Oscar-kommentar: Alt for få nuancer i racismeanklagerne mod akademiet

Oscar-kommentar: Alt for få nuancer i racismeanklagerne mod akademiet

Racediskussionen er blusset op igen efter årets Oscar-nomineringer, og også Soundvenues filmredaktør og Oscar-ekspert har langet ud efter akademiet, der vælger de nominerede. Men filmjournalist Mikkel Kofod mener, at diskussionen er skævvredet.

I torsdags blev årets Oscar-nomineringer offentliggjort, og for andet år i træk var der kun hvide mennesker nomineret i skuespilkategorierne. To år, 40 nomineringer, 40 hvide mennesker. Bedre så det ikke ud i kategorien bedste film, hvor ingen af årets otte film havde sorte mennesker i bærende roller foran eller bag kameraet.

Sidste år udløste det stærk kritik, og hashtagget OscarsSoWhite trendede. I år er kritikken endnu hårdere fra alle dele af filmindustrien i Hollywood, og Spike Lee har helt boykottet Oscar-festen. Hashtagget OscarsStillSoWhite trender, og mit Facebook-feed er ved at smelte sammen af folk, der kritiserer akademimedlemmerne for racisme.

Tallene er da også overvældende. Ikke mindst taget i betragtning at de stemmeberettigede medlemmer af Oscarakademiet i 2013 bestod af 94 procent hvide, 77 procent mænd og havde en gennemsnitsalder på 63 år – en demografi, der er forbedret en smule siden, men ikke meget. Sorte er underrepræsenteret ved Oscar-uddelingen – især historisk set – og mange kunstneriske præstationer af sorte foran og bag kameraet kunne have fortjent en Oscar.

Men kan den skæve racemæssige fordeling af nomineringerne skyldes andet end racisme, som det er blevet populært at antyde?

Se på de enkelte film

Ser vi på enkelteksemplerne, synes jeg ikke, at årets nomineringer nødvendigvis behøver være udtryk for racisme eller anden racemæssig forfordeling.

Ingen af de film, der kunne have brudt den hvide dominans, kunne med rimelighed forventes at have fået en nominering. De to ’sorte’ film, der for alvor kunnet være kommet i betragtning, er ’Beasts of No Nation’ og ’Straight Outta Compton’. ’Concussion’, hvor Will Smith efter sigende spiller til en Oscar, fik heller ikke en nominering, men da den ikke har haft premiere i Danmark endnu, er det umuligt at vurdere, om det er fortjent eller ej. Man kan dog konstatere, at den har fået middelmådige anmeldelser – som regel gift for en Oscar-film – og at Will Smith med to Oscar-nomineringer i bagagen ikke ligefrem er afskyet af akademiet.

Flere har peget på Michael B. Jordan, der spiller titelrollen i ’Creed’, som Oscarværdig, men der er ikke bred konsensus om, at det er et snub. Og helt ærligt så er roller med mere kød på tidligere blevet forbigået i Oscarhistorien, uden at det var en skandale af den grund.

Men lad os kigge nærmere på de to resterende film.

’Beasts of No Nation’

Cary Joji Fukunagas film om afrikanske børnesoldater er den første spillefilm, der distribueres via Netflix (den fik en meget smal biografpremiere i USA, så den overhovedet kunne kvalificere sig til Oscar-ræset) , hvilket jeg ser som den altovervejende grund til, at den ikke er nomineret. Med akademiets notorisk konservative øjne er den distributionsform gift for deres forretningsmodel, hvor størstedelen af indtægten kommer fra almindelig biografdistribution.

Beasts of no nation
For dem ville det være at lukke ræven ind i hønsehuset, hvis de nominerede en film, som de mener, udhuler deres forretningsmodel på lang sigt. Surt for storspillende Idris Elba i hovedrollen, men hans manglende nominering har efter min opfattelse ikke noget at gøre med hans hudfarve.

Ville akademiet have set stort på den finansielle trussel, som de mener, filmen repræsenterer, hvis den var befolket med hvide mennesker? Det tvivler jeg stærkt på.

’Straight Outta Compton’

En film om misogyne og storskrydende rappere, der grundlagde gangsta-rappen i en betændt racetid, er ikke en klassisk Oscarfilm. Man kan argumentere for, at det netop er en del af problemet, men en tilsvarende film som ’8 Mile’ blev heller ikke Oscar-nomineret for andet end bedste sang, og i det mindste fik ’Straight Outta Compton’ en nominering for sit manuskript, hvilket – selvom det er skrevet af hvide forfattere – trods alt er en anerkendelse af filmen.

