De fleste Oscareksperter kan vist blive enige om, at årets kapløb om hovedprisen for bedste film er det mest tætte og intense siden, i hvert fald, år 2000, hvor ’Gladiator’ trak det længste strå i et knivskarpt opløb med ’Crouching Tiger, Hidden Dragon’ og ’Traffic’.
Nu gik det altså sådan, at den mest traditionelle Oscar-film, nemlig Ridley Scotts svær-og-sandal-epic med en brysk Russell Crowe i hovedrollen, vandt, mens Ang Lees martial arts-ballet tog sig af en del tekniske priser, og Steven Soderbergh vandt instruktørprisen for flettefilm-narkothrilleren ’Traffic’.
Skal man følge eksemplet fra år 2000, er det den formelt set mest konservative film, der i sidste ende vinder, når tingene spidser til. Men kan man overhovedet overføre den logik på dette års Awards Season?
Svaret må være et rungende, æhm… ’både og’:
Problemet med seriøse film
SAG-ensemble-vinderen ’Spotlight’ er med sin meget grundige og redelige fortælleform, hvor et helt sagsforløb (om katolske præsters overgreb på børn i storbyen Boston) oprulles, og hver en sten vendes, et opdateret bud på en værdsat ’undergenre’ i det amerikanske tv- og filmlandskab. Denne form for tv, film eller litteratur omtales på engelsk som en ’procedural’, en krydsgenreform, der både kan eksistere i fiktiv eller dokumentarisk form.
’Spotlight’ bringer mindelser om 1970’er-filmen ’Alle præsidentens mænd’ (om Watergate-skandalen) eller en senere beslægtet film som ’The Insider’ (om tobaksindustriens løgne og fortielser). ’Spotlight’ stiller sig altså på skuldrene af en tradition i den mere seriøse ende af amerikansk film, som borger for saglighed, kvalitetsbevidsthed og en møjsommeligt stigende intensitet, som fortællingen nærmer sig sin opklaring.
Men er det en ’vinderfilm’ i Oscarforstand?
De to nævnte film fra fortiden vandt ikke en Oscar, selvom deres status bestemt ikke er mindsket af den grund efterfølgende. ’Alle præsidentens mænd’ tabte til ’Rocky’ (1976) og ’The Insider’ tabte til ’American Beauty’ (1999).
Problemet med meget seriøse film er, at de kan virke ’tørre’ og ’udramatiske’ set i forhold til deres mere ’flashy’ og effektjagende rivaler. Det er sjældent, at saglighed kan matche (fortegnet, men medrivende) underholdning, når stemmerne skal optælles.
Emmer af Stor Kunst
At ’Rocky’ vandt over ’Alle præsidentens mænd’ peger på sin vis pilen videre på den anden kandidat til bedste film-hæderen i årets sæson, nemlig DGA- og Bafta-vinderen ’The Revenant’. For er der en fortælleform, som Akademiet traditionelt omfavner, så er det om noget den om den (hvide) mand, outsideren, der må gå så grueligt meget igennem, før han overvinder tilværelsens/systemets/den onde arbejdsgivers etc. nådesløse/korrupte/ondsindede indblanding.
Denne form for fortælling gør sig utroligt godt på film, fordi fortællingen har nogle ret faste faser, der skal gennemspilles, men som sådan set kan foregå (og dermed genbruges) i et utal af kontekster.
I ’The Revenant’ kæmper Hugh Glass ikke alene for først at overleve et angreb fra nogle yderst vredladne indianere på en gruppe af vildtjægere på grænsen til de i 1820’erne enorme ukultiverede landområder mod vest og siden et (næsten dødeligt) angreb fra en bjørn, men også for at hævne drabet på sin søn. Således indledes en jagt gennem ufremkommelige vinterlandskaber for at nå frem til (og dræbe) manden, der førte kniven mod Glass’ søn.
