Jacob: Hej Lise! Du har jo allerede anmeldt sæson fire så glimrende til fem stjerner, hvor du dog med rettidig omhu veg udenom spoilers af de mange loco ting, der sker i løbet af de 13 afsnit. Nu må alle dog være up to date, så skal vi ikke kaste os ind i de mest opsigtsvækkende twists and turns, vi har gennemlevet, for det meste på kanten af sædet? Er du klar?
Lise: Ja for pokker, lad os komme i gang!
Jacob: Lad os hoppe direkte til afsnit fire. For de første tre afsnit, du ved: Tørvetrillende, bortset fra Lars Mikkelsen. Men i 4’eren bliver Frankie-boy skudt, håndmodellen Meechum tager en kugle, softcore-fortælleren Lucas Goodwin er færdig. For meget af det gode? Chok? Hvad tænkte du?
Lise: Jamen, mit stakkels lille hjerte stoppede ganske enkelt, da skuddene pludselig gjaldede, og Frank og Meechum begge bed i asfalten – Meechum desværre permanent. Jeg indrømmer gerne, at jeg måtte tage en kleenex-pause og tørre øjnene (og tørre kaffe op, da jeg i chok smed Royal Copenhagen-koppen igennem stuen), da sorgen over at miste kære Meechum ganske enkelt overvældede mig i øjeblikket. At Frank så tog en kugle var måske knapt så overraskende, som at det var Goodwin – den før så retskafne redaktør på Washington Herald – der trykkede på aftrækkeren.
Jacob: Men du har jo også altid haft en svaghed for gode gamle, trofaste Meechum. Han var ikke min kop te. Lidt for naiv på den hjernevaskede måde. Og den der akavede trekant står stadig grufuldt indprentet på min nethinde….
Lise: Ikke naiv, in looove. Grufuldt indprentet, ligefrem? Havde den været mere spiselig, hvis det havde været en trekant mellem Zoe Barnes, Claire og Frank? Jeg lugter lidt forskrækket mandschauvinisme under overfladen her … Men alright, hver sin smag.
Zoe og Russo vender tilbage
Jacob: Hah, åh nej, vi skal ikke genåbne den diskussion her, hvor alle kan kigge med. Grundlæggende er jeg bare ikke så meget til ‘House of Cards’, når den bliver for privat. Når der kommer følelser i spil, bliver den lidt klodset. Nå, men selve attentatscenen var, apropos, lidt klodset udført, synes jeg. Og Meechum-håndtegningsscenen som forvarsel gav serien et sjældent sentimentalt lag, der klædte den meget lidt. Men det fungerede glimrende som chok: Endelig startede serien! Og Frank kunne blive hjemsøgt af fortidens spøgelser, apropos trekanter. Var det noget for dig, Zoe og Russo i gespenstudgaver?
Lise: Jeg var svært begejstret for at se både Zoe og Russo igen! Det var en stor overraskelse og endnu et dramaturgisk nik til Shakespeares ‘Richard III’, Frank Underwoods tematiske tvilling, der ligeledes hjemsøges af sine ugerninger fra fortiden. Og at Zoe var både klædt og klippet som Claire, syntes jeg var et fint touch. ’House of Cards’ balancerer dristigt på kanten af det teatralske, den store tragedie, og denne mareridtssekvens var både uhyggelig og tilpas frækt eksekveret.
Jacob: Jeg hader generelt den slags drømme-/hallucinationssekvenser, og det irriterede mig grænseløst, da Frank pludselig så sydstatssoldater og andet godtfolk. Men lige Russo/Zoe-hallucinationen var så Lynch-agtigt, forvrænget velforløst, at jeg købte den. Nå, men så tager det ene jo det andet. Claire bliver ad lurvede omveje Franks Veep. Hvordan havde du det med det?
Lise: Da de begyndte at lægge op til den konstellation, må jeg indrømme, at jeg havde mine tvivl om, hvorvidt serien ville formå at servere Underwood/Underwood-præsidentduoen på en bare forholdsvist troværdig måde inden for seriens egne (temmelig bredtfavnende) rammer. Men, men, som så ofte før gjorde den mine bange anelser til skamme – akkurat som det tilsyneladende hjernevaskede amerikanske folk i serien endte jeg med at være 100 procent om bord med Claire som Veep. Really, det var jo også der, vi havde set hende ende fra første sæson, skønt hun har taget nogle loyalitets-svipture undervejs.
Det kunne vist ikke gå anderledes, hvad?
