Tre dvd’er. Det var alt, jeg tog med, første gang jeg vendte tilbage til den lejlighed, hvor jeg indtil få uger forinden havde boet sammen med en kæreste. Hverken kompendierne fra universitet, gryderne fra mine forældres gamle køkken eller de få møbler, jeg havde fået skrabet sammen dengang i midten af mine 20’ere, fandt vej til den rygsæk, jeg hurtigt pakkede. Men det gjorde altså tre dvd-film. ’The 40-Year-Old Virgin’, ’Bridesmaids’ og ’Knocked Up’.
Fælles for disse titler – udover at det åbenbart var yderst vigtigt for mig at have dem ved hånden i mit midlertidige hjem på stuegulvet hos en kammerat – var, at den allestedsnærværende producer, manuskriptforfatter og instruktør Judd Apatow på en eller anden måde havde haft en finger med i spillet.
Indrømmet. Det kan lyde både banalt og navlebeskuende at mindes et format og et forhold, der allerede dengang havde overskredet deres respektive udløbsdatoer. Men det er netop den slags personlige oplevelser, der i hænderne på comedy-autueren Apatow har det med at forvandle sig til store øjeblikke af vedkommende tv-magi.
Og hans seneste værk, Netflix-serien ‘Love’, er ingen undtagelse. Her udgør de idiosynkratiske detaljer fra parforholdets skyttegrave nemlig de helt centrale byggesten.
Det er ikke dig, det er mig
‘Love’, som Apatow har produceret og skrevet (i samarbejde med ægteparret Paul Rust og Lesley Arfin), er en moderne relationskomedie, hvor seriens to hovedpersoner, den kejtede Gus (spillet af Paul Rust) og den mere løsslupne Mickey (Gillian Jacobs), oplever simultane break-ups, før kærlighedens uransagelige veje fører dem sammen i en form for moderne parforhold, hvor både kortfattede sms’er, søde roommates og endnu ikke glemte ekskærester konstant udfordrer de spirende følelser.
På den vis ligger serien til tider alarmerende tæt på en hverdag, som mange nok kender kun alt for godt. Og det er ifølge Apatow selve pointen med ‘Love’: »Vores intention var at lave en serie, der går i dybden med og udforsker parforholdet. Det unikke ved ‘Love’ er, at den næsten udspiller sig i realtid. Vi udelader ikke de øjeblikke, som de tit springer over i andre serier. Vi viser alle aspekter«, siger han, da jeg fanger ham på en telefon fra Los Angeles.
Når sådanne parforholdsskildringer fungerer bedst, skyldes det ofte, at forfatterne bag har et stort førstehåndskendskab til kuldsejlede relationer og ublufærdigt deler ud af egne erfaringer. Derfor kunne man fristes til at tro, at seriens mange optrin – lige fra Mickey, der bedøver sine følelser med pot ved at hotboxe i sin bil til Gus’ punktlige, men alligevel alt for tidlige entré til en fest – er hentet fra Apatows eget liv.
Sådan forholder det sig imidlertid ikke, da førstehåndserfaringerne oftest stammer fra nygifte Rust og Arfin, mens Apatow primært fungerer som redaktør:
»Historierne er personlige for mig, men de er også personlige for alle forfatterne på serien. Jeg prøver at skabe et miljø, hvor alle bidrager med deres inderste følelser og deres mest personlige historier, og så er det bare mig, der beslutter, hvilken én vi skal bruge. Ja, jeg er nok den, for hvem det er mindst personligt«.
Verdensmester i ægteskab
Ved nærmere eftersyn er der da også meget langt fra Gus og Mickeys udfordrede kærlighedsliv til Apatow selv, der i snart 20 år har været har været gift med skuespillerinden Leslie Mann, som han mødte under optagelserne på ’The Cable Guy’. Og i lige så mange år har Apatow været en af de mest uomgængelige og succesfulde aktører på komediescenen.
