’Angie Tribeca’

Er det en dramaserie, er det en komedieserie, eller er det… en serie med superhelte? Sjældent har en distributionsplatform markedsført en vare mere forvirrende, end TBS med deres seriesatsning ‘Angie Tribeca’. Varedeklarationen fra TBS? En politiserie, som politiserier er flest.

Har man sat sig ordentligt til rette i sofaen, i den tro at man har fundet det næste ‘CSI’, skal man nok få sine popcorn galt i halsen. Bare ét minut senere har Rashida Jones fra ’Parks and Recreation’, der spiller politibetjent Tribeca, smadret sin lejlighed med kastestjerner og gentagne spark mod et køleskab, der ellers ikke har gjort nogen fortræd, og man skal ikke lægge alt for mange små tal sammen for at regne ud, at det hele fortælles med et glimt i øjet, mens der gøres grin med den moderne actionfilms klassiske heltemontage.

Rashida Jones danser rundt med sine håndklæder rullet sammen som nunchakus som en anden Bruce Lee, før hun stirrer forbistret på sit billede i spejlet. Det hele er så tilpas fjollet, at man ikke rigtigt aner, om man skal grine eller græde. Seriens ti afsnit fortsætter kompromisløst i samme tone.

‘Angie Tribeca’ – skrevet af Steve Carell og hans hustru, Nancy Walls Carell – starter med en klassisk præmis, fortsætter med en endnu mere klassisk optrapning af konflikten og inddrager de mest klassiske karakterer fra den moderne politiserie, men alt sammen med den helt grundlæggende forskel, at der er skruet op for det hele, så resultatet er en nærmest uigenkendelig genkendelighed. Præmissen er, at betjent Tribeca ikke kan samarbejde med andre, fordi hun har mistet den eneste partner, hun nogensinde bandt sig til, men det ligger fra starten i kortene, at hun langsomt, men sikkert, binder sig til sin beskikkede makker, Geils (Hayes MacArthur).

Komikken i ‘Angie Tribeca’ minder om Leslie Nielsens ‘Airplane!’ og serien har endnu mere til fælles med de komiske situationer i Nielsen-trilogien ‘Høj pistolføring’. De fleste af seriens jokes leger med sproget, men det er langt, langt de færreste af ordspillene, der fremstår særligt intelligente. Det er, fornemmer man fra starten, absolut heller ikke meningen. I stedet er det den nemme og fjollede onkelhumor, som hædres.

De fleste jokes er forfattet efter samme opskrift: Ordspil, der fortolkes i sprogbilledets umiddelbare forstand. Som når den råbende og ofte ret morsomme politichef Atkins (Jere Burns) beder Tribeca og Geils om at »grab a seat«, og de begge to løfter deres stol op i hænderne.

Med de fleste ordspil kan man se det visuelle gag komme på lang afstand, og forudsigelighed er som bekendt ikke ligefrem opskriften på stor komik. Men der insisteres så stædigt på at gentage det nemme og det fjollede, at jokes, der ikke burde fungere, nogle gange kommer til det. God smag er det bestemt ikke, men det er heller ikke meningen.

Det lidt paradoksale er, at serien er mest morsom, når mere filosofiske og absurde betragtninger vokser ud af dialogens leg med sproget, som når Geils har dette replikskifte med en formodet gerningsmand:

Geils: »I read about you in the hospital«.

Naté: »I wasn’t in the hospital«.

Geils: »I was in the hospital. It was in a magazine«.

Naté: »The hospital was in a magazine?«

Geils: »Yeah, Ryan Seacrest had his 40th birthday there«.

Jones og MacArthur er gode til at spille straight, mens alt andet omkring dem gakker ud, og det er en stor del af grunden til, at det fjollede nogle gange har sin charme. I de mere absurde jokes fungerer det endnu bedre, og det er tilfældet i denne hospital-i-et-blad-joke, der uden at smide den platte grundtone ender med at dekonstruere sproget.

Et andet fint eksempel er, da politichef Atkins opsummerer en sag med ordene: »Our best guess is, Nathan still has it. Our worst guess is… this is all a dog’s dream…«, og Geils efterlades fuld af eftertanke: »It can’t be a dog’s dream. Dogs don’t see in colour«.

Der er langt mellem snapsene, men i seriens optik er det det platte, der er det bærende fundament, og man må beundre ‘Angie Tribeca’ for at gå linen ud. Forlader man ikke sofaen under linedansen, belønnes man med to eller tre øjeblikke, man ikke anede, man længe har manglet, som når Bill Murray i en cameo reciterer teksten til ‘Call Me Maybe’ eller en schæferhund drifter i en politibil.

‘Angie Tribeca’ er alt for fjollet og alt for meget, men dens indædte entusiasme smitter. Enten hader man den, eller også knuselsker man den … eller også hader man lidt, at man knuselsker den lidt, og så lander man nok et sted midt imellem.