En trekant over morgenbordet
Jacob: Nej, der var lagt i ovnen til det – for en gangs skyld havde serien røbet sin hånd for længe siden, det var bare et spørgsmål om, hvordan den skulle spilles. Men det fede var, at vi endelig fik Frank og Claires mesterlige rænkespil at se i fuld flor igen. Hvordan de manipulerer og afpresser ud fra et grand scheme, som de kender, men som vi ikke gør. Det er i denne tilbageholdelse af information, at serien er allerbedst, synes jeg.
Lise: Helt enig, og hvor havde man savnet rænkespillet i sæsonens første halvdel, der dog medvirkede til at slå fast med syvtommersøm, i hvor høj grad Claire og Frank ofte vakler hver for sig. De fuldender hinanden på den mest giftige, perverteret-romantiske vis. Som Frank sagde om sin isdronning i første sæson: »I love that woman. I love her like sharks love blood«.
Jacob: Og dog: Faktisk siger Frank jo til Claire til sidst, at to mennesker netop ikke kan fuldende hinanden. Hej, Thomas Yates, bedragerisk og forførende forfatter turns taleskriver turns rådgiver og elsker. Endnu en menage a trois var født over det ubehageligt stille morgenmadsbord. Det lignede nærmest, at Thomas var Claire og Franks barn. En særpræget konstellation. Thumbs up, down?
Lise: Det er rigtigt, men det er jo netop i Franks accept af, at han ikke kan tilfredsstille Claire seksuelt (nu handler det gudhjælpemig om sex igen!), og – igen – giver hende fripas til at udforske egne behov på det område (ligesom Claire også alle dage har accepteret Franks sidespring og affektioner for blandt andre Zoe og Meechum), at parret alligevel fuldender hinanden.
De har trods alt et højere mål for øje. Derfor bliver det også en thumbs up til Yates, selvom jeg ikke er udpræget fan af spradebassen, der hverken udstråler ‘forførende forfatter’ eller knivskarp taleskriver…
Besatte Doug
Jacob: Han fandt en mere klar plads i denne sæson – hans funktion føltes knap så påtaget. Men vi skal videre. Før vi kaster os over den store afslutning med alt, hvad den indebar, skal vi så ikke lige runde Doug?
Jeg elsker Michael Kelly og alt, han gør med den her fuldstændigt psykopatisk besatte mand. Jeg har lige slået op, at han er 1,78 høj, men han udgyder frygt, som var han tre meter. Han er svær at tage øjnene fra, men alligevel blev jeg træt, da han indledte endnu en besættelse, just som vi fik Rachel begravet i ørkenen. Det virker som et lidt overflødigt sidespring til hovedhistorien, ja?
Lise: Klart. Og jeg våndede mig i den grad, da vi endnu engang skulle se Doug sidde i henholdsvis en mørk bil og dernæst et sparsomt møbleret køkken sammen med endnu en følelsesmæssigt brændt kvinde – endog én, som her synes at kaste en form for utilsløret varm hengivenhed efter en komplet fremmed mand (»Du sover bare her efter arbejde, uanset hvor sent det bliver«), bare fordi han har doneret penge til den afdøde mands fond!
Jacob: Ja, for det var ikke et udslag af dårlig samvittighed, vel? Doug with a conscience, aaah!?
Lise: Nej, den køber jeg sgu ikke. Doug er en addict til benet. Om det er alkohol eller ‘svage kvinder’, han kan ikke holde sig fra at lege med ilden. Men så så jeg hellere, at han tæskede den irriterende pressechef Seth lidt oftere for at få aggressionerne ud …
Dog vil jeg medgive dig, at Michael Kelly er forrygende god uagtet karakterens lidt foruroligende forudsigelige story arc i slutningen af fjerde sæson. Scenen, hvor han ud af ren desperation tilbød at donere sin egen lever til den døende Frank på hospitalet, gav mig gåsehud. Det skulle ikke undre mig, om Dougs loyalitet (/besættelse af Frank) ender med at blive hans undergang i sæson 5, førend de sårbare kvinder bliver det.
Slutscenen
Jacob: Uh, spændende teori. Men, men men, vi kan ikke trække den længere. Sidste afsnit. Frank og Claire er trængt op i en krog – Hammerschmidt (fantastisk navn til en journalist) har postet sin afslørende artikel, og gidseltagningen går i hårdknude. Men The Underwoods omfavner – og fremprovokerer – kaosset. Hvem tager sig af, at man har spillet hardliner for at nå magten, når nationens sikkerhed er på spil, og man uden at blinke sætter hårdt mod hårdt i bedste Trump-stil, synes logikken at lyde.
Gav det mening som twistet, der skulle redde Team FU ud af kniben, synes du?