Umiddelbart virker Apatow da heller ikke til at savne de karriereproblemer og kærlighedskvaler, han og hans medforfattere med stor fryd lader regne ned over de to forvirrede thirtysomethings i ‘Love’:
»Jeg er den bedste til ægteskab. Hver gang nogle bliver skilt, er jeg sådan: ’Vi slog jer i ægteskabskapløbet’. Nej, jeg elsker at være gift. Det virker for os. Men jeg respekterer i høj grad alle, der ønsker at leve deres liv på anden vis. Jeg er bare usikker og needy, så jeg kan godt lide, at der er nogen, som er kontraktligt forpligtigede til at hænge ud med mig«.
Den ægteskabelige lykke til trods lægger Apatow dog heller ikke skjul på – næsten som et ekko af Woody Allen – at han stadig går i terapi. Men i sidste ende er det måske i virkeligheden mere til gavn for hans arbejde end for ægteskabet: »Jeg har været i terapi for evigt. Jeg har lært meget. Men jeg ved ikke, hvor meget af det jeg realiserer. Der er stor forskel på at forstå ting og så være i stand til at ændre sig selv. Så det er svært for mig at vurdere, om jeg har forbedret mig. Men jeg ved, at det har forbedret det, jeg skriver«.
Ensomhed pulveriseret af latter
Selvom Apatow i dag mestrer at gøre de private øjeblikke til universelle fortællinger i en sådan grad, at pinlighederne ikke nødvendigvis behøver stamme fra hans eget liv, tog det ham meget lang tid at nå til den erkendelse, at han som fortæller var nødt til at trække på sine egne erfaringer.
Til Vulture har han tidligere forklaret: »Jeg kunne ikke forestille mig noget mindre interessant end mit eget liv. Men i løbet af arbejdet med ’Freaks & Geeks’ begyndte jeg langsomt at pitche historier fra min egen ungdom«.
Det resulterede blandt andet i en hjerteskærende scene, hvor geeken Bill, spillet af Martin Starr, kommer trist hjem fra skole til et helt tomt hus. Men da han sætter sig foran fjernsynet med en toast i hånden og ser et klip med komikeren Garry Shandling, bryder han ud i en forløsende latter, der skærer gennem ensomheden og forvandler den til en momentan følelse af lykke. Scenen blev en regulær øjenåbner for Apatow, der over for Vulture afslørede:
»Jeg indså, at den scene nok var mit bedste arbejde, og at jeg måske skulle oparbejde modet til at skrive mere personligt«.
Netop scenen med den ensomme, men alligevel lykkelige Bill var også den, der for alvor åbnede mine øjne for kvaliteterne hos Apatow. For dette moment rummede en emotionel sandhed, jeg kun alt for godt kunne genkende fra min egen barndom. Dengang hjemme i Midtjylland var toasten bare byttet ud med Havrefras, og Garry Shandling var erstattet af et pirakopieret vhs-bånd med ’Ace Ventura’. Så selvom jeg stadig ser Apatows film og serier for grinene, genser jeg dem for øjeblikke som disse.
Showbiz kommer i vejen
Da Apatow endelig fik øjnene op for potentialet i det mere personlige stof, gik det hurtigt. Siden det store gennembrud med instruktørdebuten ’The 40-Year-Old Virgin’ i 2005 har han været tilknyttet omtrent 30 spillefilm, og derudover har han også fungeret som producerer på flere tv-serier, blandt andet Lena Dumhams ’Girls’.
Med en så massiv produktion kan det være svært at finde en rød tråd eller definere det specifikt Apatow’ske. Men når han er bedst, formår hans fortællinger altid at forene jodnære relationshistorier med komiske high concepts på en rørende og sand måde.
