En elegant mand i sort jakkesæt med sort slips indtager talerstolen i FN’s hovedkvarter i New York. Han takker scenevant generalsekretæren for ordet og begynder sin tale om de klimaudfordringer, verden står overfor, i anledning af at han netop er blevet udpeget som FN’s repræsentant for klimaforandringer.
I velkonstruerede sætninger gør han sin bekymring over politikernes manglende handlekraft klart. Verdens ledere, der sidder samlet i salen, har en historisk mulighed for rette op på årtiers indifference, lyder det. Manden ligner en af verdens mest progressive ledere, hvis det da ikke lige var for hans man bun og det fremadstormende fuldskæg.
Manden er verdens vel nok mest berømte skuespiller, Leonardo DiCaprio. Det lange hår og fuldskæg, som var ved at vinde frem i hans ansigt den dag i 2014, var de indledende forberedelser på optagelserne til hans første film i to år, ‘The Revenant’, der er instrueret af Alejandro González Iñárritu, og som er grunden til, at han sidder foran os på et hotelværelse i Beverly Hills.
»Det er den hårdeste film, jeg nogensinde har lavet«, fortæller han om ‘The Revenant’, hvor han spiller pelsjægeren Hugh Glass. Men hvorfor vælger han på dette tidspunkt i sin karriere at kaste sig over en film, der blev optaget under så kolde og ekstreme forhold i Canadas ødemark, at filmholdet hver dag måtte sørge for, at DiCaprio ikke fik hypotermi og nedsat aktivitet af centralnervesystemet?
I Hollywood siger man om ham, at han kun skal træffe to valg her i tilværelsen: Hvilken film han vil være med i, og hvilken model han vil date. Men Leonardo DiCaprio vil ikke nøjes med at være verdens mest berømte filmstjerne. De seneste 18 år har været en nøje planlagt rejse for at opnå anerkendelse – og han er stadig ikke tilfreds.
Rejsen væk fra ‘Titanic’
På overfladen virker han ellers, som om han har det perfekte liv. Han er endda vokset op i Hollywood, så han har ikke behøvet at flytte langt væk fra sine forældre for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Men kradser man lidt i overfladen, slår billedet sprækker. Og den dag, vi møder ham, flyder alle de små tegn på menneskelighed lystigt fra sprækkerne.
Til Esquire har han sagt, at han stadig ser sig selv som en underdog, fordi hans forældre blev skilt, og han altid gik i slidt tøj som barn. Det er så banalt, at man tror ham. Han blev anbragt hos sin bedstemor i Tyskland i så store perioder af sin barndom, at han stadig taler flydende tysk, og hans syn på sig selv som underhund har også manifesteret sig i de instruktører, han har valgt at arbejde sammen med.
»Martin Scorsese kommer fra New York, og Alejandro González Iñárritu er fra Mexico, så de er outsidere i Hollywood. Med deres kulturelle baggrund har de haft mulighed for at påvirke og ændre filmindustrien. De har ventet tålmodigt på deres muligheder, og nu ser vi disse banebrydende filmskabere lave film, man aldrig har set før. Jeg tror ikke, at der er nogen, der har set en film som denne nogensinde før. Den er unik«, siger han.
Ligesom sine to instruktørforbilleder har DiCaprio været tålmodig. Med ‘Romeo og Julie’ som forløberen i 1996 kom det helt store gennembrud året efter med rollen som Jack Dawson i ‘Titanic’, der gjorde knægten med det renskurede ansigt og lækre hår til et verdensomspændende teenageidol.
Den slags succes er som regel gift, hvis man gerne vil anerkendes som en dygtig skuespiller. Han forsøgte med en selvironisk cameo som filmstjerne i Woody Allens ‘Celebrity’ året efter, men kun få mennesker så filmen. Siden har han udelukkende valgt roller hos anerkendte instruktører, der havde brug for en dygtig skuespiller, ikke en køn teenagemagnet. Og mens næsten alle andre gigastjerner har en franchise i ærmet, holder DiCaprio stien ren. Cv’et er usædvanligt pletfrit – hver rolle er et valg, ikke udslag af en årelang kontrakt.
