2015 var Alicia Vikanders år. Hun spillede med i intet mindre end syv film med amerikansk premiere, blev nomineret til to Golden Globes og Oscar-nomineret for ’Den danske pige’.
Ganske vist er hun svensk, men vi danskere kan bryste os af, at det var rollen som Dronning Caroline Mathilde af Danmark i Nikolaj Arcels Oscar-nominerede ’En kongelig affære’ fra 2012, der gav hende det internationale gennembrud. Samme år spillede hun Kitty i Joe Wrights ’Anna Karenina’, og siden er det gået slag i slag med større og større roller i engelske og amerikanske produktioner.
I år har hun blandt andet imponeret som den feministiske pacifist Vera Brittain i Første Verdenskrigsdramaet ’Testament of Youth’, robotten Ava, der måske, måske ikke besidder følelser i Alex Garlands sci-fi ’Ex Machina’, og maleren Gerda Wegener, hvis verden vendes op og ned, da hendes mand undergår verdens første kønsoperation i Tom Hoopers ’Den danske pige’.
»Det har været meget overvældende«, siger Alicia Vikander om sin eksploderende karriere, da vi møder hende i Los Angeles. »Jeg har været heldig med, at jeg var beskyttet og kunne modnes som en ung skuespiller og få lidt mere kød på og blive lidt mere erfaren. Ikke at jeg er erfaren sammenlignet med de mennesker, som jeg har samarbejdet med«, bemærker Vikander, der inden ’En kongelig affære’ kun havde to svenske spillefilm på bagen: ’Till det som är vackert’ og ’Kronjuvelerne’.
Og selvom disse roller gav hende stor anerkendelse hjemme og ude – hun vandt en svensk Guldbagge for debuten og blev udnævnt til Shooting Star på Berlin-festivalen – er lyngennembruddet i Hollywood noget af en omvæltning for den 27-årige skuespiller.
Hun har uden de store armbevægelser spillet sig direkte ind på a-listen i en filmby, der altid har sat en ære i at gå på strandhugst efter de største talenter fra resten af verden. Og Vikander er utvivlsomt ét kæmpetalent, en stjerne in spe med potentiale til at løfte arven fra Hollywoods største svenske skuespillerinder gennem tiden, Greta Garbo og Ingrid Bergman. Umiddelbart – endnu – uden deres stjernenykker.
»Der er sket meget de sidste tre år, og det har været en vanvittig udvikling for mig. Jeg kniber stadig mig selv i armen, for jeg har fået mulighed for at arbejde med filmskabere og skuespillere som Eddie Redmayne og Tom Hooper, som jeg har håbet på, at jeg en dag ville møde, så jeg kunne give udtryk for, hvor meget jeg beundrede dem. Og nu har jeg haft mulighed for at arbejde med nogle af disse mennesker. Det er utroligt«.
Drømte om teateret
Alicia Vikander voksede op i Gøteborg. Hendes mor, Maria Fahl Vikander, er teaterskuespiller, og det var en lignende karriere, Alicia Vikander forestillede sig – ikke at gå op ad røde løbere i Hollywood.
»Da jeg drømte om at være skuespiller som teenager, havde jeg aldrig troet, at jeg skulle lave udenlandske film. Min mor var skuespiller, og jeg drømte om at spille teater hjemme i Sverige. Jeg var ikke klar over, at man kunne få en international karriere, og Hollywood var meget langt væk – det var en verden, der var fjern og uopnåelig«, fortæller hun.
Hun var nervøs for sit første job i Hollywood, men selvom størrelsesforholdet er forskelligt, fandt hun hurtigt ud af, at der ikke var nogen grundlæggende forskel på arbejdet med at indspille film der og i Skandinavien.
»Den eneste synlige forskel er, at der er mange flere mennesker på filmoptagelserne – og at der måske er mellem 60 og 350 statister. Men hver morgen, når jeg kom og sad i sminkestolen og fik lagt min make-up, så var det ligesom hjemme i Skandinavien«, fortæller hun. »På et tidspunkt gik det op for mig, at det faktisk ikke var så meget anderledes, og at jeg godt kunne finde ud af det og bruge det, jeg havde lært hjemmefra«.