Lise: Absolut. Underwood-parret kan lige så godt gå planken ud nu, og den her slutning lægger op til en virkelig barsk (formondeligt) sidste sæson, der umuligt kan ende med andet, end at Frank langt om længe opsluges af helvedes symbolske flammer for sine misgerninger på magtens top, nu ikke blot mod USA, men hele verdenssamfundet.
Et kort sekund mindede sæsonens – ellers hårrejsende gode – slutscene mig om 90’er-filmen ‘Wag the Dog’ med Robert De Niro og Dustin Hoffman, hvori pr-maskineri og spindoktorer ‘orkestrerer’ en krig for at vinde præsidenten sympati og stemmer blandt det amerikanske folk. Men kender man Frank og Claire ret, er her næppe tale om tomme ord og trusler. War means war.
Jacob: Indeed. Det var et genialt træk af Beau Willimon og hans forfatterhold. For jeg sad faktisk et sekund og tænkte, at selvfølgelig kunne de aldrig komme ud af den knibe, Hammer-Manden havde sat dem i med sin afsløring. Jeg frygtede, at The Hammer eller hans redaktør ville få kolde fødder, og at serien ville lave en lam copout på artiklens konsekvenser, men den gjorde det modsatte: Den overdøvede dem. Og jeg tænkte: Fuck, hvor var jeg dog naiv, at jeg havde troet, at The Underwoods ville blive fældet af noget så u-houseofcard’sk som ærlig og redelig journalistik.
Og så slutbilledet altså… wow!
Will Conway og… sex
Lise: Ha ha, præcis! Men for dælen, man tvivlede jo vitterligt til det sidste, ikke mindst fordi arbejdsomme Hammerschmidt havde samlet et A-team af Franks tidligere allierede og fjender, fra den afsatte præsident Walker til konkurrenten Heather Dunbar, den tidligere stabschef Remy Danton og den moralsk flagrende Jackie Sharp.
Jacob: Endelig fik Remy og Jackies evindelige will they/won’t they en funktion!
Lise: Og alligevel trumfede den grumme, grumme Francis retfærdigheden med et træk så koldt, så ødelæggende, at jeg hørte mig selv gispe angst, da han i sidste sekund udtalte de udødelige, fatale ord, mens en all-american far bliver slagtet af hjemmegroede islamister på The Situation Room’s storskærm: »We make the terror«. Det var en genial og overrumplende slutning.
Jacob: Og det sætter vel den ellers så sejrssikre Will Conway ud af spil, må man formode? Den glatte ål, stanget på Underwoods spyd. Eller… du ved…
Lise: Overhovedet ikke faktisk. Uddyb venligst. Ej, lumre jokes til side for et kort sekund, jeg håber på en måde, at Conway kommer mere tilbage på banen i femte sæson og giver Underwood-duoen lidt kærkommen modstand, selvom han godt nok lignede en noget vingeskudt populist-politikker i sidste afsnit.
Frank har jo ret, når han siger, at Conway er skidegod til præsidentræsets glamour og mediecirkus, men at han aldrig ville blive en god præsident. Han har ganske enkelt ikke maven til det. Eller den kolde hustru, som ville kunne knalde lidt selvtillid tilbage i ham, når tvivlen/samvittigheden melder sig på banen (som Claire gjorde det med Frank i sæson 3). Handler ’House of Cards’ egentlig om andet end sex?!
Jacob: Alt handler om sex – undtagen sex, det handler om magt, som der engang stod på en Gajolpakke, X-rated edition). Men ja. Jeg vil også gerne se mere til Don Conway, der er en herlig figur. Han er vel Helle Thorning-Schmidt – selfie-glad og glat – mens Frank er Lars Løkke, pragmatisk og skånselsløs. Altså i yderste potens, ikke. Nå, det skal jeg vist ikke rode mig længere ud i. Har du nogen sidste ord, Lise?
Lise: Nej, lad os da endelig ikke udforske dén grelle sammenligning yderligere (fy altså, Jacob, jeg græmmes lidt … Frank som Løkkke … nu ber’ jeg!).
Jacob: På hvis vegne, Store Frank eller Lille Lars?
Lise: He he, der kender du mig vist godt nok til at vide, at jeg selvfølgelig er Team FU all the way… Og lad os så lige få parkeret ovenstående sex-citat hos den retmæssige ophavsmand, Oscar Wilde.
Jacob: I know, men han er også de intellektuelles Gajolpakke. Nå. Med den afstikker: Adieu!
Lise: Eller, som Edward R. Murrow ville sige: Good night and good luck. USA får i den grad brug for det i år. FU 2016, indeed.
Læs også: Anmeldelse af hele ‘House of Cards’ sæson 4