’Macbeth’
At være til Shakespeare eller ikke være til Shakespeare.
Det er spørgsmålet, du ikke engang behøver at stille dig selv, før du indløser billet til Justin Kurzels filmatisering af poetens mest brutale skuespil. For det er fuldstændig lige meget, om du bliver høj af Shakespeares 400 år gamle dialoger eller derimod er typen, der får svedige håndflader ved tanken om timer i biografmørket med thou art’s og do thee’s og Is this a dagger which I see before me?
’Macbeth’ er nemlig en af årets flotteste filmoplevelser, der galoperer ind på lærredet i en feberhed blodrus med brillante Michael Fassbender og Marion Cotillard i intens storform som Macbeth og hans intrigante Lady. Ikke siden Baz Lurhmanns moderniserede mesterværk ’Romeo og Julie’ fra 1996 er Shakespeare blevet gengivet så spektakulært på film.
Historien kender de fleste, enten fra en af de mere end 70 (!) tidligere filmversioner (den første fra 1898, den mest kendte af Roman Polanski fra 1971) eller engelsktimerne i skolen, hvor makabre ’Macbeth’ forbliver en undervisningsfavorit: Den skotske general Macbeth hyldes af kong Duncan for sit løvehjerte i slagene mod englænderne. Men da tre hekse spår Macbeth, at han selv skal blive regent, optændes han og hans rænkesmedende hustru af magtbegær.
Kemien mellem Fassbender og Cotillard syder foran kameraet, og med grådig lyst i øjnene knalder femme fatalen bogstavelig talt sin tøvende mand i fordærv på bedste præhistorisk noir-vis. Macbeth likviderer Duncan (David Thewlis), men mord avler mere, og snart ser den paranoide hærfører fjender overalt, mens Lady’en kvæles i skyldplaget vanvid.
Kurzel, som igen instruerer Fassbender og Cotillard i den kommende ’Assassin’s Creed’, tager sig forfriskende friheder med materialet, og flere følelsesmæssige punches tilfører fornyet vægt. Bag Lady Macbeths destruktive luner lurer afgrundsdyb sorg over et mistet barn, og det er Cotillards fine fortjeneste, at en karakter, der gennem tiden er blevet fortolket halvt ihjel, åbenbarer nye dybder, så man pludselig føler for edderkoppekvinden.
Over for hende er Fassbenders Macbeth en tikkende bombe, hvis sande natur chokerer, da hans egne frustrationer eksploderer i afstumpethed. Når han delirisk svedende udtaler den famøse replik »Full of scorpions is my mind!«, kan man så godt som høre bæsterne krible rundt derinde.
Kampscenerne sprøjter af mudder og blod, og en drømmende scenografi skaber et mareridtsskyggespil af selvsamme tåger, der formørker hovedpersonernes sind. I kontrast hertil er de endeløse skotske vidder lige så frostklart barske, som Macbeths skæbne er uundgåelig.
’Macbeth’ er fyldt af en melankolsk, billedlig skønhed, der sætter sig dybt i kroppen. Det er ganske enkelt en af de bedste Shakespeare-filmatiseringer nogensinde.
Kort sagt:
Justin Kurzels storslåede filmatisering af Shakespeares bloddryppende ’Macbeth’ formår takket være prægtige Michael Fassbender og Marion Cotillard at føje overraskende facetter til to af litteraturhistoriens mest velkendte karakterer på et brutalt smukt bagtæppe af dramatiske højlandslandskaber. Kampscenerne sprøjter af mudder og blod, og en drømmende scenografi skaber et mareridtsagtigt skyggespil.