»Jeg er glad for, at branchen blive mere global. Hvis man lærer sproget, når man arbejder i et andet land og indspiller en film, så kan man forhåbentlig komme fra hele verden, hvilket viser, hvor alsidig industrien er blevet. Det gør det spændende, at folk fra forskellige baggrunde finder sammen, og jeg nyder at se det skinne igennem i historierne, at vi alle kommer fra forskellige kulturer«, siger hun.
Sprudlende og spontan
Selvom Vikander har et enestående sprogøre, lærte dansk på to måneder til ‘En kongelig affære’, har adresse i London og taler med upåklagelig britisk accent i ‘Testament og Youth’, vil det altid være en udfordring at udfolde sig kreativt på sit andetsprog. »Der er et filter mellem ens tanke og tale, fordi det ikke er ens modersmål«, som hun formulerer det.
Den største forskel i arbejdet kommer dog først efter optagelserne, med mediemaskineriet og de mange journalister, man skal tale med om filmen, fortæller hun. Det var hun ikke vant til hjemme i Sverige.
Skuespildrømmen kom først i de sene teenageår – inden da drejede Vikanders liv sig om ballet. Hun startede med at danse som niårig og flyttede som 15-årig alene til Stockholm for at gå på Den Kongelige Svenske Balletskole. Fysiske skader satte en stopper for dansekarrieren, men Vikander krediterer balletten for at have udstyret hende med udholdenhed, disciplin og fysisk bevidsthed.
»Jeg gik ikke på teaterskole, så min balletundervisning er mit kunstneriske fundament. Det er sikkert ikke bevidst, men ni år på balletskole giver én en form for kropslig bevidsthed, og jeg tænker på en ny karakter fra et fysisk perspektiv. Da jeg lavede ’Ex Machina’ eller ’Anna Karenina’, tænkte jeg meget bevidst over de fysiske aspekter ved karaktererne, og jeg nyder virkelig at finde ud af, hvordan en karakter bevæger sig. Det er interessant at komme til optagelserne hver dag og finde ind til den kerne, og så kommer karakteren meget hurtigere frem i én«, fortæller hun.
Lignende kvaliteter har en af tidens andre store unge talenter, Mia Wasikowska, tilskrevet sin fortid i balletten – og med en liste over tidligere balletdansere, der tæller Audrey Hepburn, Penelope Cruz, Diane Kruger, Sarah Jessica Parker, Jennifer Garner, Christopher Walken, Channing Tatum, Jamie Bell og Mads Mikkelsen, tyder det på, at de ni år med ømme fødder ikke har været spildt. Vikander har en særlig udstråling af ynde og sarthed kombineret med beslutsomhed og råstyrke. Hun har en fysisk lethed over sig – glidende, elegant og afmålt i ’Ex Machina’, sprudlende og spontan i ’Den danske pige’.
Ved ’Den danske piges’ premierer i Venedig og Toronto var de fleste kritikere enige om, at Vikander med sin ligefremme præstation stjal showet fra Eddie Redmaynes på papiret mere prangende, men også mere koreograferede rolle som transperson i forvandling. Det er Gerdas konflikt ved at lade den mand, hun stadig er forelsket i, forsvinde, der er filmens følelsesmæssige og dramatiske omdrejningspunkt.
Romantiker
Vikanders karakter Gerda Wegener demonstrerer i filmen en imponerende åbenhed over for sin mands ønske om kønsskifte. Vel at mærke i en tid, hvor transkønnethed blev betragtet som sindssyge.
»Jeg lærte meget af Gerda hen ad vejen, som optagelserne skred frem, fordi jeg var forundret. Inderst inde er jeg også en romantiker, og det var interessant at observere hendes kærlighed til et andet menneske, for hvem det allervigtigste er at være sig selv, hvilket hun skal hjælpe til med at realisere«, siger Vikander om den kæmpe kærlighedserklæring, der ligger i Gerdas (næsten) uforbeholdne opbakning.
Historien har givet Vikander et nyt syn på køn og identitet og en opmærksomhed på den modstand, transkønnede stadig kæmper med i dag.
