‘Vinyl’ – afsnit 1
Den knap to timer lange pilotepisode af HBO’s ’Vinyl’ er et af de mest formfuldendte serieafsnit, jeg nogensinde har set – og måske et af de bedste første afsnit i nogen serie overhovedet.
Bag serien står så imposante producerkræfter som Martin Scorsese og Mick Jagger, og førstnævnte har selv instrueret afsnittet. Man kan næppe forestille sig en bedre duo til at fortælle om New Yorks musikscene i 70’erne, hvor undergrunden virkelig boblede over af innovation, og grundstenene til genrer som punk, hiphop og new wave blev lagt.
Vi følger pladeselskabsmanden Richie Finestras (Bobby Cannavale) deroute bag roret på pladeselskabet American Century Records. Richie er en self-made man, et symbol på den amerikanske drøm om et hårdtarbejdende og talentfuldt menneskes opstigning til succes og rigdom. Som Scorsese har fortalt mange gange i sine gangstereposser, slutter eventyret dog ikke på toppen. Det omsættes til et overforbrug af ødsel luksus, stoffer og damer, og Richies excesser har da også sendt både pladeselskab og ægteskab ud på glatis. Ægteskabet er reddet med løfter om afholdenhed og en fornyet forpligtelse til familielivet, mens pladeselskabets redning afhænger af tyskerne i PolyGram, der overvejer et opkøb.
Med sine italienske aner og luksusvaner minder Richie mest om en spaghettigangster af den slags, Bobby Cannavale spillede og vandt en Emmy for i ’Boardwalk Empire’. Som denne er ’Vinyl’ hovedforfattet af Terence Winter, som Scorsese også samarbejdede med på ’The Wolf of Wall Street’, hvis udviklingsforløb med en talentfuld ung idealist, der bliver korrumperet af en kynisk industri, gentages i ’Vinyl’. Her følger vi i en række flashbacks Richies opstigning til selvstændig pladeselskabsboss, som kaster en talentfuld og loyal sort musiker under bussen for selv at komme frem i verden.
Det hele ledsages af et killer soundtrack, nøje kurateret af Jagger, Scorsese og Winter. Der er både numre fra perioden og nyt materiale fra blandt andet det fiktive britiske protopunkband Nasty Bits, som i serien måske bliver American Centurys næste store navn. »Jeres musik er forfærdelig, men folk hader jer virkelig. Det er det eneste, I har kørende for jer«, siger pladeselskabets sandwichpige og narkoleverandør Jamie Vine (Juno Temple) til den karismatiske forsanger Kip Stevens, spillet af Jaggers søn James Jagger, som gør det aldeles strålende med en vrængende og storflabet cockney-attitude.
’Vinyl’ fortæller ikke bare om et af musikhistoriens vigtigste kapitler, men også om et samfund præget af enorm ulighed og om en by, der er ved at bukke under for kriminalitet, stoffer og lovløshed. Serien fanger sublimt det store æbles mørke kapitel, både med tidens ikoniske locations og en række gammelkendte NYC-kulisser udsat for 70’ernes forfald. Det er en verden, Scorsese kender til hudløshed, og serien leder især tankerne hen på hans klassikere ’Mean Streets’ og ’Taxi Driver’, men indimellem også på ’Goodfellas’, som han flere gange citerer direkte til enhver filmelskers uforbeholdne fryd.
Der er ikke sparet på det spillefilmstore budget, hvilket gør serien til en udpræget fornøjelse at se på. Det er simpelthen Scorsese-virtuositet, når det er bedst, med hurtige klip, slowmotion, montager, hallucinationer og et svævende kamera, der bidrager til den rastløse energi omkring Richie Finestras mentale sammenbrud. Få serier har formidlet en sindstilstand med så stor visuel energi som Scorsese i første afsnit af ’Vinyl’.
Det hele er faktisk så godt skruet sammen og veksler så fornemt i tempo, at der ikke er en eneste kedelig scene.
Kort sagt:
‘Vinyl’ tager en af musikhistoriens mest spændende perioder under kærlig behandling, med et drømmehold fra start til slut. Skuespil, historie, kameraarbejde, produktion og musik går op i en højere enhed, og serien leverer en så berusende og opløftende oplevelse, at man føler, det er én selv, der har næsen fuld af coke.
Anmeldelsen er baseret på seriens første dobbbeltafsnit.
Læs også: Scorsese og Mick Jagger om ’Vinyl’: »Vi angriber begge livet med rå kanter«
Læs også: Birgitte Hjort Sørensen: »Scorsese kom ikke ud, og jeg tænkte, shit, hvad så?«