Alejandro Gonzalez Iñárritu, filmens feterede instruktør, har dog valgt en kompromisløs form for sin ellers genkendelige og derfor ganske salgbare historie. Den 165 minutter lange film er således fattig på dialog, men til gengæld rig på naturvista og rå, basal overlevelseskamp.
Filmens vekslen mellem meget voldsomme og meget dvælende passager skriger ikke ligefrem på Oscar-anerkendelse, men er dog omvendt med til at skrue op for en meget simpel historie, der på den måde indgydes med nogle klare auteur-træk, der giver den en overflade af seriøsitet og emmer af Stor Kunst.
Arven fra ’American Beauty’
Gælder en form for ’både-og’-fornemmelse også i forhold til den tredje seriøse kandidat, PGA-vinderen ’The Big Short’? Jovist.
Adam McKays film har flere ting, der gør den til et stærkt kort: Stjernecastet er en ting. Noget andet er zeitgeist-faktoren – at filmen adresserer et emne, der er oppe i tiden, og som har stor samfundsmæssig relevans (finanskrakket i 2008 og dets følgevirkninger for den globale økonomi). Manuskriptet kombinerer komedie med drama og har sådan en fernis af noget både meget underholdende, ja nærmest friskfyragtigt, men også kantet, komplekst og agiterende.
Det opskruede fortælletempo, den hektiske klipning og den eksperimenterende fortælleform (karaktererne bryder gentagne gange ’den fjerde væg’ og henvender sig direkte til publikum) er ikke synonym med en typisk Oscar-vinder for bedste film.
Pudsigt nok kan vi måske her henvise til den anden film, der besejrede en klassisk ’procedural’ i Oscar-sammenhæng, nemlig ’American Beauty’, der også balancerede på kanten mellem drama og komedie og mellem klassiske og eksperimenterende fortællegreb.
Fra eskapisme til brændpunkter
Der er med andre ord forhold, der taler både for og imod de tre kandidater til årets Oscar, hvis vi frem for at se på talmæssig historik/statistik, kigger mere sociologisk/antropologisk på, hvad der normalt tænder Akademiet.
Melodramaer/tårepersere og episke periodefilm havde et godt greb om Akademiet i 1980’erne og 1990’erne, og komedier har aldrig været dets kop te. Men det er faktisk slående, hvor ’opsplittet’ Akademiet har været i dets smagspræferencer i det nye årtusinde, der altså indledtes med det nærmest ultimative throwback til forne tiders Hollywood med ’Gladiator’.
Hvis man skal forsøge en inddeling af Oscar-vinderne post-’Gladiator’, så må det være mellem film, der har et ufravendt blik på verdens/samfundets brændende konfliktpunkter, og film, der omvendt lægger et nostalgisk eller eskapistisk filter mellem publikum og virkeligheden med filmoplevelser, der kigger væk fra nutidens forviklinger og samfundsmæssige udfordringer:
’No Country For Old Men’, ’The Departed’ og ’The Hurt Locker’ var kulturpessimistiske film, der i forlængelse af USA’s engagement i Irak og den selvudråbte krig mod terror var præget af, at man som nation havde brug for at spejle sig i ’uskyldstabet’ post-9/11. På den anden side var film som ’Chicago’, ’The Artist’ og ’Slumdog Millionaire’ eskapistiske fantasier, der samtidig benyttede sig af nogle meget tydelige stiltræk, der henviste til filmhistorien selv: Musical, stumfilm, Bollywood.
Hollywood kigger indad
Mange har især hæftet sig ved Hollywoods forsøg på at fejre sig selv og sin egen historie i en fragmenteret tid, hvor stort set alt andet end glæden ved film synes usikkert og kompliceret. ’Argo’ fejrede nogle entreprenante Hollywood-producenters indtræden på den storpolitiske scene, ’The Artist’ fejrede filmens barndom (og besejrede andre film, der også var nostalgiske efter tidligere tiders mere ’ubesmittede’ æstetikker, ’Midnight in Paris’ og ’Hugo’).
