Da ‘True Detective’ i første sæson lod en drabelig skududveksling udfolde sig over seks minutter i ét enkelt spektakulært take, kunne man næsten høre jubelbrølene bag tv-skærmene. Der blev skudt, råbt og uddelt knytnæver, men vigtigst af alt: Der blev ikke klippet.
Den mest halsbrækkende method acting, de vildeste stunts eller de mest imponerende computereffekter kan godt pakke sig, for er der én ting, der kan få filmfanatikere til at kigge indforstået på hinanden, før de falder ned fra stolen i kollektiv ekstase, er det den uklippede optagelse, der kaster kameraet ud på halsbrækkende krumspring eller blot dvæler tålmodigt ved et sirligt udformet billede.
Samtidig er den myteomgærdede optageteknik den megalomane filmskabers foretrukne fetich, en måde hvorpå han kan cementere sin tekniske overlegenhed. Som da Orson Welles svang kameraet igennem en bombetruet amerikansk grænseby i ‘Touch of Evil’, da Paul Thomas Anderson lod apparatet disco-danse gennem en 70’er-klub i ‘Boogie Nights’, eller da Aleksandr Sokurov proppede over 200 års russisk historie ned i ét enkelt take på 99 minutter i ‘Russian Ark’.
‘True Detective’
Den aktuelle ‘Victoria’ overgår dem alle i omfang. To timer og ti minutter, fra en berlinsk technofest til et storstilet bankkup uden ét eneste klip. Filmens fire usandsynlige bankrøvere får følgeskab af en femte, når kameraet bevæger sig i takt med personerne, og man selv føler, at man deltager i kuppet.
»Jeg tror, at noget af det, der fascinerer os ved det lange take, er, at man føler sig mindre manipuleret, fordi det hele udfolder sig foran én«, siger fotografen bag ‘Victoria’, den herboende nordmand Sturla Brandth Grøvlen, der vandt en sølvbjørn for ‘Enestående kunstnerisk bidrag’ på årets filmfestival i Berlin.
Den færdige film, der nu kommer i biograferne, kom i kassen i tredje forsøg.
»Det er altid spændende, når filmmagerne vælger et sprog, der er anderledes end det, vi er vant til«, siger han.
Intuitivt eller timet?
Men er det lange take ikke blot et ekstravagant skalkeskjul for pengepugere og dovendyr? Man undgår jo massevis af omstændelige opsætninger på forskellige locations, ligesom man mere eller mindre kan give klipperen sparket.
»Jeg tror faktisk overhovedet ikke, det er billigere at lave et one-take. De er sindssygt dyre, fordi man skal have alle locations og alle skuespillere til at være klar på samme tid, og det skal man betale for. Samtidig er der utroligt mange udfordringer, som man ikke kan forudsige, både i forhold til logistik – hvordan kommer man fra location til location uden at kede publikum ihjel? – og i forhold til arbejdet med skuespillerne og kameraets placering«.
‘Victoria’
‘Victoria’ slutter sig til den gren af long-takes, der lader intuitionen råde. Der var ingen krydser på gulvet, ingen specifikke retningslinjer for skuespillerne, ingen nedskrevne replikker. Filmens indhold blev opdigtet, mens kameraet rullede i modsætning til de fleste andre lange takes, der tager afsæt i den modsatte strategi, hvor kameraet og skuespillernes bevægelser dikteres i utvetydige instruktioner: Kig mod venstre, når kameraet tilter ned. Passér det, når det panorerer mod højre. Og stå på dit kryds, når det tracker tilbage igen. Friheden er minimal.
»Vi kiggede på det lange take i ‘True Detective’, men fandt ud af, at det var for raffineret. Det er en forrygende indstilling, men du mærker, at det hele er timet, og at kameraet forudser handlinger i stedet for at reagere på dem. Det er en vigtig forskel. Vi brugte i stedet ‘Irréversible’ som et eksempel på, hvordan det lange take kan tilføre en naturlighed til udtrykket. Det handler om at finde ud af, hvad der passer bedst til kernen af den historie, man gerne vil fortælle«, siger Grøvlen.
Kræver naiv dristighed
I Alfred Hitchcocks klassiker ‘Rope’ svækkes plottet af sin indpakning i lange takes, netop fordi de ubrudte kameraoptagelser ikke respekterer fortællingens rytme. Når suspense-filmens rygradsrislende afsløringer indtræffer, skal kameraet først snegle sig rundt om sin akse, inden det altafgørende reaktionsskud kan vises. Her skriger fraværet af et dramatisk klip til himlen.
‘Rope’
Til gengæld er det svært at forestille sig ‘Oldboy’s brutale bandeopgør eller den ungarske specialist Béla Tarrs sørgmodige sort/hvid-indstillinger i klippede versioner.
