7. Elizabeth Hale
Ellen Burstyn er måske mest kendt for sin rolle i ’Requiem for a Dream’, men hun har været et stort navn siden 70’erne med vigtige roller i New Hollywood-film som ’The Last Picture Show’, ’The Exorcist’ og Scorseses ’Alice Doesn’t Work Here Anymore’.
De seneste par år har hun fået et slags comeback med roller i ’Interstellar’ (som den gamle Murphy), ’Louie’ og nu ’House of Cards’ som Claire Hale Underwoods mor. Det var interessant at blive klogere på Claires baggrund – ligesom vi tidligere er blevet klogere på Franks – og Burstyn leverede varen som den aristokratiske sydstatsfrue, der ikke giver en fuck for sin svigersøns proletarmanerer, selvom han nu er verdens mægtigste mand. For hende er han Frank og slet ikke Frances.
Had-kærlighedsforholdet mellem Elizabeth og Claire var besnærende, og Elizabeths hadske bemærkninger til sin datter fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og – som vi skal komme ind på senere – var dødsscenen en af de stærkeste ’bløde’ scener, vi endnu har set i ’House of Cards’, hvilket ikke mindst var Burstyns fortjeneste.
6. Doug Stamper
Vi er splittede omkring Doug. På den ene side er det efterhånden trættende at følge hans besættelser af svagelige kvinder – først Rachel, nu den enken til den mand, der døde, fordi Frank blev presset foran i leverkøen. Det føles som sidespring, der har for lidt at gøre med det centrale politiske plot.
Omvendt begår Michael Kelly et så isnende uhyggeligt karakterportræt, at man ikke kan tage øjnene væk, hvor hårdt man end prøver. Doug er en syg, syg mand – psykopat med et patologisk behov for at blive nusset om af en blid kvinde. Er det et udslag af dårlig samvittighed, når Doug donerer en svimlende sum til The Moretti Foundation? Næppe. Eller – måske er det startet sådan, men skal man se et mønster i hans tidligere handlinger, kommer de gode hensigter igen til at omsættes til had og vrede.
På mange måder er Doug faktisk endnu mere creepy end Frank Underwood, hvilket ikke siger så lidt. Men bare tænk på scenen, hvor han truer pressechef Seth Greyson, der efterhånden har gennemskuet sin chefs sande natur. Doug er en mand med for alt stor loyalitet og alt for få skrupler. En farlig kombination.
5. Tom Hammerschmidt
Som prototypen på en journalistisk terrier, der selv lever et usselt liv, men bider magten i haserne for enhver pris, har Tom Hammerschmidt taget en positiv udvikling, vi ikke havde drømt om, da vi først mødte ham som Zoe Barnes primære skeptiker i sæson 1.
Tom er en retskaffen mand, der kan sin journalistiske håndværk til fingerspidserne, og selvom hans scoop ser ud til at drukne i The Underwoods frygtregime, fik han sit glory-moment, da en håbefuld Frank Underwood spørger, om han tror på hans (bort)forklaring. Hvortil Hammerschmidt svarer: »Not for a second«.
Hammerschmidt synes stadig at være vores største håb for, at præsidenten bliver fældet, men det kræver, at han ændrer sin holdning til den ene ting, han ikke tror på, at Frank har gjort: Slået ihjel.
Der er en ’Spotlight’-agtig fornøjelse ved at følge Hammerschmidts arbejde for den fjerde statsmagt, og vi krydser fingre for, at han ikke kaster håndklædet i ringen.
4. Catherine Durant
Det har indimellem været lidt for påfaldende, at Frank Underwood har spundet alle omkring sig om sin lillefinger så let som ingenting. Det er vel trods alt nogle af verdens mest begavede mennesker, han løber om hjørner med. Hvorfor gennemskuer ingen hans spil og manipulationer?
Denne irritation har også knyttet sig til udenrigsminister Catherine Durant, der ganske vist skylder Frank sin post i toppen af det politiske system, men også synes at have været naiv omkring Franks egentlige væsen.
