I 2009 gennemførte Oscar-akademiet en ret markant ændring af stemmereglerne. I alle andre kategorier end bedste film-kategorien benytter man sig fortsat af et simpelt flertalsstemmesystem. Det vil sige, at kandidaten med flest stemmer vinder Oscaren, uanset om det sker med 20,01 procent af stemmerne (det lavest tænkelige flertal delt ud på fem kandidater) eller med 40, 60 eller 80 procent af stemmerne.
Det er med andre ord ikke anderledes end stemmeoptællingen i danske sportshaller ved et folketingsvalg.
I bedste film-kategorien er Akademiet derimod gået over til det såkaldte præferentielle stemmesystem, der er væsentligt mere kompliceret, ikke mindst fordi man her skal rangere alle de nominerede efter, hvor godt man synes om dem.
Akademiet offentliggør aldrig de præcise stemmetal for de enkelte film efterfølgende, så vi har ingen chance for at vide, om det nye stemmesystem siden 2009 har medført andre vindere, end hvis man havde holdt fast ved det gamle stemmesystem. Men muligheden er bestemt tilstede.
Men hvordan fungerer det præferentielle system? Det er temmelig indviklet, men lad os prøve at gå helt pædagogisk frem.
Etape 1: Akademimedlemmerne rangerer de nominerede
Hvis der – som i år – er otte nominerede film, skal hvert enkelt medlem rangere de otte titler efter, hvor godt de synes om dem. Synes man således, at ’Room’ er årets bedste film, så sætter man den øverst på sin stemmeseddel. Og så fremdeles. Synes man ’Bridge of Spies’ er den svageste, så ryger den altså nederst på sedlen.
Etape 2: Listen barberes ned fra bunden
Stemmerne – som i dette eksempel er forsimplet– fordeles på de otte kandidater. Filmen skal være på førstepladsen, hvis den skal have stemmesedlen i sin bunke. Så kan fordelingen se sådan her ud (eksemplet er selvfølgelig forenklet for anskuelighedens skyld):
Efter et simpelt flertalsstemmesystem ville ’The Revenant’ – i kraft at det største antal stemmer – her blive erklæret for vinder. Men sådan fungerer det nye system altså ikke.
Her udskilles først ’Bridge of Spies’ (som er den med færrest stemmer). Dens stemme bliver nu redistribueret til den film, der optræder på andenpladsen på stemmesedlen. Hvis vi forestiller os, at ’Spotlight’ er nummer to, så er dens total pludselig øget fra 10 til 11.
Runde efter runde fjerner man en af filmene – det vil sige den, der efter hver ny omgang har færrest stemmer. Alle stemmesedler er således med hele vejen – de skifter blot bunke undervejs.
Etape 3: Flest førstepladser sikrer ikke sejren
På et tidspunkt kan man stå i en situation, hvor stemmerne til de fem dårligst placerede film er blevet redistribueret til de tre øverst placerede, og at stemmetallene nu fordeler sig sådan:
Vi kan her konstatere, at ’Spotlight’ har overhalet ’The Big Short’. Det skyldes, at ’Spotlight’ har ligget højere på de stemmesedler, hvor nu frasorterede film som ’Room’ og ’Bridge of Spies’ var nummer 1. Og det betyder, at selvom ‘The Big Short’ havde flere førstepladser end ’Spotlight’, så er det nu den, hvis stemmesedler redistribueres til den af de to resterende film, der er rangeret bedst på sedlen, her altså ’Spotlight’ eller ’The Revenant’.
Der behøver derfor ikke engang være tale om andenpladser så langt inde i redistribueringen. Med tre film tilbage i puljen kan ’Spotlight’ sagtens snuppe en stemme ved at være nr. 6 på en stemmeseddel, hvis både ’The Revenant’ og ’The Big Short’ ligger under den (som nr. 7 og 8).
Etape 4: Afgørelsens time
Forestiller vi os nu, at ’Spotlight’ i sidste runde er placeret over ’The Revenant’ på 10 af de 16 stemmesedler, der hidtil har ligget i ’The Big Short’s bunke, og som altså nu redistribueres, vil slutresultatet se sådan ud:
’Spotlight’ er dermed, ifølge det præferentielle stemmesystem, vinder, selvom filmen blot opnåede det tredjestørste antal førstepladser i første omgang.
Konklusionen er, at kandidaten med flest førstepladser altså godt kan tabe det endelige valg til den kandidat, der favner bredest og dermed er højest placeret på det største antal stemmesedler.
Det præferentielle stemmesystem åbner altså generelt for, at konsensus trumfer passion.
MEN: Konsensuskandidaten vinder ikke altid
Nu kan man jo snildt forestille sig en situation, hvor ’passionsfilmen’ har så mange førstepladser, at den ikke kan væltes af pinden. Hvis for eksempel ’The Revenant’ i første runde opnår 24 førstepladser, og nummer to, ’The Big Short’, kun samler 9, så skal ’The Big Short’ indhente en rigtig stor andel redistribuerede stemmer for at kunne vælte ’The Revenant’ af pinden – den skal altså ligge over ’The Revenant’ på rigtigt mange af de sedler, der har haft film som ’Brooklyn’ og ’Mad Max’ som nummer 1.
Dermed også sagt: Det præferentielle stemmesystem vil som regel bekræfte, hvad det simple flertalsstemmesystem når frem til. Det er kun, når kapløbet er tæt mellem to eller flere film, at det kan ændre udfaldet af den endelige vinder. Ofte vil man endog ikke engang behøve at redistribuere samtlige stemmer, før vinderen er fundet.
I det øjeblik – uanset optællingsrunde – en film har over 50 procent stemmesedler i sin bunke, er vinderen fundet.
Konsekvenser for dette års Oscarkapløb?
Det er netop dén situation, vi står med i årets Oscarkapløb, hvor tre film tilsyneladende ligger i et tæt opløb om stemmerne. Det er i en sådan situation, at konsensuskandidaten kan komme styrket ud af de op til syv omtællingsrunder.
Det er for eksempel ikke utænkeligt, at kritikerfavoritten ’Spotlight’ ikke vinder på antallet af førstepladser, men med tanke på det præferentielle stemmesystem, hvor stemmerne skal redistribueres i adskillige omgange, kan den meget vel vise sig for stærk for mere ’passionsdrevne’ film som ’The Big Short’ og ’The Revenant’, som flere måske nok elsker, men som mange måske slet ikke bryder sig om og dermed sætter dem langt nede på listen.
For eksempel antyder de blandede reaktioner på ’The Revenant’, at den kan komme i knibe i forhold til det præferentielle stemmesystem, med mindre altså at den sikrer sig en klar føring allerede fra første runde og dermed dårligt kan indhentes.