Vigtigheden af netop relationshistorierne lærte Apatow sjovt nok fra førnævnte Garry Shandling, der var showrunner på ’The Larry Sanders Show’. En tv-serie, Apatow var tilknyttet som producer:
»Gary Shandling sagde altid, at ’The Larry Sanders Show’ handlede om mennesker, der elsker hinanden, men showbusiness kommer i vejen for dem. Dét kan man sige om alle serier eller historier: Et eller andet forhindrer mennesker i at connecte på et dybere plan. Det kan være deres ego. Det kan være deres fortid. Eller deres gamle ar. Det prøver jeg altid at tænke på, når jeg skriver«, siger han over telefonen.
Livet er sjovt, indsatsen er høj
Blikket for det komiske havde Apatow imidlertid finpudset langt tidligere. Som barn hang han konstant ud på den comedy club, hvor hans fraskilte mor arbejdede som servitrice, for der kunne han opleve komikere på nært hold. Og da han blev lidt ældre, brugte han den lokale skoleradio som undskyldning for at kontakte sine store idoler og interviewe dem og suge på deres erfaring (mange af disse interviews blev sidste år udgivet i den læseværdige bog ’Sick in the Head’).
Både de mange interviews og de lange aftener på comedy-klubben synes i dag at være givet godt ud, og måske er det i virkeligheden disse tidlige feltstudier, der ligger til grund for, at Apatow slet ikke kan betragte tilværelsen uden at se komikken i det hele:
»Livet er generelt sjovt. Alle, der oprigtigt prøver at finde hoved og hale i det, er komiske. Det hele er så forvirrende, og indsatsen er så høj. Specielt når man prøver at få kærlighed til at fungere, er man sårbar. Og så kommer al ens smerte og underlige opførsel frem. Dét er sjovt. For mig er dramaer tit bullshit. Fordi de burde være sjove«.
Trods klare komiske koncepter og dick jokes i hobetal handler Apatows fortællinger altså først og fremmest om rigtige mennesker og deres relationer. I den sammenhæng skal man måske se hans menneskelige indsigt, som den eksempelvis kommer til udtryk i film som ’This is 40’, der handler om ægteskabelige kriser for voksne, eller ’Funny People’, der skildrer en døende komikers deroute, som et uundværligt setup til filmenes mange punchlines.
For uden den smerte og de eksistentielle betragtninger, der strømmer gennem fortællingerne, ville komedien formentligt slet ikke fungere.
Stig ind i bilen
I dag har den flittige Apatow altså opnået flere og større succeser end de fleste, men der er heldigvis ikke udsigt til, at han indstiller sine filmiske undersøgelser af det moderne menneske og dets relationer for i stedet at lave en eksempelvis superheltefilm. Snarere tværtimod.
»Jeg har aldrig haft brug for skurke. Livet er kompliceret nok. Så i mit arbejde prøver jeg altid at udforske alle de store bevægelser: Barndommen, high school, college, forelskelse, sygdom, parforholdet, få børn. Forhåbentligt når jeg rundt om det hele«.
Måske er det netop i Apatows ønske om at skildre alle livets overgangsfaser og skelsættende øjeblikke, at nøglen til at sammenfatte hans produktion ligger gemt. For i virkeligheden kan de fortællinger, der har været gennem hans hænder, måske bedst beskrives som enten generalprøver på tilværelsen, der kommer, eller indsigtsfulde repriser af det liv, der allerede ligger bag én.
Om ikke andet så gælder det i hvert fald ‘Love’, der på mange måde er et alarmerende indblik i, hvordan dit kærlighedsliv med stor sandsynlig risikerer at udfolde sig, når du bevæger dig ind i 30’erne.
Og så er vi tilbage ved de tre dvd’er. For hvis jeg havde kendt Gus og Mickey dengang, havde jeg også vidst, at det mest lindrende, når følelserne slipper op, og man pludselig står med sin filmsamling i en flyttekasse, er at stige ind i en bil med en fremmed dame, der kan køre dig mod en ny fremtid, mens du selv kaster dine gamle film ud ad vinduet. Én efter én.
Læs også: Vores anmeldelse af ‘Love’ – fem stjerner