Det var derfor befriende, da det gik op for hende, at hendes kandidatur som vicepræsident blot var et middel til at få Claire ind på posten ad bagvejen. Hendes beslutning om at give Frank kamp til stregen som demokratisk præsidentkandidat var et overraskende og velspillet træk a la dem, vi primært kender fra The Underwoods. Catherine gjorde modstand, og det var først, da Frank i en overmåde creepy scene afslørede sig selv som morder for derefter at slå op i et stort afvæbnende grin, at Catherine rettede ind.
Virkede det troværdigt, at Durant logrede lydigt ved Franks side, passiviseret af abstrakte trusler mere end af factbaseret pression? Måske ikke helt, men Catherine trådte i karakter som en selvstændig, interessant karakter i fjerde sæson. Og vi forstår jo godt, hvorfor hun er hunderæd for Frank.
3. Frank Underwood
Intet ’House of Cards’ uden Frank Underwood, men i starten af sæsonen var den machiavelliske strateg nærmest reduceret til passiv og potensløs skødehund: Svigtet af sin kone, langt bagud i meningsmålingerne og med det grå hår piblende frem fra hovedbunden som tydelige tegn på præsidentembedets uafviselige spor.
Efter sin leveroperation – og et par uhyggeligt forvrængede mareridtssyn af sine ofre, Russo og Zoe – fik Frank bedre fat om både Claire og det politiske spil, og det er entydigt, når Frank spiller højt spil og vinder, at karakteren (og serien) fungerer bedst. At se ham vende ryggen til The Situation Room og kræve to gidsler løsladt med fare for at miste dem alle tre, var et af de stærkeste Underwood-øjeblikke nogensinde – både skræmmende og medrivende, fordi man fascineres af hans upåvirkede lederskabsevner, samtitdg med at man tager entydigt afstand fra dem.
Det var sæsonen, hvor Frank fandt ud af, at han intet er uden Claire, og hvor han gav sin fulde velsignelse til hendes forhold med en anden mand. Måske fordi han håber selv at få part of the action? Uanset hvad er Frank tilbage, som vi kender ham, eller rettere: Endnu værre.
2. Will Conway
Lars Mikkelsen leverede igen en UG-præstation som den isnende intelligente Viktor Petrov, om end det russiske spor i det lange løb føltes som en overspringshandling.
Men det er ikke til at komme uden om, at årets skandinaviske højdepunkt var svenske Joel Kinnaman (’Snabba Cash’, ’The Killing’, RoboCop’) som den åleglatte, SoMe-vante republikanske præsidentkandidat Will Conway med den lækre familie, det charmerende smil og den perfekte facade.
Kinnaman gav værdigt modspil til Kevin Spacey og viste sig at være det hidtil mest interessante og bedst udfoldede modspil, Underwood endnu har stået over for (gå hjem, Raymond Tusk). Scenen, hvor de to – tror offentligheden – diskuterer ICO, men i virkeligheden snakker mobilspil og griner behjertet af deres fælles bedrageri, var måske sæsonens bedste, og Kinnaman er perfekt som politikeren, hvis oprigtighed man aldrig helt kan vurdere, selv ikke i den impulsive forhandlingssituation over for terroristerne.
Han er uhyggeligt kold, da det går ned ad bakke mod slutningen, og hans hustru konfronterer ham med kynismen. Frank stiller hans diagnose med nøje præcision: Conway er en con artist, der vil blive udstillet som en bedrager, hvis han rykker ind i Det Hvide Hus.
1. Claire Underwood
Fjerde sæson tilhørte Robin Wright. Hun instruerede fire afsnit og tilmed nogle af de mest centrale: Ud over det forglemmelige afsnit 3 så afsnit 4, hvor Frank bliver skudt, afsnit 9, hvor dramaet bølger frem og tilbage på Konventet, og afsnit 10, hvor Claire begår aktiv dødshjælp på sin mor.
Afsnit 10 banede vejen for én af sæsonens mange tour de force-præstationer fra den 49-årige skuespiller. Claires afsked med sin egensindige mor var ikke alene barsk, men også sæsonens stærkeste følelsesmæssige øjeblik. Har man nogensinde set en figur på tv, som med så stor præcision udstråler sensibel ynde og skånselsløs kulde? Næppe.
