’Ma Ma’: Tåkrummende sentimental film med Penélope Cruz
Penélope Cruz’ skønne, mutte ansigt stirrer bedende på én fra plakaten til Julio Medems nye film, ’Ma ma’. Alvorlig og dramatisk – som vi kender hende fra plakaterne til Pedro Almodóvars ’Volver’ og ’Brudte favntag’. Desværre er filmplakaten stort set det eneste positive, der er at sige om ’Ma ma’.
Med ’Ma ma’ har spanske Julio Medem begået en drivende melodramatisk fortælling, der havde gjort sig bedre på The Hallmark Channel en doven eftermiddag end i biografdistribution. Nuvel. Penélope Cruz er trækplasteret, og Medem har tidligere vist sit værd med ’De elskende ved polarcirklen’ og ’Sex & Lucia’. Men cancermelodramaet ’Ma ma’ er en kunstnerisk maveplasker for den 57-årige instruktør.
Plottet i sig selv er himmelråbende grinagtigt i al sin fjollede tilfældighedslogik. Magda (Penélope Cruz) er arbejdsløs alenemor med en fodboldtosset søn og en træls eksmand, der har forladt hende til fordel for en yngre studine. Det er jo i sig selv svært at tro på. Som om det ikke er modgang nok, rammes den gæve Magda af brystkræft i tredje stadie, hvor behandlingen både indbefatter kemoterapi og fjernelse af det inficerede bryst.
Selvsamme dag den triste nyhed overleveres af hendes flotte (og syngende!) gynækolog Julián, møder Magda fodboldtalentspejderen Arturo, der roser hendes superdribler af en søn. Og ved selvsamme møde på stadion modtager Arturo en trist besked: Hans kone og datter har været involveret i en trafikulykke. Af sted til hospitalet med Magda ved siden som moralsk støtte. Det har Arturo virkelig brug for. Datteren er død og konen i koma. Og sådan fortsætter ’Ma ma’ sin endeløse række af utrolige og utroværdige tilfældigheder.
Musikken af Alberto Iglesias er klæg. Han er ellers ofte leveringsdygtig i spændstige, atmosfæriske soundtracks, der leger med på filmenes præmisser. Om det er jazzet, brun 1970’er-paranoia i ’Dame, Konge, es, spion’ eller det symfonisk svajende i campede melodramaer fra Pedro Almodóvars hånd som ’Volver’ og ’Huden jeg bor i’.
I ’Ma ma’ driver følelserne 1:1 ned af lydtapetet i form af klagende violiner og vibrerende klaversoloer i mol.
Igen og igen må man skiftevis gnide sig i øjnene og minde sig selv om, at Julio Medem er en seriøs og tidligere hyldet instruktør. For ’Ma ma’ er en over the top-oplevelse. En tåreperser for fuld turbo uden den mindste form for tungen-i-kinden eller situationsfornemmelse. Når Magdas følelser svælger, klipper Medem da bare lige til en computeranimeret sekvens, hvor vi ser hendes hjerte slå indefra.
Og da hun og Arturo langt om længe fuldbyrder deres kærlighed, ser vi computerhjertet slå orgastisk hurtigere og hurtigere, imens vi hører de to elskendes kærlighedsstøn på lydsiden.
Penélope Cruz’ sødme og viltre temperament kan dog lige præcis ikke holdes tilbage. Ikke engang af Julio Medems ugens sygdomsfilm-manuskript, der er tåkrummende sentimentalt.
Kort sagt:
Med Julio Medems forrige ’Room in Rome’ – en snakkesaglig fortælling om en hed nat mellem to kvinder på et hotelværelse i Rom – balancerede den spanske instruktør faretruende på kanten mellem kitschet lezploitation og sexet arthouse. I ’Ma ma’ tager han hovedspringet direkte ned i sødsuppen – og drukner.