Kommentar: Hvorfor dette Oscar-år er det mest tricky i lange tider – og hvordan det ser ud på målstregen

Kommentar: Hvorfor dette Oscar-år er det mest tricky i lange tider – og hvordan det ser ud på målstregen

Vi er vidne til et historisk tilspidset opløb om bedste film-hæderen dette Oscar-år. Det er frydefuldt nervepirrende, ikke mindst fordi vi er tvunget til at kigge nøje på de mindre, ofte oversete priser på selve Oscar-aftenen for at nærme os et endeligt svar på, hvem der løber med prisen.

I et så tæt år får de mindre priser nemlig en ekstra vægt, simpelthen fordi de kan være med til at fortælle os, hvilken vej vinden blæser.

To konkrete eksempler:

Klippeprisen viser vejen

Traditionelt er kategorien for bedste klipning lidt af en dealbreaker.

Hele sæsonen har Margaret Sixels arbejde på ’Mad Max: Fury Road’ været betragtet som forholdsvis tung favorit til at vinde kategorien.

Ergo: Hvis en af de tre kandidater til bedste film-hæderen vinder denne kategori tidligt på aftenen, så har vi med ret stor sikkerhed fundet vores bedste film-vinder!

Vinder enten ’The Revenant’ eller ’Spotlight’ for klipning, vinder de med noget nær 98 procent sikkerhed hovedprisen også, for det er ikke film, der i egentlig forstand er kendetegnet ved en prominent klipning. Godt nok er plotudredningen i sidstnævnte i høj grad afhængig af en klipning, der komplimenterer fortællingens enkeltbestanddele, men det er sjældent den form for ’klipning-i-fortællingens-tjeneste’, der vinder ved Oscar, hvor det mere er den teknisk betonede, flashy og hurtige klipning, der favoriseres, hvorfor ’The Big Short’ på papiret er den mest oplagte vinderkandidat af de tre hovedfavoritter i netop denne kategori.

mad max fury
Hvis McKays zeitgeist-film vinder kategorien over ’Mad Max: Fury Road’, så kan du roligt også regne den for storfavorit til bedste film-hæderen, dog med knap så høj en sandsynlighedskvotient som i tilfældene ’The Revenant’ og ’Spotlight’.

Vinder ’Mad Max’, som de fleste regner med, kan vi til gengæld læne os kollektivt helt ud på kanten af sædet, for så er hele spændingen intakt, indtil den sidste kuvert åbnes…

Kan Ruffalo eller Hardy slå Stallone?

En anden kategori, det kan være værd at holde et vågent øje med, er kategorien for ’bedste mandlige birolle’. Her er vi i en lignende situation. Forhåndsfavoritten Sylvester Stallone repræsenterer en film, der ikke hører til i bedste film-sammenhæng (’Creed’). Men også her er alle tre favoritter repræsenteret ved Mark Ruffalo (’Spotlight’), Christian Bale (’The Big Short’) og Tom Hardy (’The Revenant’).

Hvis en af de tre vinder, så vil det automatisk betyde et boost til den film, de repræsenterer, for det vil vidne om stærk støtte ikke bare til selve præstationen, men til den film, den finder sted i.

S_09836.CR2
Ergo: Hvis for eksempel Mark Ruffalo vinder, så kan man godt begynde at forberede sig på, at ’Spotlight’ vinder bedste film.

Hvorfor det er så hamrende svært

Meget står og falder således med udviklingen på selve aftenen. Reelt kan man som Oscarorakel ikke gøre sig meget andet nu end at vente på søndag og se, hvordan de første mange priser falder ud, før man danner sig en endelig mening om, hvordan ’bedste film’-kategorien lander.

Hvor svært det er at forudsige det endelige udfald, kan man få en idé om, ved at kigge på de her tre forhold:

1. Topscoreren er ikke en sikker vinder

I de senere år har vi set en del eksempler på, at vinderen af ’bedste film’ ikke er den film, der optjente flest nomineringer eller vandt flest Oscars.

’The Aviator’ vandt flest Oscars (5) i 2004, da ’Million Dollar Baby’ (4 i alt) løb med hovedprisen. Året efter vandt ’Crash’ det samme antal (3) som ’Brokeback Mountain’ og ’King Kong’. ’The King’s Speech’ vandt i 2010 det samme antal (4) som både ’Inception’ og ’The Social Network’. ’Hugo’ vandt i 2011 5 Oscars, én mere end bedste film-vinderen ’The Artist’.

Revenant
I 2012 vandt ’Argo’ bedste film, selvom ’Life of Pi’ løb med flere priser (3 mod 4). I 2013 vandt ’Gravity’ hele 7 Oscars, men tabte bedste film-hæderen til ’12 Years a Slave’ (der i alt måtte nøjes med 3 Oscars). Sidste år stod det – målt på vindertotal – lige mellem ’Birdman’ og ’The Grand Budapest Hotel’ (de vandt 4 statuetter hver).

Eksemplerne demonstrerer, at selv om ’The Revenant’ med stor sandsynlighed vinder flest Oscars den 28., så er det ikke ensbetydende med, at den er favorit til at tage lige præcis hovedprisen.

2. Alligevel opad bakke for ’Spotlight’ og ’The Big Short’

Omvendt: Eksemplerne fra de sidste 20 år viser også, at en film ikke vinder for bedste film, med mindre den sikrer sig mindst to andre Oscars, altså tre i alt.