Den uklippede fiktion kan levere sus for susets skyld i spektakulært koreograferet Hollywood-action, den kan være statisk og lade handlingen udfolde sig i langstrakte tableauer, og den kan – som i ‘Victoria’ – indgå umærkeligt i fortællingen, som var det en skjult karakters urolige blik. Det vigtige er, at den lange optagelse slår i takt med filmens og fortællingens puls. Og at man har et filmhold med samme naive dristighed som skaberne af ‘Victoria’.
»Hvis vi havde vidst, hvor meget det krævede, tror jeg ikke, vi ville have lavet filmen som et one-take«, siger Grøvlen og griner. »Jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til at arbejde på den måde igen«.
Fire moderne one take-perler:
Det mest actionfyldte
‘Children of Men’ (2006)
Alfonso Cuarón er blandt nutidens største mestre i disciplinen. Det har han bevist i den visuelt overvældende sci-fi-film ‘Gravity’, det mexicanske drama ‘…Og din mor!’ og ikke mindst fremtidsdystopien ‘Children of Men’. Klimakset er her et halsbrækkende slalomløb gennem en krigszone, komplet med eksplosioner og blod på linsen. Det er en enestående teknisk bedrift, genialt koreograferet, perfekt timet og uhyrligt velspillet af en desperat Clive Owen, og den sjælfulde slutning, hvor geværerne sænkes til lyden af babygråd, går rent i hjertet.
Se scenen her.
Det mest ubehagelige
‘Irréversible’ (2002)
Den fransk/argentinske provokatør Gaspar Noé har specialiseret sig i lange indstillinger og lod blandt andet de første tre kvarter af ‘Enter the Void’ udfolde sig i én uklippet optagelse, rig på neonlys, pistolskud og DMT. Hans hovedværk ‘Irréversible’ er ligeledes bygget op af uafrystelige long-takes, fra den kvalmende scene på en homobar, hvor en mand får slået ansigtet ind med en brandslukker, til sidste akts gruopvækkende voldtægt. Særligt sidstnævnte brænder sig fast i bevidstheden: Det syv minutter lange totalbillede tvinger os til at bevidne overgrebet råt, ufiltreret og realistisk. Vi længes efter det klip, der ville understrege manipulationen, men Noé nægter at give os en udvej fra lærredets brutalitet.
Det mest spektakulære
‘Russian Ark’ (2002)
200 års historie stoppet ned i en halvanden time lang kameratur? Aleksandr Sokurov satte nye standarder for storhedsvanvid på film, da han lod sit steadicam svæve igennem Vinterpaladset i Skt. Petersborg, hvor filmens fortæller – et spøgelse! – møder historiske skikkelser fra byens fortid. Den på mange måder historiske indstilling bringer os forbi 33 forskellige rum i museet, mens over 2.000 skuespillere og tre orkestre optræder i filmen. Der måtte fire opslidende forsøg til, før Sokurov var tilfreds, men da havde han også iscenesat en af de mest opsigtsvækkende indstillinger i filmens historie.
Det mest uventede
‘The Secret in Their Eyes’ (2009)
Det sker, at lange kamerature efterlader os i en form for duperet forundring: Hvordan i alverden lavede de dét? I denne Oscar-vinder svæver kameraet fra skyerne ned mod et tætpakket fodboldstadion, bevidner en stor chance til hjemmeholdet, inden det fortsætter op på tribunen og finder krimiplottets to efterforskere. Dernæst filer det sig ind blandt de støjende tilhængere, mens efterforskerne udpeger den mistænkte, vælter ud af stadion, kun for at følge den nu forslåede forbryder ind på banen. En teknisk raffineret rutsjebanetur, der tåler gensyn på gensyn.
Tre klassikere
‘Touch of Evil’ (1958)
Filmhistoriens mest berømte long-take er en fænomenal opvisning i setup og payoff. I skuddets indledende nærbillede indstiller en mystisk mand en bombe og planter den i en bil, inden selvsamme køretøj i klippets slutning eksploderer flere gader væk. Kameraet svæver over hustagene og ned i bybilledet til lyden af swingende jazzmusik og sætter en fed streg under Orson Welles’ tidløse geni.
‘Young & Innocent’ (1937)
Alfred Hitchcock var en mester i at lade billeder drive fortællingen frem og således også i ‘Young & Innocent’, hvor den kvindelige hovedperson jagter en morder med et ansigtstic til en fest. Fra hendes bord svæver kameraet igennem festsalen og zoomer ind på trommespillerens ansigt, der i et fænomenalt nærbillede trækker sig sammen i akavede bevægelser. Morderen er fundet.
‘Offeret’ (1986)
Få filmaficionados vil bestride, at Andrej Tarkovskijs mesterværker ‘Spejlet’, ‘Solaris’ og ‘Andrei Rublev’ placerer instruktøren blandt filmhistoriens elite. Da han omsider slog pjalterne sammen med Ingmar Bergmans hoffotograf, Sven Nykvist, var der magi i vente, og den opstod i filmens sidste akt, hvor en poetisk, seks minutter lang kameraindstilling ser et hus brænde ned til grunden.