Hun dukker op 72 minutter og 10 sekunder inde i første dobbeltafsnit af Terence Winter, Martin Scorsese og Mick Jaggers ’Vinyl’.
Vi er til en stor fødselsdagsfest hos hovedpersonen Richie Finestra (Bobby Cannavale), en pladeselskabsboss, der har bygget sit firma op fra grunden, men nu er ved at afhænde det til pengestærke tyskere, fordi han har lovet hustruen Devon (Olivia Wilde) at pensionere sig selv fra overhalingsbanen – og cokebanerne – for at hellige sig familielivet. Et løfte, der skal blive svært at holde.
Til festen, i gudesmukke omgivelser i en forstad til New York, træder Birgitte Hjort Sørensen ind på scenen til stor overraskelse for Devon. Som den skandinaviske model Ingrid slynger hun om sig med navne på venner som Andy (Warhol) og Lou (Reed), og vi fornemmer, at Ingrid lever det vilde liv i New Yorks kunstneriske elite, og at Devon engang tilhørte de samme hedonistiske cirkler. Indtil familietilværelsen kaldte.
Der er også antydningen af mere end gammelt platonisk venskab mellem de to kvinder, men meget mere får vi ikke at vide om Ingrid i første afsnit. Traileren har dog afsløret, at Devon og Ingrid senere i serien tager samtalen til næste niveau: Et hedt kys, vodka og buldrende musik i en rød, åben sportsvogn buldrende gennem sommernatten.
Den 34-årige danske skuespiller så pilotafsnittet ved gallapremieren i New York. Nu sidder hun for enden af et langbord i HBO Nordics danske hovedkvarter. Hvad gik der gennem hovedet på hende, dér 72 minutter og 12 sekunder inde?
»Jeg tænkte, gud hvor har jeg svedige håndflader lige pludselig. Og så tænkte jeg, hvor er det super surrealistisk, og synes de andre, det er lige så mærkeligt, som jeg gør? Og så tænkte jeg, gud hvor går det hurtigt, men også, hvor er jeg glad for, at der er så meget usagt i scenen, som man aflæser alligevel«.
Sidder man og siger til sig selv, gid jeg havde lavet dét og dét om?
»Ja, sådan er det altid, især når man går hjem fra optagelserne. Men ud over at man kan huske alle de ting, der er blevet klippet ud, så synes jeg faktisk, at jeg kan mærke – på dem jeg taler med om det – at det, jeg havde tænkt med scenen, alligevel kommer frem. Selvom jeg for eksempel synes, de klipper for hurtigt…«.
Du skal komme ind i scenen med stor selvtillid, men må have været ret nervøs. Hvordan skjuler man det?
»Faktisk tænkte jeg, at min karakter nok var lidt nervøs. Hun er bare god til at dække over det. Men ja, jeg havde nok en oplevelse af at være ret nervøs. Jeg havde dog arbejdet meget med at trække tempoet ud af hendes tale. Jeg taler selv ret hurtigt, og jeg havde kigget på Nico, som taler super langsomt. Så det var jeg ligesom kommet ind i, og der er også ret meget magt i at tale langsomt, fordi man sætter sig på en stor del af samtalen.
Resten af universet er meget råt og maskulint, så da vi kom til vores scene, kunne jeg allerede til læseprøven ligesom mærke i rummet, at jeg godt kunne tåle at trække det helt ned, fordi det er noget helt andet, noget mere blødt, der er i spil her.
Jeg var skide nervøs alligevel, men én af mine kolleger kom bagefter og sagde, ’hold kæft hvor er du kold i røven, du tager det helt stille og roligt’. Selvom det jo ikke var min oplevelse indeni«.
Hvilken respons fik du fra Scorsese på scenen?
»Han kom ud mellem hvert take og sagde en smule – prøv at tage dig bedre tid her eller prøv at tage rummet ind. Nogle helt enkelte, meget håndgribelige ting. Olivia Wilde var på først, og han kom ud og sagde noget meget sødt og pænt, hvorefter det var tid til mit nærbillede. Og første gang kom han så ikke ud. Jeg tænkte, shit, hvad så? Men heldigvis kom han ud efter det næste take og sagde ’yeah, that was beautiful’. Ved det første skud havde der været en teknisk udfordring – det er jo sådan noget, man som skuespiller altid håber er rigtigt«.
Havde du mødt ham inden?
»Der var en meet’n’greet en måneds tid inden optagelserne. Jeg havde jo fået at vide, at Scorsese havde valgt mig selv, så jeg var rigtigt glad, og da jeg så skulle hilse på ham, fik jeg én til at introducere mig, hvor han så spørger mig: Og hvem skal du så spille? Jeg havde nok forventet, at han selvfølgelig vidste, hvem jeg var. Men det var måske meget godt at komme helt ned på jorden«.
Er det skuespilmæssigt en mere mekanisk opgave for dig, når rollen er mindre, end du måske er vant til fra dine danske projekter?
»Faktisk synes jeg, der var ret meget forberedelse, også fordi det var over så lang tid. Først var der selve castingen, hvor jeg prøvede at sætte mig ind i perioden og seriens mange referencer. Så var der et langt stykke tid fra læseprøve til optagelserne, hvor produktionen blandt andet havde sendt mig en dokumentar om Andy Warhol og Warhols egen ’Chelsea Girls’, og hvor der faktisk var tid til at lave noget regulær research.
Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt, om jeg skulle være med i mere end første afsnit, og om serien overhovedet blev til noget. Selv da serien fik grønt lys, var der stor usikkerhed. De sætter det endelige produkt allerhøjst, så hvis de pludselig tænker, næh, den karakter skal først ind i afsnit fem, eller den scene skal ikke være her, så er det sådan, det bliver, og derfor er der ret store omskrivninger langt ind i processen.
Så det kan være svært at vide, hvilken vej man skal gå med karakteren. Men det giver også en tvunget frihed – man må tage nogle valg ud fra, hvilken retning man nu tror, karakteren skal«.
Du er efterhånden vant til hovedroller, så det må være en helt anden tilgang at gøre en karakter som Ingrid spændende?
»Det er ikke en helt anden tilgang, men bare en bevidsthed om, at det meste af en birolles liv foregår uden for fortællingen, men jo alligevel gerne skal være et helt menneske . Og før havde jeg lige lavet ’Pitch Perfect 2’, som også er en lille rolle. Det handler om, at man skal komme ind og ret hurtigt markere tydeligt, hvad det her er for en karakter. Man skal træffe nogle klare valg, og jeg synes også, jeg bliver modigere, for hver gang jeg får lov at gøre det«.
Din medspiller Olivia Wilde har fortalt, at hun var meget optaget af, at hendes karakter ikke bare skulle være et intetsigende påhæng til hovedrollen. Kan du tillade dig at have en tilsvarende kritisk tilgang til, hvilken type roller du tager i USA?
»Selvfølgelig kan man sige, at det er så prestigefyldt et projekt, at det nok ville være meget fedt at have den credit uanset hvad, hvis man kigger iskoldt på det. Men jeg synes, jeg på ’Vinyl’ har mødt nogle enormt dedikerede mennesker, som er meget åbne for at gå i dialog«.
Så du kom selv med forslag?
»Jeg var måske lidt tilbageholdende i starten med at sende alle mine fede ideer videre i systemet, men faktisk blev jeg inspireret af en snak med Olivia, hvor vi sad i traileren og blev sminket, og hvor hun fortalte, at hun havde sendt alle mulige ideer til Terrence Winter (hovedforfatteren, red.). Det kan jeg da også, tænkte jeg. Så jeg sendte nogle inspirationsbilleder og tanker, jeg havde gjort mig, og jeg skrev, at han endelig bare måtte ignorere det, hvis det var helt håbløst.
Og så skrev han utroligt sødt tilbage, tusind tak, og han ville sende det til den forfatter, der sad med min storyline (Debora Cahn, red.). Hende har jeg så været i dialog med, og min oplevelse er faktisk, at de er meget villige til at bruge det, man kommer med«.
Kvinders muligheder i filmbranchen bliver diskuteret ivrigt for tiden. Tager du selv et slags politisk ansvar på dig, når du vælger roller?
»Gerne hvis det kan lade sig gøre. Men jeg ser det mere som en opgave at vise så meget mangfoldighed som muligt, så alle mulige kvinder får plads og taletid. Så kan der være en umiddelbar appearance, som gør, at man ofte bliver taget i betragtning til en bestemt type roller…«.
Har du oplevet den amerikanske filmindustri som mandschauvinistisk?
»Nej, ikke i det daglige arbejde med mine kolleger. Men der er da en skævvridning i forhold til, hvilke krav der for eksempel bliver stillet til kvinders fysik. Jeg får ikke en casting-mulighed med en karakterbeskrivelse, hvor det ikke indgår, at hun er smuk eller sexet eller lækker. Det er altid en del af pakken, hvordan hun ser ud«.
Også i ’Game of Thrones’, hvor du spillede en wildling-høvding?
»Nej, det er faktisk den eneste rolle, jeg har spillet, hvor køn var ligegyldigt. Og det var oprindeligt en mandlige karakter, har jeg efterhånden fundet ud af. Det gik først op for mig langt inde i processen, at gud, jeg har slet ikke taget stilling til, at hun er kvinde. Hun var mor, så der var noget beskytter ved hende, men hun var kriger mere end noget andet«.
Drømmer du om at opnå en status, hvor man kan sige fra over for alt det? Det må være en svær balance mellem at ville gribe chancen og samtidig sige fra, når det bliver allermest stereotypisk.
»Det har du fuldstændigt ret i. Og det er svært at ændre noget som helst, når du står på bunden af et system. Jeg prøver hele tiden at have mig selv med, men jeg har også accepteret, at der er nogle spilleregler, som er svære at ændre, før man er højere placeret.
For eksempel lavede jeg et interview for Esquire, et herremagasin, hvor alle kvinder, de interviewer, skal fotograferes i noget, der minder om undertøj. Og det var en god pr-mulighed for mig, men jeg var ambivalent over for det, for jeg har en masse ting at sige – vil I ikke hellere høre det? Jeg kunne dog godt se, at det var stilen dér. Men så insisterede jeg på, at vi lavede nogle billeder, hvor der er en handling i, og det ikke bare er mig med en finger i munden.
Så jeg fik trumfet igennem, at jeg kunne se mig selv i det, men spillede samtidig med på deres spilleregler. Og forhåbentligt kan det på sigt få placeret mig en smule højere op i hierarkiet, hvor jeg kan stille højere krav«.
’Vinyl’ får premiere på HBO Nordic 15. februar.
Læs også: Anmeldelse af ‘Vinyl’ – afnsit 1
Læs også: Scorsese og Mick Jagger om ’Vinyl’: »Vi angriber begge livet med rå kanter«