’Born to Lose’

’Born to Lose’

Hvad gør den fødte taber, når han begynder at vinde?

Uffe Lorentzen aka Lorenzo Woodrose fristede en tilværelse i den danske rockscenes hashtågede periferi, inden han og bandet Spids Nøgenhat rejste sig fra svampemulden og chokerede musikdanmark med triumfen som bedste liveband ved DMA i 2014.

’Born to Lose’ lægger fra land som en klassisk musikdokumentar i turnélivets overhalingsbane, indledningsvis med Lorentzen som anker i bandet Baby Woodrose, der rock og ruller ud af landevejen med et svulmende forråd af coke og halvlunkne Tuborg, når de ikke giver den spade foran amputerede publikum på landets provinsscener.

De genforenede Spids Nøgenhat har anderledes held i sprøjten og ser et hav af mennesker svømme væk til deres psykedeliske rockmusik på Roskilde Festival.

Indblikket i såvel tourbussens som studiets euforiserende mikrokosmos er både festligt og forstemmende – fordi nattens ekstase erstattes af morgendagens tomhed – men filmen rammer de reneste toner i de lavmælte øjeblikke, hvor Woodrose afsøger sin sjæls skyggesider og stirrer lukt i dødens permanente afgrund.

For han ved det godt: At gesjæften som semi-alkoholiseret, kæderygende og svampefortærende rockmusiker er lig med et liv med begrænset udløbsdato, og vennen og lydmanden Ralph Rjeillys død minder ham kun om kroppens begrænsninger – forgængeligheden, der sortner horisonten.

Også brydekampen mellem mainstreamscenens økonomiske tryghed og nichens integritet sættes på spidsen, når Woodrose langer fadbamser over disken på en lokal bodega for at spare skillinger sammen til musikertilværelsen. Han har været draget af de psykedeliske sjælevandringer, siden han som purung knøs »så Afrika i loftet« hos tandlægen under påvirkning af lattergas, men er det i virkeligheden værd at svække kontakten til sit indre, nedtone de udsvævende c-stykker og falde på knæ for folkets hyldest?

’Born to Lose’ reflekterer smukt over såvel døden som berømmelsens tveæggede sværd, men instruktør Palle Demant kunne med fordel have gravet dybt i Lorentzens sjæleliv tidligere i filmen frem for en del af studie- og turnélivets skæve udskejelser. Filmen finder først sit sande jeg mod slutningen og efterlader os derfor med følelsen af, at Woodrose havde flere gråsorte tanker på sinde.

’Born to Lose’ er dog sprængladet med nerve og vid, som når Spids Nøgenhat-frontmanden svinger sit mægtige korpus over et elektrisk hegn under en svampejagt, eller når bandet tåger rundt backstage til DMA, ude af stand til at finde vej til VIP-området. Outsiderne er på udebane i branchens inderkreds og fortrækker sig da også straks til et afsides rygeareal, hvor fansenes skrig kun kan høres som en fjern rumlen.

De er født til at tabe og ser derfor forvildede ud, da de senere hyldes som prisvindere: »Er der overhovedet nogen, der ved, hvem fanden vi er?«

Manden i midten, Lorenzo Woodrose, har karisma i rigt mål og bærer filmen ubesværet, men det er i sidste ende hans hudløse ærlighed – villigheden til at stirre livets ubærlige vilkår direkte i fjæset – der gør ’Born to Lose’ til en mindeværdig musikdokumentar.


Kort sagt:
Palle Demants portræt af Spids Nøgenhat-frontmanden Lorenzo Woodrose giver et underholdende indblik i tourbussen og studiets selvdestruktive festligheder, men filmen folder sig først for alvor ud, da musikeren konfronterer berømmelsens slagside og sin egen forgængelighed.

Læs også: Soundvenue Premiere – Se ‘Born to Lose’ med eksklusiv intimkoncert

Dokumentarfilm. Instruktion: Palle Demant. Spilletid: 80 min.. Premiere: Den 2. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af