‘Flaked’
Vi mangler ikke ligefrem serier, der har selvmedlidende, skørtejagende, midaldrende drukmåse i centrum. Så når man hører præmissen bag Netflix-serien ’Flaked’ – rådvild mand med et alkoholproblem forelsker sig i sin bedste vens unge og lækre udkårne – er reaktionen ikke så meget ’wow, den serie lyder virkelig som noget vi har brug for’ som: Så har den edderfuckme også bare at kunne noget særligt.
Men fordi den har Will Arnett i hovedrollen, er man alligevel tilbøjelig til at lade tvivlen komme den til gode – det er trods alt ham, der har givet os Gob: En af alle tiders sjoveste sitcomkarakterer (kun overgået af andre karakterer fra samme show, nemlig ‘Arrested Development’) og ham, der med sin komiske timing og usædvanligt dybe, grødede stemme kan tilskrives en stor del af æren for ‘BoJack Horseman’s succes.
Hvis nogen skulle kunne puste nyt liv i og/eller tage pis på en slidt genre, er det ham.
Men ak. ‘Flaked’ er hverken sjov eller nyskabende. Med sin antiheltdyrkelse og hippe Venice-setting fremstår den mest af alt som en virkelig udvandet version af ‘Californication’, hvor Hank Moody hedder Chip (Arnett), lever af at lave taburetter (!) og samler damer op på cykel i stedet for fra en åben Porsche.
Det meste af sin tid bruger Chip på at være en kæmpe røv over for sin bedste ven og nabo Dennis (Sullivan), og seriens omdrejningspunkt er en klassisk ménage a trois, der involverer den langbenede tilflytter London (Kearney). Dennis har set hende først og har derfor – hvis vi nu skal følge seriens infantile logik og objektiviserende kvindesyn – førsteret til at lægge an på hende, og da han finder ud af, at Chip ikke har kunnet dy sig for at gøre tilnærmelser i smug, truer det med at smadre deres venskab.
Hvem London selv kan lide, synes dog at være temmelig underordnet. Hun er nemlig ikke så meget en egentlig person som et påduttet, tuttenuttet, fortællemæssigt element, der skal skabe konflikt og fremdrift.
Det bliver især tydeligt i den twisttunge, sæbeoperaagtige andel halvdel af serien, der vender op og ned på alt, hvad vi troede, vi vidste om karaktererne (og afslører skuespillernes begrænsede talent for drama).
Dog er det tvivlsomt, at der er nogen, der gider blive hængende længe nok til at opleve de dramaturgiske drejninger og toneskift, for ’Flaked’ er den mest tomgangskørende og klicheridende serie om forvoksede teenagere, der længe er kørt over skærmen. End ikke et Stephen Malkmus-komponeret score kan lave om på, at Arnett er cirka lige så cool på sin cykel som Ben Stiller på rulleskøjter i ’While We Were Young’, og alligevel vil han have, at vi skal tage ham seriøst som 40-årig hipster og uimodståelig ladies’ man?
»COME ON!«, ville have været Gobs reaktion, og jeg kunne ikke være mere enig.
Kort sagt:
Med Will Arnett og Mitchell Hurwitz ved roret kom forventninger til ’Flaked’ hurtigt helt i top. Men desværre er det en dybt uoriginal og skamsexistisk omgang, og Arnett flopper fælt som den aldrende hipster Chip.
Anmeldelsen er baseret på hele første sæson