‘Joy’

Lad det være sagt med det samme, hvis nogen fejlagtigt skulle basere deres interesse i David O. Russells ’Joy’ på baggrund af kombinationen Lawrence/Cooper på plakatens top: ’Joy’ er langt fra nogen ny ’Silver Linings Playbook’ med J. Law og B. Coop i sødt parløb mod solnedgangen.

Faktisk har Bradley Cooper så lidt spilletid, at hans navn over titelhovedet udelukkende må tilskrives et klodset, ikke helt usexistisk marketingsstunt for at fake-romantisere fortællingen om virkelighedens iværksætter Joy Mangano, opfinderen af gulvmoppen Miracle Mop, der stjæler flere close-ups end de fleste af filmens skuespillere tilsammen.

Joy havde med egne ord ikke brug for en prins på vejen til succes som en af USA’s mest folkekære forretningskvinder på tv’s Home Shopping Network. Et statement, Hollywoods salgsmaskineri dog tydeligvis tvivler på, om end filmen på intet tidspunkt udnytter Joys kærlighedsliv som dramaturgisk drivkraft. Man bliver sgu lidt træt.

Fraskilte Joy (Lawrence) bor i en grå Long Island-forstad med sine to små børn, sin apatisk soap-afhængige singlemor (Virginia Madsen), sin velmenende mormor (Diane Ladd) og eksmanden/bedstevennen Tony (Edgar Ramirez). Joy agerer babysitter for hele banden, blikkenslager når rørene lækker (oh, hvilken metafor) og uvildig mægler, da faderen Rudy (Robert De Niro) deponeres på dørtrinnet af kæreste nummer 117.

Med lun humor og ’hygsomt kaos’ søger filmen indledningsvis at etablere Joy som hårdtprøvet hjemmeheltinde. En gæv handy-kvinde, som har ofret sine drømme på familiens utaknemmelige skafot. Resultatet er dog mere anstrengende end egentligt vellykket.

Nuvel. Joy vil mere med livet, og med økonomisk hjælp fra Rudys kæreste nummer 118 (Isabella Rossellini) opfinder hun en selvvridende, vaskbar gulvmoppe. Produktet er genialt i sin enkelhed, og evigt loyale Tony hjælper Joy ind i varmen hos shoppekanalen QVC og indkøberen over dem alle, Neil (B. Coop).

The rest is history, meget ulig den ustrukturerede ’Joy’. Akkurat som i instruktørens stilforvirrede ’American Hustle’ fremviser O. Russell med slet skjult ekshibitionistisk stolthed et supercast, men famler efter momentum og en sammenhængende historie.

Efter ’American Hustle’s ufortjente sejrsgang blandt især amerikanske kritikere har ambitionsniveauet for længst passeret kompakte villavejsdramaer a la ’Playbook’ til fordel for storladne, ærkeamerikanske sagaer. Men O. Russell er langt fra nogen Scorsese, og selv Lawrences vanlige kameratække synes her tynget af klodset klipning og flad dialog.

Derfor føles det da også ekstra frustrerende, da ’Joy’ pludselig får anderledes naturligt liv i den korte tid, hvor Lawrence forenes med Cooper. Smittende kemi har ageret camouflage for mange halvdårlige manuskripter, og de to superstjerners interaktion i ’Joy’ vil for eftertiden stå som et bittersødt gravskrift over instruktørens skæve fokus i en jævnt kedelig film.


Kort sagt:
Efter den overgearede ’American Hustle’ og den aktuellle, ujævne ’Joy’ fremstår fantastiske ’Silver Linings Playbook’ efterhånden som et lucky strike i David O. Russells nye, mainstreamfokuserede karriere. J. Law forenes med Robert De Niro og Bradley Cooper, men filmen om virkelighedens iværksættermagnat Joy Mangano farves af retningsløs historiefortælling og manglende momentum.

Spillefilm. Instruktør: David O. Russell. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Robert De Niro, Edgar Ramirez, Virginia Madsen, Diane Ladd, Bradley Cooper, Isabella Rossellini. Spilletid: 124 min.. Premiere: Den 25. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af