Claire har altid spillet en vigtig rolle i kulisserne, men i denne sæson trådte hun ind på den storpolitiske scene som Franks ligemand, hvilket understregede, at ’House of Cards’ nu er hendes serie, lige så meget som det er Franks. Det er der ingen grund til at klage over.
Læs om de tre karakterer, der blev brugt for lidt i ’House of Cards’ sæson 4, på sidste side.
1. Leann Harvey
Leann Harveys placering på denne del af listen skal ikke misforstås: Neve Campbell gør det fortrinligt, og sæsonen tjener som et udstillingsvindue for hele Hollywood, der forhåbentligt får hendes telefon til at koge over de kommende måneder.
Den tidligere ’Vi bli’r i familien’- og ’Scream’-stjerne har nemlig haft utroligt lidt at arbejde med de senere år, hvor hendes cv er præget af lunkne tv-småroller. Men som den målrettede og kløgtige rådgiver Leann Harvey, der sætter alle sine jetoner på Claire trods Franks tilnærmelser, viser hun mere modenhed og intelligens end nogensinde før.
Neve Campbell er faktisk så god, at man ærgrer sig over, at Leann forsvinder lidt ud af billedet i sæsonens anden, tilspidsede halvdel. Hun ser til på sidelinjen, mens begivenhederne optrappes med gidseltagning og præsidentvalgkamp i centrum, og det er måske naturligt nok som én blandt flere rådgivere omkring Frank og Claire, men alligevel sidder man til sidst med følelsen af, at man gerne havde set mere til hende. Det kommer forhåbentligt i næste sæson.
2. Lucas Goodwin
Det ville være forkert at sige, at Zoe Barnes’ tidligere journalistkollega, ven og kæreste ikke spillede en vigtig rolle i den nye sæson – han skyder trods alt præsidenten (og Meechum, ej at forglemme). Og som dramatisk og tematisk værktøj virkede det såmænd effektivt, at han måtte lade livet, stemplet som først cyberterrorist og siden attentatmand på ingen ringere end landets leder.
Goodwin var i starten af sæsonen det nulevende menneske, der har lidt voldsomst under Franks modbydeligheder. Og det er helt i ’House of Cards’-ånden, at han bliver tværet ud, så snart han har fået færten af sandhed og retfærdighed. Zoe-Lucas-alliancen er nu eroderet fuldstændigt, selvom man virkelig gerne havde set ham få oprejsning. Det kræver en smule velvilje at tro på, at Goodwin ville tage dette drastiske skridt med pistol i hånden, og i hvert fald var det et lidt billigt dramaturgisk trick at vise os, men ikke ham, at han gav op, netop som han var ved at få et gennembrud i Heather Dunbar-lejren.
Lucas blev ofret, og i stedet valgte serien at lade den gammelsure redaktør Tom Hammerschmidt være manden, der fik sandheden frem. Et ikke helt naturligt valg, hvilket fører os til:
3. Kate Baldwin
Kim Dickens blev introduceret i sæson 3 som en værdig journalistisk modstander til Frank Underwood. En klarsynet, respekteret reporter, der ville kunne bide Frank i haserne med integritet og snarrådighed.
Allerede i selvsamme sæson forsvandt hun ud i periferien, og hun kom desværre aldrig ind igen i sæson 4. Hendes optræden var nærmest en cameo, og måske er det en pointe i sig selv, at man bliver reduceret til en lemming, når man først er embedded White House-journalist, men det ændrer ikke på det ærgerlige i, at en så fremragende skuespiller som Kim Dickens reduceres til det rene ingenting.
Hvorfor var det ikke Kate Baldwin, der kom på sporet af de store afsløringer mod Frank? Her forfalder serien til en lidt reaktionær konvention om den gamle, lurvede journalist, der stædigt bider sig fast, mens de pæne piger støder hovedet mod muren. Irriterende, også selvom den gamle, lurvede journalist i sig selv var en glimrende karakter.
Læs også: Spoiler-debat af ‘House of Cards’ – »Det var en genial og overrumplende slutning«