Rollerne er med tiden blevet grimmere og grimmere. Men spørger man ham om hvilken af sine roller, han er mest stolt af, kommer svaret fra en overraskende kant.
»‘This Boy’s Life’ (fra 1993, red.) er den første film, hvor jeg spillede hovedrollen. Og den er jeg oprigtigt talt meget stolt af, for jeg ved ikke, hvordan jeg havde det store mod, styrken eller the little balls til at tro, at jeg kunne dele det store lærred med Robert De Niro (der spiller DiCaprios ubehagelige stedfar, red.). Men af en eller anden grund havde jeg det, og jeg gav den hele armen. Det at have lavet den film som bare 15-årig, det er noget, som jeg er utroligt stolt af«, siger han.
Uden franchise og familie
Robert De Niro var så imponeret over den unge DiCaprio, at han anbefalede ham til sin gode ven og samarbejdspartner Martin Scorsese. Det var den anbefaling, der førte til hovedrollen i Scorsese-filmen ‘Gangs of New York’ i 2002 og banede vejen for den Leonardo DiCaprio, vi kender i dag. Men det var i sig selv en stor oplevelse at stå over for De Niro.
»Som meget ung var det ‘Taxi Driver’, der gjorde størst indtryk på mig. Jeg levede mig fuldkommen ind i dette andet menneskes psyke, og jeg blev snydt til at tro, at han ikke gennemlevede et sammenbrud, fordi jeg fuldkommen identificerede mig med Travis Bickles ensomhed og længsel. Og så forråder han dig. Det var virkelig banebrydende for mig«, siger han.
I tiden efter ‘Titanic’ følte den i dag 41-årige Leo sig næppe som en underdog. Sammen med bedstevennen Tobey Maguire gik de under navnet the pussy posse, og han var hjemme så sjældent, at han måtte give sin hund til sin mor, fordi den ville sulte ihjel, hvis han skulle fodre den.
Siden er Tobey Maguire blevet gift og har to børn, mens Leo er forblevet barnløs og har været kærester med nogle af verdens største modeller som Gisele Bündchen og Bar Rafaeli. I skrivende stund er forholdet til modellen Kelly Rohrbach netop gået i stykker, og da spørgsmålet om, hvorvidt han en dag vil giftes, kommer op, svarer han med et smil, at han ikke vil tale om sit privatliv.
Man fornemmer hurtigt, at DiCaprio er en pro. Han ligner næsten en forretningsmand i sit nydelige grå jakkesæt med hvid skjorte, og han vælger sine ord med omhu. Han ved, at spontanitet hurtigt kan bringe en stjerne af hans kaliber i uføre.
Så han vil helst fortælle om, hvem der hjalp ham med at vælge de roller, der kunne give ham anerkendelse som skuespiller – og sige nej til indbringende roller i store franchisefilm, som det var tilfældet, da DiCaprio afslog at spille Anakin Skywalker i George Lucas’ genoplivning af ‘Star Wars’-filmene omkring årtusindeskiftet.
»Min far har haft en stor indflydelse. Det gælder ikke alene for min karriere, men også for mig som person«, siger han. »Han har altid været den person, der førte mig på rette vej som ung mand. Han vendte min opmærksomhed mod nogle bestemte film og karakterer, der var historisk relevante og havde vigtige historier at fortælle.
Jeg gik ikke i privatskole, og den bedste uddannelse, jeg fik, var at lytte til min far. Han er en af de mest belæste og vidende mennesker, jeg nogensinde har mødt. Jeg kan takke ham for mange af mine karrierevalg – især da jeg var ung, og han viste interesse for karakterer, der måske ikke var oplagte for mig at spille. Han opfordrede mig til at tage risici«.