Desuden havde filmen premiere i august i USA, hvilket ikke er et optimalt tidspunkt, hvis man angler efter Oscar-nomineringer, og den var heller ikke særligt anmelderhypet op til nomineringerne – også et klart minus i bogen. Uanset farve ville ’Straight Outta Compton’ altså langt fra være en uomgængelig Oscar-kandidat.

Straight Outta Compton 2
Jason Mitchell som Eazy-E kunne snildt have fortjent en nominering, men det ville have været en overraskelse, netop fordi filmen ikke var en oplagt contender. Den gode nyhed: Den indspillede over 200 millioner dollar, hvilket viser, at befolkningen har taget godt imod den – og det er langt vigtigere, end hvad hvide, gamle filmmænd synes.

Husk de andre minoriteter

Jeg anerkender, at jeg er ikke så sensitiv over for racemæssigt ulige nomineringer, som mange i USA helt forståeligt er med landets historie og nylige grumme episoder in mente.

Jeg er en hvid mand med indie-fuldskæg, og jeg har aldrig i mit liv været i risiko for at blive skudt ned på gaden af politiet eller bare få en fartbøde alene på grund af min hudfarve. Emnet er langt mere ømtåleligt i USA end her i Danmark. Men lad os diskutere tingene på en seriøs måde i stedet for at stigmatisere hele Oscarakademiet på samme måde, som vi anklager dem for at gøre.

Skal racespørgsmålet diskuteres seriøst, er det nødvendigt at se på etnicitet som andet end sort eller hvid. Man har over en bred kam forsømt at se på andre etniske minoriteters repræsentation ved Oscaruddelingen, og jeg synes ikke, det er godt nok at stirre sig blind på skuespilkategorien.

Birdman

Eksempelvis klarer de for tiden så udskældte mexicanere sig overordentligt godt ved Oscaruddelingen, hvor ’Birdman’ – instrueret af mexicanske Alejandro González Iñárritu – vandt hovedprisen sidste år, ligesom Alfonso Cuarón vandt instruktørprisen forrige år for ‘Gravity’, der tabte til ’12 Years a Slave’ i bedste film-kategorien. Iñárritu har med ’The Revenant’ i år rigtigt gode chancer for at sikre sig en double. Siden 2005 har taiwanesiske Ang Lee desuden vundet instruktørprisen to gange.

Problemet er større end Oscar og bunder i de grundlæggende strukturer, Hollywood er bygget op af. Fokus bør også være på problemet de andre 364 dage om året, hvor der ikke offentliggøres Oscar-nomineringer. Den sorte befolkning er generelt voldsomt underrepræsenteret i amerikansk mainstreamfilm. Film er dyrt og er traditionelt set den hvide (og velhavende) mands kunstform, og minoriteter har altid haft svært ved at komme til at lave film.

Hvis Hollywood ændrer sig, vil Oscar automatisk gøre det samme.

Forandring tager tid

Det ændrer ikke på, at Oscar har et problem med akademiets skæve sammensætning. Den gode nyhed er dog, at akademiet er opmærksomme på problemet og forsøger at løse det.

Den kvindelige, sorte præsident for Oscar-akademiet, Cheryl Boone Isaacs, forsøger i disse år at ændre på sammensætningen af akademiet, så der optages flere etniske minoriteter og kvinder, og så sent som i går annoncerede hun femårsplanen A2020, der skal forbedre diversiteten i Oscar-akademiet og filmindustrien som helhed.

Akademiet har også for anden gang hyret sorte Chris Rock som vært, vel vidende at han vil bore kniven ind i de hvide herrer i salen i sin åbningsmonolog.

Det tager tid at vende en supertanker, der har et legetøjsror. Akademiet består af cirka 6000 medlemmer, der alle stemmer som individer, så det er omsonst at forvente en samlet linje med større fokus på mangfoldighed, selvom det helt sikkert ville være ønskværdigt.

Næste år kan vi sagtens stå i en lignende situation, men det er vigtigt at se på de enkelte eksempler og spørge, om der kan være andre grunde end racisme til, at en film ikke er nomineret. Der skal nok gemme sig en white supremacist eller to i akademiet, men det er nok et ubetydeligt mindretal, og de fleste stemmer utvivlsomt ud fra deres oprigtige holdninger til, hvad der har været bedst i løbet af året.

Mange har uden tvivl en bias mod det, de kan spejle sig i, hvilket i det her tilfælde vil sige hvide mænd, og derfor er det den rigtige vej at gå, når man forsøger at ændre sammensætningen af akademiet. Men lad os lade være med stereotypificere samtlige medlemmer af akademiet, fordi vi er uenige i deres valg af film eller mistror dem de usleste af motiver.

Enhver manglede nominering til en film, der involverer sorte mennesker, er ikke nødvendigvis et udtryk for racisme.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af