’Til døden os skiller’
»Jeg elsker den her hjem. Vi har bygget den selv«, siger 89-årige Anna på dreven vestjysk, da hun modvilligt står for at skulle flytte på plejehjem.
I sin kørestol trisser den lille, rynkede dame alene rundt i det hus, der rummer så mange vidunderlige minder. Dengang ægtemanden endnu levede, og der var liv og glade dage om den indendørs swimmingpool i den flotte 70’er-villa i hvide mursten. Savnet og ensomheden er overvældende at overvære, som hun sidder dér i sin dyreprintsmønstrede bluse foran den azurblå pool med de hvide mursten som bagtæppe.
Anna og fire andre, ældre vestjyder er centrum for noget af det mest vedkommende og rørende tv længe, dokumentaristægteparret Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens tredelte ’Til døden os skiller’ – en dokumentarserie om livet og kærligheden’. Fornemmelsen for det særligt vestjyske må tilskrives Jepsen, der også i nabostridsfilmen ’Side om side’ og familiesagaen ’Testamentet’ stak dybt i hjemegnens særegne muld.
Det ultranære blik for alderdommens ægteskabsømhed demonstrerede Jargil til perfektion i sin afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles dokumentarlinje, ’Den tid vi har’(2011), hvor hun fulgte bedsteforældrene Ruth og Arnes sidste tid sammen op til Ruths død. En både stærk, poetisk og vildt rørende hyldest til kærligheden, der trækker tydelige spor op til Jargil og Jepsens nye tv-dokumentarserie.
Vi får Annas tårer over at skulle forlade det elskede hjem, ægteparret Anders og Ritas svære adskillelse, når hun drager på charterferie, og han parkeres på aflastning på det lokale plejehjem oven på en invaliderende blodprop og Elins hjerteskærende dilemma over, hvorvidt manden Vagn, hvis demens tiltager dag for dag, skal sendes på plejehjem. Fælles for alle tre historier er savnet over det liv og den kærlighed, der var engang, og alderdommens uundgåelige lussing til anstændigheden. Alt sammen er så forbandet hårdt. Hårdt at se på. Hårdt at have til gode.
Jonas Colstrups elegiske musikledsagelse balancerer fornemt mellem det melankolske og opløftende. Sat sammen med de hyppige drone-skud af villaer, plejehjem og tågeindhyllet, jysk hede gives der tiltrængte pusterum fra de intenst håndholdte hverdagsscener fra trange stuer, badeværelser og soveværelser.
Jargil og Jepsen, der også har stået bag kameraerne, synes at have haft nærmest uhindret adgang. De er med, selv når den demente Vagn har gjort i bukserne, og hjemmeplejen må hive dem af hans skrøbelige, tynde krop og tørre op på klinkegulvet. Alt imens konen sidder inde ved stuebordet og febrilsk må tørre tårerne af sine kinder. De hjerteskærende øjeblikke står decideret i kø.
Heldigvis er der også plads til at smile gennem de mange tårer, blandt andet af demensens gakkede absurditet, når en kvindelig plejehjemsbeboer ikke drikker af sit glas, men i stedet direkte af saftevandskanden. Der er også tid til at hygge sig over Anna, der i et lyst øjeblik klapper sin unge hjemmehjælper bagi, idet hun går forbi.
Rundt om Anna, Vagn, Elin, Anders og Rita står børn, børnebørn, oldebørn, venner, hjemmehjælpere og plejepersonale trofast bi. Annas evigtpraktiske døtre besøger hende dagligt, måler lynhurtigt plejeboligen op med målebånd og laver en oversigtstegning, så hun kan se, hvilke møbler der er plads til i den diminutive lejlighed. Og så holder de hende i hænderne på dødslejet, hvor selv gæve jyder må give los for følelserne og udbryde et: »Åh, altså mor«.
Kort sagt:
Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen cementerer med dokumentarserien ’Til døden os skiller’ deres status som to af Danmarks bedste dokumentarstemmer. Med lige dele respekt og mod følger de fem vestjyske skæbner midt i livets sidste kapitel og tegner herigennem et komplekst portræt af levede (kærligheds)liv.