‘Eddie the Eagle’: Forudsigelig flyvetur mod olympisk hæder
Jeg ville elske at se en film om Nicklas Bendtner. En film om en mand, der havde alle forudsætninger for at nå til tops, men sløsede sine medfødte evner væk i en lad rejse mod antiklimakset – og endte som en joke.
Jeg ville elske at se den film, fordi den ville udfordre sportsfilmens tyndslidte heltekvad, hvor en stålsat ener trodser oddsene, kummerlige kår eller alskens skavanker for at sikre hæder, ære og evigt ophold i hall of fame. Skabelonen er sympatisk, men sjældent mindeværdig – akkurat som ’Eddie the Eagle’.
Her rammes den bebrillede nørd, Eddie, af OL-feberen og beslutter sig for at træne som en besat med spyd, spring, ski eller bare et eller andet inden for det olympiske repertoire. Han har dårlige knæ, nedsat syn og kejtet motorik, så han fejler bravt i hver en disciplin, han kaster sig over (en æske med smadrede briller minder ham om tæskene), inden han opdager smuthullet til det olympiske assemblé: Skihop – en sælsom sport, der i lighed med bobslæde og olympisk kælkning både er dødsensfarlig og uforbederligt kikset.
Vi ved, hvordan det ender, før det er gået i gang – og ikke kun, fordi filmen fortæller en autentisk historie – men himmelfarten fra det betonbritiske lønmodtagerliv til olympisk berømmelse kræver selvfølgelig en mentor med egne personlige skrupler.
Mød en evigt beruset Hugh Jackman med strithår, bakkenbarter og rockstar-attitude, der – apropos Nicklas Bendtner – festede talentet væk, selv om skihopmiljøet sjældent havde set mage til guldfugl. Nu piner han sig selv for fortidens fejltagelser i selskab med lommelærken, men aner snart en sti til oprejsning i rollen som Eddies læremester.
Han lader drømmeren pukle løs forud for OL-debuten i en lang sportsmontage med 80’er-synths på soundtracket og træhytter som setting. I dette sære nichemiljø boltrer skandinaviske skihoppere sig på barer og uddeler øretæver til de næsvise, mens den finske verdensmester kaster om sig med Gajolpakke-filosofi, og bjergtoppens kvindelige hotelejer bytter husly for et godt knald. Det er et gennemført kulørt mikrokosmos, lige dele charmerende og irriterende.
Kemien mellem brovtende Jackman og nervøst stammende, men stædige Taron Egerton er filmens nerve og rygrad, men far-søn-forholdet udvikler sig for stereotypt til at stimulere tårekanalerne. Fanebæreren for denne mildt klæbrige inspirational quote-offensiv bliver i sidste ende Christopher Walkens skuffede skihopguru, der så Jackman skose talentet væk i ungdommens letsindige rus, men selvklart slutter sig til ørnen Eddies fanbase, fordi dedikation, vilje og mod trumfer medfødte gaver.
Det er et fint, sødt og sympatisk budskab, men også så fandens ufarligt, at ørnen Eddie flyver ud af bevidstheden, så snart han er fløjet ind i historiebøgerne.
Kort sagt:
Filmen om skihopperen Eddie the Eagle minder mest om en kulørt sportsmontage med en letfordøjelig ’just do it-morale’ som destination. Jackman og Tagerton overbeviser, men feel good-plottet er så fladt og forudsigeligt, at drømmerens himmelridt mod OL-højderne næsten er glemt, før det er slut.