For både ’Crash’, ’Argo’ og ’12 Years a Slave’ var to Oscars, udover hovedprisen, nok. Men tre Oscars i alt synes altså at være ’smertegrænsen’ for, hvad der kan bære en bedste film-vinder i nyere tid. Vi skal tilbage til 1952 for at finde en bedste film-vinder (’The Greatest Show On Earth’), der kun vandt to.

Det er med udgangspunkt i denne historik, at ’The Big Short’ og ’Spotlight’ kan komme i problemer. For umiddelbart er den eneste sikre Oscar for begges vedkommende at finde i manuskriptkategorierne (hvor de er storfavoritter i henholdsvis adapterede og originale). Derudover er det ikke oplagt, at de kan vinde flere. Med mindre altså, at de netop vinder i de to kategorier, jeg pegede på ovenfor – bedste mandlige birolle og bedste klipning – og det er yderst tvivlsomt.


Hvis vi skal følge Oscar-historiens uskrevne diktater, så skal ’The Big Short’ eller ’Spotlight’ altså vinde en af de to nævnte kategorier for at kunne vinde for bedste film også. Det er med andre ord op ad bakke…

3. Men er ’The Revenant’ så favorit?

Betyder det, at ’The Revenant’ er favorit? Måske. Men overvej lige disse fakta:

’The Revenant’ fik ingen SAG-ensemble-nominering (den sidste film, der vandt en Oscar uden en sådan, var ’Braveheart’ i 1995).

Den fik heller ingen manuskriptnominering. Den sidste film, der vandt en Oscar uden en sådan, var ’Titanic’ i 1997 (det bør dog tilføjes, at det ikke udgjorde en forhindring for ’The Revenant’ i Bafta-sammenhæng, hvor den vandt hovedprisen trods manglen på en korresponderende manuskriptnominering).

Der har været et sammenfald mellem Oscar og producerforbundets pris, PGA, hvert eneste år, siden begge institutioner gik over til det præferentielle stemmesystem fra og med 2009 – og det var altså ’The Big Short’, der vandt PGA. Her skal ’The Revenant’ således også gøre op med historien.

Ingen instruktør har nogensinde instrueret to på hinanden følgende Oscar-vindere for bedste film, som Iñárritu altså står til.

Filmen er den mindst kritikerroste film af samtlige otte nominerede film for bedste film (målt på Metacritic- og Rottentomatoes-værdier).

Ikke siden 2004 (’Million Dollar Baby’) har en film med en sen premiere i USA (december) vundet for bedste film.

Fra metodiker til profet?

Det er de forhindringer, ’The Revenant’ skal rydde af vejen. Hvis den alligevel vinder, kan det godt være, at mangen en Oscar-iagttager skal tage brugen af historik/statistik som primær indikator for Oscar-sejren op til genovervejelse. Måske er det uhåndgribelige fænomen momentum blevet så afgørende en del af det moderne Oscarkapløb (med den konstante bevågenhed takket være sociale medier etc.), at de gamle regler er sat ud af spil?

Måske bliver man nødt til at se på hver sæson som en fuldstændig unik boble af indhold, der bør analyseres løsrevet fra alle andre år?

Revenant 2
Hvis ’The Revenant’ vinder (og det synes flertallet af de såkaldte eksperter at tro, at den gør), så vil jeg i hvert fald selv drage den konsekvens ikke i fremtiden at skele helt så meget til statistikken, men i stedet forsøge at vejre stemningen i ugerne op til stemmeafgivningen.

På den måde forvandler man sig som Oscar-ekspert fra ’kølig metodiker’ til ’profet’, hvilket klinger lovlig meget af hokuspokus og fingerspitzgefühl. Men sådan må det så være – og meget er således på spil på søndag, når al vores tro bliver til viden.

Mit endelige bud på årets vindere i de store kategorier:

Bedste film: ’The Big Short’
Hvem burde vinde: ’Mad Max: Fury Road’

Kommentar: Som sagt har der været sammenfald mellem PGA og Oscar, hvert eneste år siden begge gik over til det præferentielle stemmesystem i 2009. Jeg satser på, at det fortsætter – vel vidende, at det kan blive året, hvor symbiosen blive brudt.

Bedste instruktion: Alejandro Gonzalez Inarritu (’The Revenant’)
Hvem burde vinde: George Miller (’Mad Max: Fury Road’)

Bedste mandlige hovedrolle: Leonardo DiCaprio (’The Revenant’)
Hvem burde vinde: (i mangel af bedre!) Matt Damon (’The Martian’)

Bedste kvindelige hovedrolle: Brie Larson (’Room’)
Hvem burde vinde: Saoirse Ronan (’Brooklyn’) (i skarp konkurrence med Charlotte Rampling (’45 Years’))

Bedste mandlige birolle: Sylvester Stallone (’Creed’)
Hvem burde vinde: Mark Rylance (’Bridge of Spies’)

Bedste kvindelige birolle: Alicia Vikander (’The Danish Girl’)
Hvem burde vinde: Alicia Vikander (men for ’Ex Machina’!)

Bedste originale manuskript: ’Spotlight’
Hvem burde vinde: ’Inside Out’/’Ex Machina’

Bedste adapterede manuskript: ’The Big Short’
Hvem burde vinde: ’Carol’

Bedste klipning: ’Mad Max: Fury Road’
Hvem burde vinde: ’Mad Max: Fury Road’

Bedste fotografering: ’The Revenant’
Hvem burde vinde: ’Mad Max: Fury Road’

Bedste dokumentar: ’Cartel Land’
Hvem burde vinde: ’The Look of Silence’

Bedste fremmedsprogede film: ’Son of Saul’
Hvem burde vinde: Det må de kommende danmarkspremierer afgøre.

Læs hele vores Oscar-dækning HER.

Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af