Faderfiguren Scorsese
Den anden faderfigur i DiCaprios liv er Martin Scorsese. De har arbejdet sammen på fem film, næsten en tredjedel af alle Leos film i dette årtusinde. Han er om nogen instruktøren, der har fremlokket den sans for viljestærke og ærgerrige mænd, der plages af deres samvittighed, som DiCaprio ofte inkarnerer trods sit tiltalende ydre.
Men under deres første fælles film, ‘Gangs of New York’, måtte han sande, at det krævede en langt mere seriøs tilgang til skuespil, end han hidtil havde lagt for dagen, hvis han ville anses for at være andet et kønt ansigt.
Godt nok havde han over to omgange accepteret en stor lønnedgang for at muliggøre filmens produktion, men Scorseses krav på settet var et større chok. En bagskidsramt DiCaprio måtte finde sig i, at den legendariske instruktør skældte ham huden fuld foran alle på settet, fordi Leonardo kom for sent efter en lidt for festlig aften. Skideballen midt i Cinecittà-studierne uden for Rom blev et vendepunkt, og siden har DiCaprio taget sin metier meget mere seriøst.
»Når vi var færdige med optagelserne, tog jeg hjem på mit hotelværelse«, siger han om optagelserne til ‘The Revenant’ og fortæller, at også hans forberedelser til rollerne er meget omhyggelige.
»Denne gang henvendte jeg mig til specialister i overlevelse, og jeg læste så meget som overhovedet muligt. Blandt andet en fantastisk bog ved navn ‘The Journal of a Trapper’«, siger skuespilleren, der har ganske få replikker i filmen og endda selv pressede på for at skære dem ned.
»Jeg ville have mindre dialog, fordi det handlede om at udforske karakteren – hvordan portrætterer man et menneskets følelsesmæssige rejse uden ord? Hver gang han talte, ville jeg have det kortet ned«.
Samarbejdet med Scorsese har været medvirkende til, at Leonardo DiCaprio i dag er så kendt, at medierne i deres iver for at skrive noget om ham har bragt de samme nyhedshistorier med et par års mellemrum. Da han i december i et interview med magasinet Wired fortalte, at han havde været tæt på at dø flere gange – én gang foldede hans faldskærm sig ikke ud, en anden gang nødlandede hans fly – gik nyheden verden rundt, selv om han allerede havde fortalt det et par år tidligere. Da episoderne dukker op under vores samtale, slår han det hen.
»Det har jeg allerede fortalt om tidligere«, siger han og vil tydeligvis hellere tale om noget andet. Han kan ikke skjule sin rastløshed. Uden for lærredet har han stiftet miljøorganisationen The Leonardo DiCaprio Foundation og været så aktiv en miljøforkæmper, at han har fået foretræde for Vladimir Putin, Al Gore og nu også en officiel FN-post. Men det er, som om det stadigvæk ikke er nok. Under vores interview kigger han ofte på sin telefon, og han skal virkelig mange gange på toilettet undervejs – han husker selvfølgelig telefonen hver gang.
Han har gang i noget, fornemmer man. Måske er det forberedelse til Oscar-showet, som han før årets udgave har været nomineret til fire gange uden at vinde. Det blev en stående joke i Hollywood, at Leonardo DiNoOscaro ikke havde fået prisen, når Cher, Three Six Mafia og kvartfinalisten i American Idol, Jennifer Hudson, havde.
Men tilbage til filmene, rollerne. Hans beskrivelse af sine oplevelser under optagelserne til ‘The Revenant’ kunne sagtens lyde som en beskrivelse af den personlige rejse, han har været på siden ‘Titanic’.
»Ved afslutningen af vores optagelser var jeg både chokeret og forundret over, hvor stærk menneskets sjæl er, hvor stærk ens vilje er, og hvordan viljen til at overleve triumferer. Det var en eksistentiel rejse. Jeg var alene i naturen uden at have andre karakterer at spiller overfor«, siger han.
»Men det handlede om at finde poesien bag og finde ind til, hvem denne karakter var, og hvad han gennemlevede. Det var en eksistentiel rejse. Det var en spirituel rejse på mange måder. Det var hensigten«.
Denne artikel blev først bragt i Soundvenue #98.