5. ‘Rosita’
Instruktør: Frederikke Aspöck
Endelig gryer dagen i Udkantsdanmark på film. Efter sidste års ‘Klumpfisken’ fulgte i år en ny fortælling om umulig kærlighed i provinsen, denne gang mellem unge Johannes (Mikkel Boe Følsgaard) og hans fars filippinske købekone. Kim Fupz Aakesons manus udspiller sig uden fortænkte svinkeærinder, og Aspöck puster befriende stor naturlighed og underspillet humor i karaktertegningen.
4. ‘Nøgle hus spejl’
Instruktør: Michael Noer
I et overraskende temaskifte gik Michael Noer fra fængselsdrama og bandekriminalitet i ‘R’ og ‘Nordvest’ til gangstativ og nyslået kærlighed mellem to mennesker i livets efterår. Men den virkelighedsnære troværdighed er intakt, og Noer leger modigt med perspektivet i en film, som tager alderdommens muligheder og begrænsninger – og vores allesammens forestående død – velgørende seriøst.
3. ‘Bridgend’
Instruktør: Jeppe Rønde
For dem, der har savnet et mere abstrakt, sanseligt billedsprog i dansk film, kom Jeppe Røndes fiktionsdebut som sendt fra himlen. På baggrund af grundig research dykker instruktøren ned i den uhyggelige autentiske sag fra Wales, hvor 79 unge begik selvmord på fem år, men resultatet er ikke en dokumentarisk afsøgning af svar: Snarere en æggende og isnende meditation over ungdomsspleen og identitet.
2. ‘Krigen’
Instruktør: Tobias Lindholm
Der er måske ikke så meget nyt under solen i Tobias Lindholms film om krigens konsekvenser for samvittighed og familieliv. Men ved først at give os sympati for Pilou Asbæks impulsbeslutning midt i kugleregnen for derefter at lade os forstå, hvad han egentlig har gjort, viser filmen ultrapræcist den umulige catch-22, magthaverne har sat vores soldater i – selv hævet over risikoen for straf, mens fodsoldaternes liv falder sammen.
1. ‘Under sandet’
Instruktør: Martin Zandvliet
Det vidner om et ganske særligt talent, at man kan tage en forudsigelig fortælling og berette den med en så kropslig intensitet og et så stort menneskeligt nærvær, at forudsigeligheden ikke betyder spor. Martin Zandvliet spiller sig op i superligaen med sin tredje og hidtil bedste film om en dansk, tyskerhadende sergent (Roland Møller), der får til opgave at kommandere en gruppe unge tyske krigsfanger til at rydde miner på den danske vestkyst lige efter Anden Verdenskrigs ophør, og som langsomt finder næstekærligheden i sig selv.
Filmen doserer den naturligt indlagte spænding (hvornår sprænger den næste mine?) og spiller fornemt på de episke tangenter uden at forfalde til Hollywood-suppedas. En humanistisk perle, der efterlader svedige håndflader og blødende hjerter.
Læs også: Årets bedste internationale film – top 10-1
Læs også: Årets bedste internationale film – top 20-11