»Det var en film, der åbnede mine øjne på mange måder. Det, som Gerda og Lili gennemlevede for 100 år siden, er meget relevant den dag i dag. Man hører stadig om mange transpersoner, der begår selvmord. Mange steder er det ulovligt, og i USA kan man blive fyret, hvis man giver udtryk for, at man er transkønnet. Jeg er glad for at se, at der er sket et lille skridt fremad og bare det, at man er begyndt at have en samtale om det, gør, at folk i det mindste bliver mere bevidste om det. Jeg er selv blevet mere bevidst om, at køn er en mere flydende ting.
Jeg har ikke selv på nogen måde oplevet de ekstreme barrierer, som transkønnede står overfor, og det er meget trist, at de stadig skal igennem dem. Jeg føler mig meget privilegeret, fordi jeg blev født som det køn, jeg identificerer mig med«.
Hvordan tror du, at du selv ville have reageret hvis din mand ville transformeres til en kvinde?
»Som skuespiller prøver man naturligvis at bruge sine egne erfaringer, fantasier og følelser for at forstå karakteren. Men jeg kan kun forsøge at forestille mig, hvordan jeg ville reagere.
Der er mange scenarier fra mine film, hvor jeg prøver at forestille mig, hvordan jeg ville reagere, men når jeg så senere rent faktisk oplever noget lignende, reagerer jeg nogle gange slet ikke, som jeg havde forventet. Så går det op for mig, at jeg har lært noget nyt. Det er ganske interessant. Det gør det også muligt at skabe karakterer, der ikke gør, hvad man forventer sig af dem. Man udvikler sig hele tiden, og det er svært at forudse sin egen personlighed«.
De danske forbilleder
Det er også svært at forestille sig, at Vikanders kæreste, übermaskuline Michael Fassbender, vil bringe hende i den situation, men det ville da være en god historie. Indtil da kan vi glæde os til at se Alicia Vikander over for netop Fassbender i Derek Cianfrances drama ‘The Light Between Oceans’, Matt Damon i den nye Bourne-film og Christoph Waltz i endnu en historisk kunstnerfilm, Justin Chadwicks ’Tulip’.
Selvom hun p.t. kun har internationale projekter på tegnebrættet, har Vikander dog ikke opgivet tanken om at lave film i Skandinavien.
»Der er flere svenske instruktører, som jeg allerede har arbejdet med, og som jeg gerne vil samarbejde med«, siger hun og nævner Ruben Östlund, Lukas Moodysson, Lisa Ascahn og Lisa Langseth. »Jeg kigger ikke så meget på projektets størrelse eller hvilket land, det stammer fra. Men i Sverige bliver der ikke lavet helt så mange film om året, og jeg ville ønske, der blev lavet flere, for der bliver lavet virkelig gode film her. Men vi er jo ikke så stor en nation. Jeg ville dog helt sikkert meget gerne lave flere film i Skandinavien«.
Hun lister danskervenligt sine skandinaviske favoritter:
»Jeg elskede Ingmar Bergmans ’Persona’, og det er stadig en af mine favoritfilm. Der er dog også så mange perler i dansk film. Lars von Trier. Dogme-filmene. Der var Thomas Vinterbergs ’Festen’. Jeg voksede op med danske film og beundrede de film, jeg så fra jeres land, fordi de var så autentiske. Jeg blev altid overvældet over, hvor følelsesmæssigt nøgne jeres film var, og det var jeg meget imponeret over. Den danske kultur minder meget om min, og især når vi alle sammen er i USA, samles vi på en vidunderlig måde og bliver ’skandinaviske’, fordi vi er meget tætte rent kulturelt«.
Er der danske instruktører, som du gerne vil arbejde med?
»Jeg fik mulighed for at mødes med Thomas Vinterberg, og jeg synes, at han er ret genial. Da jeg var ung, så jeg meget op til ham, og jeg vil meget gerne samarbejde med ham. Jeg vil gerne arbejde mere med Nikolaj Arcel, som lavede ’En kongelig affære’. Jeg mødte ham for et par uger siden i Los Angeles, og han er blevet en meget nær ven. Også Susanne Bier. Det er altid vidunderligt at se kvindelige instruktører nå dertil, hvor hun er nået«.
Hvem ved – måske finder de sammen i Hollywood, for sine skandinaviske forhåbninger til trods ligner Alicia Vikander én, der er kommet for at blive.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #98.