vi undlader at tale om den.
I den erkendelse forsøger forfatteren Naomi Klein (‘No Logo’) at hive os ud af vores kollektive dvale i en visuelt højtravende udforskning af opvarmningens menneskelige omkostninger.
Men snarere end at banke os i hovedet med dommedagsprofetier er hendes mission at spærre vores øjne op for de muligheder, som klimaforandringerne fører med sig. ‘Intet bliver som før’ er en kærkommen, sjældent håbefuld tilføjelse til klimadebatten, der ofte udmønter sig i billeder af bedrøvede isbjørne på smeltende isflager.
Og med sine pittoreske panoramabilleder fra fem kontinenter og ni lande – samt et producerhold bestående af blandt andre Danny Glover, Seth MacFarlane og ‘Gravity’-instruktøren Alfonso Cuarón – har den stor fire power på produktionsfronten.
Kan ses 5., 12., og 14. november (hvor den får premiere over hele landet). Læs mere her.
13. Robotten, menneskets bedste ven: ’Alice Cares’
En rørende og ærlig fortælling om altomsluttende ensomhed i livets efterår. Tre ældre kvinder sidder alene og tæller dagene i deres lejligheder, indtil de får besøg af Alice, en intelligent robot, der er udset til at revolutionere hjemmeplejen.
Hvor familie og venner svigter og fordufter fra de ældres liv, lytter Alice. Og det er nok. For blot lyden af ens egen stemme og følelsen af en reaktion kan være en livgivende solstråle i hverdagens grå trummerum. At se de tre seniorers traditionsbundne skepsis bryde ned og deres ansigter stråle i mødet med deres programmerede følgesvend er både lunt morsomt og regulært hjertegribende.
En film, der straks får én til at besøge sin gamle farmor på plejehjemmet.
Kan ses 5., 8., 9., 10., 11., 14. og 15. november. Læs mere her.
14. Krigshelvede: ’Fragment 53’
CPH:DOX udmærker sig ved at udbyde dokumentarfilm i alle afkroge af genren: Der er biografiske film, journalistiske film, historiske film og dokumentariske artfilm, og ’Fragment 53’ er sjælden kombination af det hele.
Festivalen kalder filmen »en hårrejsende og hypnotisk helvedesvision«, men emnet er faktisk meget konkret forankret i virkeligheden: ’Fragment 53’ er en fremstilling af bekendelserne fra syv tidligere krigsherrer i Liberia, og gennem deres uhyggelige historier udstiller den landets voldelige, krigeriske historie.
Billedsprogligt lægger filmen sig dog mellem dokumentariske og billedkunst, og filmen er således ikke en klassisk, forsøgt objektiv dokumentar, men en eksperimenterende mareridtsagtig oplevelse om krigens uhyggelige natur.
Kan ses 11. og 14. november. Læs mere her.
15. Alternativ filmhistorie: ’The Thoughts That Once We Had’
Kalder alle filmnørder! ’The Thoughts That Once We Had’ er et ganske anderledes bud på, hvordan filmhistorien kan fortælles på… film.
Udgangspunktet er den franske filosof Gilles Deleuze og hans digre værk ’Cinéma I-II’, som bliver illustreret i en underholdende collage af hundredvis af film.
Undervejs støder man både på film fra den alment accepterede filmkanon, men der er så sandelig også eksempler fra den mere oversete del af filmhistorien, og så skider filmens instruktør, amerikanske Thom Andersen, i samspil med Deleuze på enhver form for kedelig historisk kronologi.
Det er kærligheden til filmmediet, der gennemsyrer ’The Thoughts That Once We Had’, og har man appetit på at få udvidet sin cinematiske horisont, går man ikke galt i byen her.
Kan ses 7. og 11. november. Læs mere her.