Interview med Rooney Mara: Mus med et kobrabid

Hun fik karrierens anden Oscar-nominering for sin rolle i den aktuelle ‘Carol’. Og hun erkender, at hun i dag lever i en filmstjerneboble, som hun dog stædigt prøver at bryde ud af.
Interview med Rooney Mara: Mus med et kobrabid

Nogle skuespillere er helt anderledes i virkeligheden end de roller, de spiller. Som nyligt afdøde Alan Rickman, bedst som bister skurk, efter sigende dybt sympatisk hyggeonkel, når kameraet var slukket.

Men Rooney Mara har den samme dobbelthed i real life, som gør hende til en fængslende figur på lærredet – bare i mindre udtalt grad: Det yndefulde, tilbageholdende ydre vejes fintmærkende op af en stille aggression.

Det var den dobbelthed, der gjorde hende til et perfekt valg som den introverte, men hævngerrige Lisbeth Salander i David Finchers ‘The Girl with the Dragon Tattoo’. Noget lignende er på spil i hendes roller som Mark Zuckerbergs ekskæreste i ‘The Social Network’ og som outlaw i ‘Ain’t Them Bodies Saint’. Og også i den aktuelle ‘Carol’ ligger dynamikken i spændet mellem butiksekspedienten Theresas forsigtighed og hendes seksuelle og kunstneriske nysgerrighed, der vækkes af den ældre Carol, spillet af Cate Blanchett.

Placeret henslængt i en sofa på tagterrassen på et af de fineste hoteller i Cannes foran en lille gruppe journalister er hun så bly og høflig, at man skal se godt efter for at bemærke, at hun er en mus med et kobrabid.

Når hun bliver spurgt om eksempler på de film og bøger, ‘Carol’-instruktør Todd Haynes bad hende om at tjekke ud før rollen i filmen, der foregår i 50’erne:

»Klart! I vil altid have eksempler…«.

Når en journalist spørger hende, hvem hendes stil er inspireret af:

»Hvad mener du? Min skuespilstil?«.

Er der gode roller for kvinder i Hollywood?

»Suk«.

Rooney-Mara-Carol
‘Carol’

Mara afvæbner hver gang med et smil. Hun er stadig relativt ny i rollen som filmstjerne, og hun gik ind til rollen i ‘Carol’ med stor usikkerhed.

»Før vi startede, tænkte jeg, hvad kan jeg overhovedet gøre her? Der er så meget undertekst og så meget indre på spil. Så jeg gik lidt i panik, inden vi startede. Men da jeg stod der over for Cate, var det nemt at reagere på hende. Jeg var dog aldrig helt sikker på, om jeg gjorde det nok«.

‘Carol’ er blevet set som en samfundskritik af nutiden, hvor homoseksuelle forhold er til stadig diskussion i USA. Men det var ikke det, der tiltrak Mara ved filmen.

»Jeg lever mellem Los Angeles og New York og er omringet af folk, der er progressive, så jeg kommer til at tænke: Eksisterer de her problemer overhovedet stadig? Jeg lever i en boble. For selvfølgelig eksisterer de«, siger skuespilleren, der ikke lod sig påvirke synderligt af sin meget omtalte sexscene med Cate Blanchett.

»Det er overhovedet ikke anderledes end at lave en sexscene med en mand. Det er en scene med en person, du ikke er forelsket i, og som du ikke rigtigt har sex med. Det er meget koreograferet og professionelt og ja, det kan være akavet, men det kan også være sjovt. Men at det lige var med en kvinde, tænkte jeg ikke rigtigt på. Jeg mener… Jeg er ung, det er 2015. Jeg kommer fra en anden generation, nøgenhed er ikke skandaløst for mig overhovedet, så jeg har det sådan: Hvem går op i det?«, siger hun.

Som hun sidder der i luksuriøse omgivelser i Sydfrankrig, fornemmer man godt boblen. Hun kommer fra en velhavende familie – hendes mors familie stiftede The Pittsburghs Steelers, hendes fars familie The New York Giants – men i det mindste virker hun til at være bevidst om sin gunstige position. Gennem sin velgørenhedsorganisation Faces of Kibera hjælper hun forældreløse børn i Nairobis slum, hvor hun var frivillig helt tilbage i 2006.

»Vores organisation er ikke stor, men vi prøver i hvert fald at gøre noget, at være noget for børnene. Jeg er passioneret omkring skuespillet, men det er absolut ikke det eneste, der betyder noget for mig«, siger hun og pifter boblen, passivt-aggressivt.

Dette interview blev først bragt i Soundvenue #98.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af