’Birdman’ hører også til i den linje af Oscar-vindere, selvom sigtet her er mere branchekritisk: Her fremhæves teateret som scenen for den sande skuespilkunst, mens Hollywood med sine superhelte og franchisedyrkelse er stivnet i en anstrengt grimasse. Ikke så underligt, at det budskab gav genlyd hos ikke mindst Akademiets største enkeltgruppering, skuespillerne, der naturligt rooter på gode originalfortællinger med stærke, nærværende karakterer.
Man kan næppe med udgangspunkt i vinderne post-2000 sige noget dybsindigt eller klartskuende om, hvem der vinder i år, for cyklusserne i filmbranchen bevæger sig tilsyneladende med en opskruet hastighed fra den ene ekstrem til den anden. Pendulet svinger frem og tilbage, og det er svært at fiksere det på et præcist snit i tid og rum.
Hvordan man skaber en budskabsfilm
Måske ’Spotlight’s fokus på en gruppe sande helte – et hold journalister, der graver den ubehagelige, men nødvendige sandhed frem fra et net af løgne og fortielser – gør den til årets mest bydende feelgood-film (emnet taget i betragtning)? Det faktum at filmen fokuserer al sin energi på arbejdsindsatsen, der førte til afsløringen, frem for på journalisterne som privatmennesker, der betaler en pris i form af mistet kærlighed eller venskaber, gør den dog mindre personligt engagerende end den typiske Oscar-vinder.
Og så alligevel: Filmen benytter sig af mindst ét klokkeklart ’Oscar-trick’, nemlig dens eftertekster, hvor vi bliver fortalt om alle de skandaler, der siden rullede i forbindelse med sexskandaler i den katolske kirkes regi. Frem for at fortælle os om journalisternes post-pædofiliskandale-arbejdsliv forvandler filmen sig med ét slag til en budskabsfilm.
Det er måske nok en filmkunstnerisk streg i regningen, men det er omvendt dét lille, afgørende greb, der kan sikre filmen en Oscar. En budskabsfilm står ulig stærkere end en ’arbejdsplads’-film.
Det er lidt den samme effekt, ’The Big Short’ udnytter på lidt mere subtil vis i sine afsluttende minutter, hvor man nok bliver informeret om hovedkarakterernes livsbane efter filmens set-up, men samtidig kan reflektere over, om de var helte eller lige så store skurke som alle de andre finansspekulanter, der gamblede med almindelige menneskers dyrekøbte fremtidsforhåbninger.
Konklusionen er for så vidt anti-kapitalistisk, men på en drillende facon, for vi kan som publikum ikke undsige os en grad af fascination i forhold til karakterernes bedrifter, der yderligere sælges til os i kraft af nogle af klodens største filmstjerner.
’The Revenant’ skifter strategi med DiCaprio i spidsen
’The Revenant’ ligner umiddelbart den mindst oplagte budskabsfilm. Men var der nogen, der fangede Leonardo DiCaprios vindertale ved Golden Globes? Her skiftede kampagnen for filmen med ét fokus fra det hårde slid, der lå bag produktionen (personificeret ved Leos egen ’spise-rå-bisonlever’-dedikation), til en film, som handler om udbytningen af en hel kultur, nemlig de indianere, der måtte betale prisen for den hvide mands jagt på lebensraum og ussel mammon.
Man har (klogeligt) fra kampagnehold fornemmet, at filmen manglede noget historisk og kulturel gravitas, og derfor blev Leo pålagt at indsætte en ’kamp for indfødte folkeslags rettigheder’-passus i sin tale.
Og hvis du kalder mig kyniker for at komme med den fortolkning på en afholdt Hollywoodstjernes ellers fine tale, ja, så er mit svar, at du ikke kender Oscarspillet til bunds. Alle kneb gælder!
For det er nemlig også historien om Oscar: Tre film, der egentlig ikke som sådan er budskabsfilm, bliver pludselig til netop dette i samme øjeblik, de kan ane Oscar-guldet glimte ude i horisonten.
Læs hele vores Oscar-dækning HER.
Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.